Som yngre mente jeg – måske gør jeg det stadig – at kun kærlighed og kunst kan gøre livet meningsfuldt. Det er selvfølgelig dramatisk og ikke særligt praktisk, men jeg har aldrig følt, at jeg bare havde lov til at være til. Jeg er blevet kaldt rastløs, hvilket jo er mærkeligt, når det at skrive mest handler om at blive siddende. I min barndom havde jeg et enormt behov for at blive set, og i skolen ledte det til klovnerier, der fik lærerne til at stemple mig som ikke egnet til særligt meget. Senere har det fået mig til at dyrke den helt store forelskelse på en måde, der altid til sidst får ethv [...]