Jeg har ikke skrevet dagbog længe. Det er som om, at mit liv har taget over og konstant udfordrer og skubber og hiver. D er blevet halvandet år. Det går godt. Hun er så harmonisk (det kan næsten ikke passe, at hun er min). S og jeg er blevet gift. Det går godt. Vi er flyttet i lille halvt hus med lille have og to etager. Det går godt. Har fået ny chef, så arbejdet roder - det går ikke så godt. Måske er det derfor, at jeg pludselig har ord igen. Fordi noget ikke nødvendigvis hænger sammen.

Det slog mig for et par uger siden, at det er livet, der spiller mig et puds á la det der citat "Life is what happens to you while you're busy making other plans". Jeg havde en klar ide om det hele, hvad jeg skulle, hvornår jeg skulle det. Og så sker der noget uventet (det der, man kalder livet), og så er det hele pludselig ganske andet.

Det er svært at stå op og tage på arbejde, når det hele sejler. Jeg savner den ro, der var tidligere. Nu er stemningen gal, for mange uløste konflikter. Jeg prøver at være positiv, men har for stor usikkerhed i forhold til min nye chef og mine arbejdsopgaver til, at jeg kan få det hele til at hænge sammen. Før jul havde jeg konstant hovedpine. Øv. Nu er jeg bare desperat og forvirret og træt af, at hver dag er en kamp. At stemningen på jobbet er dårlig.

Måske er det for meget at forlange, at man skal være superglad for sit job, måske har jeg været forvænt. Min bror siger, at der er alt for mange dårlige chefer derude. Man kan undre sig over, hvorfor de havner som chefer, der må jo være nogen, der er overbevist om, at de er gode chefer. Det er de jo nok også, men det er jo hele dette menneske-ting; kemi kaldes det vist. Følelser. Suk.

Men det går godt, det kan jeg lige så godt lade være med at mene, at det ikke gør. D vokser og smiler og snakker og griner og siger miaav og sover i ske. Fantastisk at se et liv opstå (også lidt skræmmende, fordi S og jeg betyder så meget for hendes lille væsen og liv).

Jeg må i gang med at skrive igen. Det var vist bare det, jeg ville skrive.