Og pludselig blev han voksen. Han havde ellers sagt, at det først var, når han fyldte 28 - at så blev han en mand. Men at se ham stå der med sit generte tilbageholdne blik, mens det strålede ud af ham, at nu var det kapitel overstået - og veloverstået. Jeg knugede ham lidt ind til mig - nu er du jo voksen, sagde jeg. Kandidat. Det lyder så stort - og jeg glæder mig, men jeg er også bange, ikke for at blive kandidat, men for det store hul bagefter. Hvad vågner han til i dag - ja, udover mig - jobsøgning, ingenting. Ingen dårlig samvittighed, intet at skulle læse, ingen eksamener.

Det er mere voksent end at blive 28, sagde jeg. Og indeni tænkte jeg, at det var rart, at jeg kunne vente lidt med al det ræs med at blive voksen og bare nyde at være ung og forelsket.

Mødte hans forældre i går. De var der for at sige tillykke. Og det var så akavet, fordi det hele er så nyt, men samtidig føler vi det jo ret sikkert. Og jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Om jeg skulle kysse ham eller tage ham i hånden. Hans mor kom hen og gav mig et glas champagne, mens hun sagde: "Ja, du hører vel også til her på en eller anden måde". Og det var sådan, jeg følte. At høre til på en eller anden måde, som jeg ikke helt forstod. Jeg kunne godt lide hende. Og han sagde, at hun syntes, jeg var sød. Hans far var også sød. Glæder mig til at møde dem igen. Glæder mig i det hele taget til gentagne gange at vågne sammen med ham, som det skete i morges.

Han ligger stadig hjemme i mine dyner. Og jeg er på arbejde. Han er arbejdsløs. Det driller jeg ham med. Arbejdsløs, men kandidat. Og voksen.