11 dage siden

Overgreb avler altså ikke overgreb

Stine og mormor.
Ruth Christe...
7 år siden
En aften med oplæsning, v...
Olivia Birch...
9 år siden
Hyggedag
Josephine Lø...
9 år siden
Hund - hvad sker der...?
Michala Esch...
16 år siden
Holistisk eksistentialism...
Ansu Orheim ...
1 måned, 24 dage siden
Jeg googler
Tine Sønder ...
10 år siden
Ferieafslutning
Hanna Fink (...
10 år siden
Godnat morgen
Hannah White...
8 år siden
Vi pakker sammen
Ragnhild Bac...
10 år siden
feber
Kenny Raun (...
9 år siden
Kære natbog (IX)
Olivia Birch...
9 år siden
Hvalsang
Tine Sønder ...
11 år siden
På vej hjem
Halina Abram...
6 år siden
Om sorgen...og post-weddi...
Sylvia Ebbes...
10 år siden
Forbi ....
Halina Abram...
6 år siden
Lidt jul og juleferie
Michala Esch...
15 år siden
Min vingeskudte wingman
Flickarocks
9 år siden
Julefrokost med at par sm...
Carsten Cede...
9 år siden
Brug dit hjerte som telef...
Christalavis...
7 år siden
Gensynsglædens pris - 08....
Anna Gammelg...
1 år, 8 måneder siden
Aktivering. Nu skal jeg s...
Gaffa Brandt
11 år siden
Ferie
Hanna Fink (...
7 år siden
Hvem er først ?
Halina Abram...
6 år siden
Advarselsbokse og hulahop...
Victoria Wan...
8 år siden
Fremtid og nutid
Lisa Brøndbe...
3 år siden
Sidste udstillingsdag
Hanna Fink (...
10 år siden
Flytning
Hanna Fink (...
7 år siden
Byerne
Tine Sønder ...
11 år siden
Poetry slam
Martin Micha...
5 år siden
Glædelig blæsevejrs-dag!
Katrine Søre...
10 år siden
bare træt...aldrig alene
Kenny Raun (...
10 år siden
Maler vinge billeder
Poul Brasch ...
9 år siden
Ikke så halt længere...
Mikala Rosen...
15 år siden
Stemme
Halina Abram...
6 år siden
Så er jeg i gang med en h...
Carsten Cede...
9 år siden
Første dag.
Neola
3 år siden
Vand
Halina Abram...
6 år siden
Update - Kasper Lund
Kasper Lund ...
8 år siden
godmorgen og godnat
Simone Reinh...
1 år, 1 dag siden
Resume af projekt SØNDAGS...
Martin Micha...
4 år siden
Meningsforladt tankemylde...
Kasper Lund ...
9 år siden
Hej med jer!
vintergækken
11 år siden
starten på noget.
Liza Abildsk...
9 år siden
Hvem fortjener blomsten?
Racuelle Hei...
8 år siden
Morgenstemning og ord
Kathi12
10 år siden
Jeg hader - Kasper Lund.
Kasper Lund ...
7 år siden
Lad Mig Lige Stikke Hoved...
Kianna Kitte...
2 år siden
Dejligt gensyn
Poul Brasch ...
12 år siden
Hey now, hey now, don't d...
Camilla Rasm...
7 år siden
Lus og små ligkister
Regitze Møbi...
9 år siden
Mere tid. Mere alt.
Anja Lind An...
10 år siden
Haiku digte skrives i nut...
Syrene Hvid
5 år siden
The same old storie
Julia Stampe
6 år siden
Introduktion til mig
Anne Olsen (...
9 år siden
Overspisning
Miriam Lidbe...
6 år siden
Kære far ❤️
Musenmia
4 år siden
Barndomsdrømme - Kasper L...
Kasper Lund ...
8 år siden
Skrivende
Michala Esch...
6 år siden
Transpsarante mennesker -...
Kasper Lund ...
8 år siden
Shoppingtur til Randers.
Ruth Christe...
7 år siden
Er det noget eller det fo...
Maria jayash...
1 år, 1 måned siden
Hverdagen
Hanna Fink (...
10 år siden
Forårsnadver til online-u...
Camilla Rasm...
9 år siden
Personlig udvikling
Rud Stenfisk...
2 år siden
Jeg blev seksuelt misbrug...
Ansu Orheim ...
15 dage siden
Måske nattøjsdag
Hanna Fink (...
11 år siden
Stormen Ingolf og min irr...
Michael Nevs...
6 år siden
haft en stille weekend
Martin Micha...
4 år siden
Vælg ikke tigeren, Martin
Olivia Birch...
8 år siden
Udtrækssofa og ubarberede...
Victoria Wan...
8 år siden
Kvinders sanser og mænds ...
Racuelle Hei...
9 år siden
Kære natbog (II)
Olivia Birch...
9 år siden
Makrel madder og fødsler
Racuelle Hei...
7 år siden
Med hovedet et vist sted
Caby
9 år siden
Lokumsdyret
Regitze Møbi...
9 år siden
Nyt land
Christian Ba...
9 år siden
Dagen tiltaget med 3 time...
Hanna Fink (...
9 år siden
Skriftlige prøver ... Slu...
Anne S. Chri...
10 år siden
Der var engang.
Ruth Christe...
7 år siden
Sikke en dag
Ruth Christe...
7 år siden
Første kritik godt modta...
Bella Donals...
8 år siden
Kære dagbog, mandag d. 22/4, 2024,

