Kære dagbog, tirsdag d. 30/4, 2024,

"Håb er altid ledsaget af fantasien, af viljen til at se hvad vor fysiske miljø dømmer umuligt. Kun det kreative sind kan bruge håb. Kun et kreativt folk kan udøve det" - Jericho Brown.

Jeg er ikke spor kreativ for tiden - det er cirka 2 og en halv måned siden, at jeg sidst skrev et digt. Et par skriveøvelser herinde er det eneste det er blevet til, samt dagbogsbloggen her. Dengang jeg sidst skrev et digt, for 2 og en halv måned siden, var det et kærestebrev, skrevet i akvarel og i digt-form, som modtageren fuldstændig misforstod. Det er første og nok sidste gang jeg gør dét - altså skriver et digt til én der ikke har bedt om det. Jeg har ikke talt med hende siden givelsen, og har ikke haft mulighed for hverken at undskylde eller at forklare. Måske får jeg det aldrig - jeg ved ikke om jeg nogensinde ser hende igen. Men det er en privat historie jeg ikke kan gå ydeligere ind i. En historie der har været grund til selvmordstanker og søvnløse nætter siden, pga min egen idioti og manglende situationsfornemmelse.

Jeg lever ikke for at skrive, eller for at være kreativ - omend jeg har skrevet for at leve. Men jeg har ikke en brændende passion for noget kreativt outlet, desværre, og har endnu aldrig for alvor fundet min foretrukne metode til kreativitet. Jeg fornemmer at andre på Fyldepennen på en helt anden måde end jeg har en lidenskab for det skrevne ord, og føler end anden leg ved det, end jeg gør.

"Der findes en plads hvor solen skinner mindegløder
et hjørne af en have hvor min barndom ordløst er gengivet
i form af hvidskurede havemøbler og frodige slyngplanter
der snor sig op ad murstensvæggen i snørklede grenlabyrinter
vildtvoksende og uspolerede, identiske med dengang
alting ligner sig selv, enddog de nedfaldne blade
der kunstfærdigt har spredt sig på havebordet
og som i et solstrejf reflekterer mit henførte smil
mens jeg filosoferende indtager aftenkaffen
og erfarer midt i en henført perspektivering
at jeg ubevidst har sanset mig voksen på få sekunder."

- Louise Bach Johansen (1985-2018),
fra hendes digt herinde på Fyldepennen, "Jeg er blevet voksen".

Jeg voksede op i et hjem, hvor der næsten ingen romaner var, og absolut ingen poesi. Til gengæld var der utallige fagbøger, primært om psykologi, spiritualitet, astrologi og filosofi. Mine forældre hadede action-film, og havde absolut ingen forståelse for den fascination jeg som barn havde, af f. eks. brætspillet Warhammer, af fantasifulde computerspil og af voldelige actionfilm såsom Pulp Fiction og Fight Club. De havde dog mere forståelse og støtte ift. min fascination af aktivt rollespil - hvor jeg og mange andre klædte sig ud i middelalder-kostumer, og i skove især altså legede at vi levede i middelalderen. For mange af os var det især for at slås med latex-sværd, en god måde at få aggressioner ud. Mine forældre var vist glade for, at jeg i det mindste lavede noget udendørs og noget aktivt, frem for at sidde alene på mit værelse og spille computer. Jeg har blandede minder fra de gange jeg spillede aktivt rollespil som teenager, især i Skanderborg Skoven hvor der månedligt var et arrangement; primært for folk i 20'erne vistnok, men også med plads til os teenagere. Desværre var der nogle trælse typer iblandt de ældre, som udnyttede lejligheden med latexsværd til at tæske nogle mindre end dem selv. Det hørte gudskelov til sjældenhederne, men gjorde at jeg til sidst droppede det, bange for de ældre. Jeg har hele livet været bange for de ældre.

Anyways, jeg har som sagt svært ved at finde meningen i og motivationen til at skrive. Jeg nyder det imens jeg gør det, men jeg gør det kun når der er noget brændende der skal ud - jeg har svært ved at finde legen i skrivning, og i maling - jeg nyder ellers langt, langt mere at male end at skrive, men modsat skrivning har jeg absolut ingen selvtillid ift. maling - mine malerier er ALTID fyldt med fejl, og jeg rammes altid af skam når jeg ser dem, eller af ligegyldighed - jeg har kun malet ét maleri, der for alvor betyder noget for mig, nemlig det i billedet i indlægget her.

Eller ej, 2 malerier - det andet gav jeg hende forelskelsen, og det var også malet til hende. Det var bare en akvarelmalet tekst med lidt malet lir omkring, der lød "Måske er eksistensen ej, en gåde at bryde, men et mysterie at nyde, uden at tillæge det, noget at betyde." Hun var en tænker med dybe tanker, vidunderligt dybe og smukke overvejelser og observationer, men hun var også en jeg fornemmede der, ligesom mig selv, nemt kunne glemme at stoppe op engang imellem og nyde tilværelsen uden at analysere den - altid på jagt efter endnu en erkendelse. Trods vi måske delte dét problem, var hun min absolutte modsætning på mange andre punkter. Altså modsætning, i den mest positive forstand muligt.

