I går blev til en samtale om fremtid og uddannelse og kritik..

Spurgte ind til hvad han ville - ansøgningsfristen er for pokker lige om lidt - og han vil vel igang med noget?

Selvfølgelig ville han det. Men faktum var immervæk at nu havde han brug for ferie og afslapning og reflektionstid til netop at tænke over hvad han ville. For han er bange for at træffe det forkerte valg. Han vil træffe ét valg, og det skal være det rigtige. Han hæmmes af frygten for at vælge forkert. Forståeligt nok. Men argh! Det er svært at han så promte nægter at tage stilling til noget som helst.

For mit indre øje ser jeg konflikterne tårne sig op, hvis han reagerer sådan hver gang han modtager kritik. Det må lige vendes i en senere diskussion.

Mere kritik ville i øvrigt kun føre til mere stædighed fik han sagt. Fisterløgsovs! Den går ikke altså!

Hans løsning på den diskussion var at rejse sig fra sengen og komme hen og kramme mig, og fortælle at han var kommet for at have det rart sammen med mig og ikke diskutere. Hehe. Klovn. Om han ikke godt vidste at det ikke var en mulighed? Det måtte han jo så erkende..

Hehe. Klovn.