inden noget andet vil jeg dele et digt, skrevet af min ekskæreste - hun skrev det som en udfordring, på 20 minutter foran mig. Vi gav hinanden mange udfordringer, og skrev et hav af digte og historier til hinanden, samt skrev en enkelt historie sammen - jeg har aldrig været så kreativ som i de 6 måneder, jeg var sammen med hende, og enormt mange af mine tekster blev til dér, i første havldel af 2022. Jeg fik dengang lov til at dele det, men da vi ingen kontakt har sammen i dag, da hun var et Jehovas Vidne og fraskilt, og derfor ikke må have kontakt til en ugift single mand - vi måtte ligeledes holde forholdet hemmeligt, et forhold der sluttede da det blev opdaget... som jeg har forstået det. Skulle tilladelsen til at dele digtet blive trukket tilbage, sletter jeg naturligvis indlægget her øjeblikkeligt.

"Hvorfo danser du ikke som den lille kolibri?"

Jeg forstår dig måske, eller også tager jeg fejl.
Din mundvigs tyngde, dit traumes sejl.
Du snegler dig frem, flere mil fra mit sted.
Jeg kalder højt og vinker, men du kan ikke følge med.

Jeg snuser og dufter, kaster farver i sky.
Du ser mod himlen og åbner en paraply.
Jeg lader dråber falde, glide og lukker dem ind,
Mens du står i læ og mærker ikke en vind.

Jeg hopper i vandpytter, gnider støv på min krop.
Du ser den halte myre og samler den op.
Jeg plaprer løs, om skabelses magi,
Du ser den kravle rundt og får ondt indeni.

Smil nu og vær glad, slip tankerne fri.
Dans på himlen som den lille kolibri.
Syng som nattergalen, spring ud af dit bur.
Elsk mig med dine ord og vælt den mur.

Men dine triste øjne taler, der er jeg ikke endnu.
Din stumme stemme siger, jeg ser ikke det samme som du.
Men jeg vil ruske dig til stjernerne falder ned,
Men jeg fornemmer, at det kan tage en evighed.

Hvorfor ser du ikke blomsten eller aftenhimmelens slør?
Hvorfor fokuserer du på nattens kulør?
Hvorfor puster sommerbrisen ikke luft i dit sind?
Hvorfor lader du dig bremse af december frostens vind?

For sommerfuglens vinger giver også energi,
Honningen sødme, trods bistads melankoli.
Læbers berøring, fingers flirtende flet,
Hvorfor vil du have mere? Kan du ikke blive mæt?

