I dag da jeg så, hans smukke øjne, hans søde smil, bristede drømmen. Jeg så hvad jeg længe ikke har turde tænke. Han er lækker. Han er sød. Han kan ikke lide mig. Eller kan han? Jeg ved det ikke. Jeg fatter det ikke. Hvorfor jeg bliver ved med at tænke på ham. Han er bare...
Hvis jeg nu bare kunne stoppe, men nej. Jeg skal absolut være dum og naiv. NEJ vi kommer ikke til at være sammen igen, lige meget hvor meget jeg ønkser det.
Drømmer for meget. Drømmer om livet kærligheden og lykken. Om det perfekte jeg. Hvad nytter det at drømme? Når drømmen alligevel brister?