Louise Bjerring Olesen

Uret ringer første gang klokken 5:30, jeg står først op efter 3. tryk på snoozeknappen. Huset er mørkt og stille, og det varme vand river mig langsomt ud af træthedens evige tåge. Mit hår er på mærkværdig vis, uden nogen har opdaget det, gået hen og blevet en tyk tung manke, selvom længden stadig halter bagefter. Inden jeg løber ud af døren for derefter at hoppe op på min cykel og hjule op til stationen, kysser jeg min mor, min far og min modvillige lillebror hastigt på kinden.
Dette er min morgen.
Kendte ansigter og søvndrukne morgenhilsner hænger i luften på den korte gåtur fra hovedbanegård [...]