Så jeg forstår nok ikke, selv om jeg siger til mig selv,
Selvfølgelig gør jeg det, men nok ik alligevel.
Dit sind er jo smukt, ser noget andet end mit,
Hvis man går i hvert sit tempo, kan man så holde trit?

--

Selvfølgelig betyder dét digt mere for mig, end de fleste andre digte. De eneste konkurenter til digtet, der betyder mere, er andre fra hende som jeg IKKE ved om jeg må dele, så det gør jeg ikke. Med tiden er dette digt, "Kolibrien", blot blevet mere og mere betydningsfuldt for mig, og det er, udover at være et vidnesbyrd om den mest betydningsfulde tid i mit liv for mig, også en vigtig lektion for mig selv - for hun havde selvfølgelig ret. Hvorfor synger jeg ikke, som den lille kolibri? Som hende?

Hun kendte godt selv svaret, og det var dét der først bandt os sammen - at hun selv ikke altid sang, og at hun selv kendte følelsen af at være som en fugl fanget i et bur, af en anden, og alligevel have et behov for at synge; dét slet ikke at kunne lade være, med at synge.

Men hun havde også en indre resiliens, en indre robusthed, som jeg ikke har, og som næsten ingen overlevere af overgreb i barndommen har - hun havde ikke selv overlevet overgreb i barndommen, men til gengæld i voksenalderen (...). Det er svært for mennesker der ikke selv er blevet udsat for overgreb i barndommen at forstå dybden, at forstå domino-effekten af lort, som overgreb altid giver = hvordan at smerten der fylder i dag ikke er så meget minder om selve overgrebet og groomingen/manipulationen, men er smerte og minder om alt det som overgrebet forhindrede - alle de tab, overgrebets konsekvenser er skyld i. Alle de mange relationer, der er blevet ødelagt som følge af misforståelser, i forbindelse med berøringsangst, hemmeligholdelse af den største hemmelighed - og andre der kunne fornemme at man skjulte noget for dem, osv osv osv. Min ekskæreste havde ikke selv overlevet overgreb i barndommen, MEN kendte en tæt på, der havde = og havde derfor basal viden om det. F. eks. om at overgreb IKKE avler overgreb - tværtimod er pædofile sjældent selv blevet udsat for overgreb i barndommen, omend de altid, uden undtagelse, har overlevet vold i barndommen. Men ikke seksuelle overgreb - slå det dog op selv, hvis du er i tvivl om at jeg taler sandt. Psychology Today, er et fremragende fagblad for psykologer, der desuden har en gratis hjemmeside med gratis artikler, alle skrevet af professionelle - det er ikke fakta jeg hiver ud af bagdelen.

Anyways, inden at vi begyndte at date, læste hun mit digt "Vampyrmyten". Det er et digt der først blev skrevet med intentionen om at skrive om den såkaldte "vampyrmyte" = at overgreb avler overgreb, ligesom at en vampyr avler vampyrer. Noget kendetegnende ved mange vampyr-historier, er at vampyrer er usynlige i spejle = psykologisk er det en metafor for, at vampyren har en manglende selvbevidsthed, og ikke kan se sig selv i spejlet - af dårlig samvittighed, eller andet.

Dét ville jeg skrive et digt om, engang, men hvor det skulle være med metaforer. Idéen var at skrive om en kvinde der slog en mand ihjel, oven på en misforståelse - men at kvinden var et produkt af sit miljø samt af naturen, og at teksten skulle tilgive hendes mord. Da jeg først begyndte at skrive digtet, som blev skrevet på én dag, over 8 timer cirka (sådan er min skriveproces altid), så tog digtet selv over, og blev radikalt anderledes end jeg havde planlagt. Jeg håber at digtets morale skinner igennem - i sin tid kommenterede kun 2 teksten, hvoraf min eks var den første, til at gøre det privat - inden vi indledte kontakt. Hun forstod dén tekst, på et dybt plan, ligesom hun forstod andre af mine tekster, som jeg aldrig havde troet at nogen ville. Hun var ganske enkelt genial, både som kunstner og som menneske, med en dyb, dyb omsorg iboende i sig. Hendes sjæl var helt ufatteligt smuk. Og digtet her har absolut intet med hende at gøre.

