Kære dagbog,

alt det jeg har kæmpet for det sidste år, har været forgæves.

Ringede til ham onsdag morgen for at være sikker på at de kom op. (Jeg skal lære ikke at opføre mig som hans mor)
- Han var syg - lød virkelig dårlig. Var en meget kort samtale som han afsluttede med "jeg ringer til dig".
Nu er det blevet lørdag middag - jeg har stadig intet hørt. Jeg har valgt IKKE at tage kontakt til ham denne gang.

Hvordan kan man ignorere "sit livs kærlighed" i så mange dage ?

Er det NU jeg skal forstå at det er slut - definitivt ?
Er det NU jeg skal acceptere at alt har været forgæves?
Kan jeg blive ved med at tro på os?
Skal jeg blive ved med at tro på os?

Det er jul - skulle være hjerternes fest. Bliver nok ikke mit hjertes fest i år.