Mig og midt humør.
Vi går arm i arm, følges ad.
Hvad den ene gør, afspejles i den anden.
Eller af den anden, nok bedre formuleret.

I dag kunne jeg,
med humøret i mine hænder,
have skrevet de smukkeste, sorgfulde tekster,
som når en musiker komponerer et klassisk stykke musik.

Jeg drages af den slags kompleksitet.
Bilder mig ind at jeg også kan skrive komplekst.
Måske ikke lige musik, selvom tonerne hvirvler rundt i mit hoved.
Jeg fik aldrig lært at spille efter gehør, men det kan nås endnu.

Jeg drages af ting jeg ikke mestrer.
Bilder mig ind at jeg kan lære.
Lære at danse.
Være smuk på billeder.

Jeg er fanget af en drøm
som en indsat i et fængselscelle.
Jeg dør langsomt, af iltmangel.
Jeg kan ikke komme til udtryk,
for hvor skal jeg dog begynde?

Jeg føler så stærkt,
at tremmerne der holder mig indespærret, burde springe.
Men det gør de ikke. Institutionen som et fængsel, som et sted der skræller dig for fantasi.
Vind i håret, Rock Star briller. Som Nik & Jay.
Er det lykken?

Jeg føler mig så ægte.
Det hele mærkes så virkeligt på min krop, både når det gør ondt, lindres og gør godt.
Jeg er ægte.
Hundrede procent ærlig, og hundrede procent mig.

Men jeg er fanget.
Og indtil jeg slipper ud, kan jeg ikke gøre andet end at drømme om hvad den anden side har at byde mig. Om det er lykken.

Mit humør og mig.

Jeg elsker mit liv, endelig, tag ikke fejl.
Jeg har ben i næsen og er sejere end de fleste du kender.
Jeg klarer mig altid, det er mit varemærke.
Jeg er sprudlende og varm.

Og samtidig tussegammel..

Med ondt i maven, og periodisk hikke..
Mit humør og mig, op og ned.

Øjeblikke som disse,
huskes.