Freja i digtet er selvfølgelig ikke et tilfældigt valgt navn, og ligeledes er Od, hendes mand hun dræber, heller ikke = Od var en gud i nordisk mytologi, som vi næsten intet ved om, fordi kristendommen ihærdigt udslettede hans kult - vi kender til tilbedelsen af ham, via islandske tekster, gemt af vejen i beskyttelse imod de inkvisitatoriske kristne.

Od var i nordisk mytologi gift med Freja, frugtbarhedens gudinde. Od's rolle i gudeverdenen var at være Gud for husbonder = han var guden der symboliserede "den gode mand" i relation til kvinden - hans eneste guddommelige magt var at være en god mand for Freja, frugtbarhedens gudinde, og de der tilbad ham, hans egen kult, tilbad altså et billede af manden som supporter for sin kvinde - ift. hierarki i gudernes verden var Od underlagt Freja, der var højere i hierarkiet, og hvis magter var større end Od's.

Kristendommen, afhængigt af et verdensbillede hvor kvinden er underlagt manden (patriarkat), gjorde alt i dets magt for at fjerne enhver viden om Od = fordi at hans kult var symbol på anti-patriarkalsk psykologi - ikke på matriarkat som sådan, men på ligestilling. I samme omgang kan nævnes Epikur - en filosof hvis ateistiske filosofi om ligestilling imellem kønene ligeledes blev forsøgt fjernet fra jordens overflade, ved at omdøbe hans skole, epikuæisme, til hedonisme. Hans akademier, Epikurs, var de bedste i Europa, Mellemøsten og Nordafrika, til langt op i middelalderen, fordi at de tillod kvindelige studenter, og tillod kritik af alt. Alle hans akademier blev omdannet til klostre. En anden dag deler jeg et digt, der handler om sexisme, og om Epikur. Her er det altså "Vampyrmyten"/"Din mor, din far - vampyrer er usynlige i spejle" (jeg har ikke valgt titel, endnu).

"Vampyrmyten", af Ansu Orheim =

Menneskemængden messede med i glæde
i et kor af vrede skreg de på ild
præsten tog en fakkel fra sin skede
omkring hende var ilden faret vild
faklen mod byens datter holdte byen ved
bålet brændte allerede men alt for mildt
hun var byens eget barn men vækkede lede
en heks, et monster, det hellige forspildt
intet er så yndigt som retfærdighed
guddommelig vilje udstedt, måske indbildt
intet er så yndigt som retfærdighed.

Freja begyndte at svede, varmen var nær
kvinden på bålet stod nu i askende flammer
hun skreg umenneskeligt, som en fugl uden fjer
Freja kende hende ej, hun var ny i disse rammer
var taget til markedet for at finde bagningsgær
ville bage sin mand kage i bytte for en krammer
Freja smagte asken fra den brændende kættermær
den dødsdømtes skrig blev til stille jammer
ynken var skarpere end folkemængdens orale sværd
Frejas næsebor lugtede brændt hår, hud og skræmmer
røgen tiltvang tårer, liget havde farve som tjære
en dom blodigt dømt af den kridhvide hammer
Freja så folk omkring jublende over deres egen ære
en dom blodigt dømt af den kridhvide hammer.

