Nu er det igen en mærkelig tid, mundbind og nu kan man dårlig nok høre hvad vi siger til hinanden og mimikken er også væk. Men pyt vi lever.

Jeg har kun været indlagt på hospitalet da jeg var 5år for 2 år siden med lungebetændelse og i torsdags var den gal igen, indlagt på Glostrup med dobbeltsidet lungebetændelse.

Jeg lærte en del af dette ophold, top professionelle sygeplejersker og læger gjorde et fantastisk arbejde for at få mig på højkant igen.
Jeg lærte at slippe kontrollen, lod dem udfører det de skulle, havde de sagt" vi skærer lige lungerne ud og skyller dem lige under vandhanen" ville jeg sige" det er helt ok" Man kan blive så syg at man er "lige glad" gør hvad I vil.

Jeg spurgte en læge" tror du jeg nogen sinde bliver mig selv igen. Han sagde" det kommer an på hvilken udgave af dig, du vil være"
Dejlig med god humor, når man ligger der.

Jeg fik det bedre og så så mine med patienter rundt omkring, de var godt nok dårligere end mig, hostede både nat og dag, den anden kunne end ikke stave til Ib.
Hver dag spurgte personalet, og spurgte hvad man ønskede til morgenmad, frokost og aftensmad jojo der var stil over det. Corona var skurken, alle passede på der ikke for meget berøring, på kopper, kander og bestik.

Så kom dagen da ilt og drops blev taget ud, og skulle udskrives.
Sygeplejersken skulle lave aftaler til hjemmeplejen til en anden patient, på samme alder som mig. Jeg bekymrede mig kun om at jeg måtte aflyse min aftale på et højskole ophold.
Lægen kom med mine papirer og medicin til resten af ugen, så skulle jeg nok komme mig.
Vi talte om forskelle på hinandens tilgang til livet, nogen syntes alt sluttet, andre at nyt begynder. Jeg nævnte om mit ophold på højskolen, hun sagde" se du om at komme af sted, man skal huske at gøre det man bliver glad af.

Så kære dagbogs læsere, mor her skal på kunsthøjskole på søndag. Wiiii