Hendes øjne blev mødt af den fremmede, præsten
pupillerne var store men blev skræmmende mindre
Freja frøs, som en fugl vingeløs, hans smil saksen
kraftfulgt brød hun fri fra dét skarpe blikke hindrer
i menneskemængden skilte præsten sig ud fra resten
Freja flygtede modigt fra denne fremmede bys indre
den udøvende, dømmende og tagende præsts frelsen
hun så sig over skulderen, så folk æde brændte kinder
prædikanten havde glemt hende, forestod knogleraslen
Freja forlod byen presset men mærkede græsset lindrer
hendes fødder følte atter naturen, menneskekontrasten
iblandt vækst og døen, optøen af enhver tænkers lænker
hendes fødder følte atter naturen, menneskekontrasten

Byens larm bag sig, måske stilhedens forudsætning

Freja flygtede ind i skoven, den eneste vej hjem
hun så for sig den brændte kvinde, ej til at glemme
Freja rystede ved tanken, beroliget af skovens bøge
hendes fingre rørte træer, blomster og mødte en gøge
fuglens skarpe øjne betragtede hende blidt og den sang
'kuk kuk, kuk kuk', Freja var på én gang rolig og bange
gøgen og Freja svajede begge, som kildrende bække
så hinanden an, spejlet i øjnenes ordløse tække

Freja bevægede sig måske først, af sult eller tørst
uden maven fyldt af markedets røst var hendes pupil størst
gøgen fløj forbi og op til træets krone hun stod under
en lille spurv deri flygtede fra gøgens sultne stunder
Freja så op forvirret, for gøgen fulgte ej spurven efter
hun fik øje på en rede, æggeskaller og næbbets kræfter
forbi faldte døde fugleunger og æg endnu intakte
gøgen gylpede nu sine egne æg ud i reden, kompakte

Freja blev tankeløst ved med at betragte, livets akse

Hun huskede nu at gøgen ikke kan fodre egne unger
dens føde er larver, uegnet for ællingers tunger
hendes egen hunger blev ligeledes tungere, og gøgen fløj
tilbage kom spurven, den satte sig på de nye æg, ej i spøg
spurvens sang blev til støj i Frejas trætte ører
var kvinden mon brændt på bålet som følge af uføre?
var den dømte mon virkelig et monster, en sygdom?
var præsten frøet, folket blomster og hun selv sjæletom?

Spurven sad der så skide from og lækka, absurditetens eje
intet i verden så destruktivt som en hønemor på afveje
hun tog en grankogle, smed den i håb om mad til sin kurv
i aften ville hun sgu spise spejlæg og lækker stegt spurv
havde hun ingen sjæl, ville hun i det mindste lade som om
med sin vom fyldt af meningsløshedens blomme, fuglens drøm
Freja grinte mens hun stod der i skoven og kastede med sten
ingen af dem ramte spurven som sad som frosset fast i sneen

Frejas grin blev endelig til leen, absurditetens gråd
også fra naturen flygtede hun nu, imod sin elskede båd
hun trådte ind af døren og blev mødt og krammet af Od
hendes mand havde ventet længe, ikke på mad men på råd
på Frejas varme, hendes stemmes sarte charme, på Freja
de stod i hinandens favntag, men et ubehag ramte bådens ejer
svimmelhed satte ind og Freja skubbede Od væk fra sig
havde han altid set så ung og dum ud trods rig og adelsbleg?

Havde hans sensuelle berøring altid føltes så manipulerende?
var velkomstens kys på halsen i virkeligheden irriterende?
var hans stærke muskler blot et dække for svag karakter?
var hans slikkende tunge dække for hugtænder, for spiste feer?
var hans sørgelige fortid hun engang fandt spændende mon sandt?
eller var det blot som præsten med faklen, gøgen der tryllebandt?
han måtte være vampyr! et dyr, et uhyre, en skygge af fortiden
så Freja dræbte Od,
og ganske rigtigt var hun den eneste viden, i spejlets forvriden.

(værk i billede lavet af mig selv - tekst lyder = "Taber bølger langs havets vinden, når dets storhed er dets forsvinden?", et citat fra mit digt Stiløst Land, som også er titlen på min digtsamling, der ikke er sendt til forlag endnu... hvem ved om det nogensinde bliver dét...)

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Overgreb avler altså ikke overgreb er publiceret 22/04-2024 11:30 af Ansu Orheim (AnsuLa).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.