Jeg har nogle gange benægtet at jeg er psykisk syg - fordi at jeg ikke tror på gængs psykisk sygdom, men på smerte. Jeg er vokset op med en moder der havde neuro-sygdommen Huntingtons, og som var definitionen af psykisk syg - hun var ganske enkelt sindssyg, min moder, ude af stand til logisk tænkning, og med både hallucinerende og absurde tankemønste.

I parentes skal det bemærkes, at min moders pædofili, udøvet mig fra jeg var 5 år og til jeg blev 8 år; hvor hun hørte at hun havde Huntingtons, ikke kan forklares med Huntingtons, omend Huntingtons ifølge nogle videnskabelige undersøgelser og teorier kan give "parafili", dvs. unormal seksuel adfærd (Huntingtons rådner hele hjernen op indefra, og er en af de mest forfærdelige sygdomme i verden - og når hele hjernen rådner op indefra, er det jo meget logisk at også seksualitet påvirkes). Men min moder var sociopatisk og altså pædofilt anlagt, inden at sygdommen gik i udbrud, vil jeg påstå. Min fader er vistnok uenig, og giver sygdommen skylden - når han en sjælden gang imellem har forholdt sig til min historie...

Anyways, kreativitet...

Selvfølgelig er det jeg laver lige nu, skrivende dette, også kreativitet - men modsat digte og andet er det ikke værker, og ikke noget jeg for alvor lægger en indsats i. Tværtimod foregår det meget på autopilot, med bogstaverne næsten dansende af sig selv - som at tænke højt via tastaturet, og tænke mere sammenhængende end normalt, hvor skrivningen lige nu, i skrivende stund, føles mere som tankerne der danner monolog, fremfor den dialog som de normalt kan føles som. Men...

Når det endelige punktum sættes i teksten her, glemmes teksten. Der vil ikke være hverken stolthed eller skam tilknyttet efterfølgende, da formen, blog/offentlig dagbog, er lidt ligesom freestylerap = aktuelt, i momentet og KUN for momentet.

Det er der en frihed i - jeg føler at jeg her kan skrive alt, uden den indre overdommer der nedgører det, sådan som det sker indenfor alle andre kreative arenaer jeg begår mig i. Altså - jeg kan altid, uden undtagelse, finde noget positivt i andres værker, som overstråler og dominerer hvad som helst negativt der måtte være at sige om værket, men ift mig selv gælder det ikke.

Jeg har grandiose fantasier om at skrive et verdensforandrende mesterværk, og en del af min psykiske sygdom er narcissisme - ikke en type narcissisme hvor jeg bruger andre mennesker (eller, det håber jeg virkelig, virkelig ikke; så hellere dø), men en type narcissisme/ego hvor jeg føler at jeg har en mission i livet, jeg ikke kan vige fra. Ikke en decideret skæbne, men en opgave og en række rigide krav knyttet dertil. Ikke en konkret opgave, men en følelse af at jeg ikke kan tillade mig at spilde nogens tid - at dét jeg skriver SKAL være originalt og nyskabende, og SKAL arbejde hen imod retfærdighed. At der SKAL være en morale/en valid grund til at et værk er som det er. Det må IKKE bare være leg, tænker jeg ubevidst - andres må godt, men MIT skal satme have vægt! Ellers er det frem med selv-pisken.

"Justice is what love looks like in public" - Cornel West.

Jeg ved at det for mig skyldes en hunger efter anerkendelse og opmærksomhed fra min far.

Jeg tegnede meget som barn, og tegnede engang Andersine And (en kvindelig figur fra Anders And/Walt Disney-verdenen), som stod og flashede sit underliv for Rip, Rap og Rup, der alle 3 stod og så chokerede ud, mens Andersine And så skør ud i øjnene. Jeg husker tegningen som var det igår at jeg tegnede den. Det var selvfølgelig et råb om hjælp, og et hint om min pædofile moder, som ikke blev hørt. Jeg husker ret tydeligt hvor skuffet jeg var over min far, der som altid blot gav tegningen et kort blik, med de sædvanlige ord "nej hvor flot. Nå, men..."

Maleriet i billedet, i indlægget her, malede jeg i 2010, hvor jeg mistede forstanden, alvorligt - jeg var på lykkepiller (40 mg citalopram), der sammen med isolation, depression, fattigdom, daglige selvmordstanker og daglig hashrygning gjorde mig paranoid og skør, desuden assisteret af ydre omstændigheder og begivenheder (terror-bombningen af German Bakary-caféen i Indien, hvor jeg som barn i cirka 7 måneder var kommet dagligt, og et af mine store idolers meningsløse død i en bilulykke, DJ'en Nujabes). Jeg malede maleriet for aldrig at glemme at være kreativ for andres skyld end min egen, såsom for de fattige indere der boede i slumkvarteret rundt omkring German Bakery, og aldrig glemme at hæve stemmen imod uretfærdighed. Noget tid efter at jeg havde malet maleriet, som jeg stadig har, gemte jeg det for i stedet aldrig at glemme, at jeg er i stand til at miste forstanden... Det er en længere historie HVORDAN jeg mistede forstanden, men kort sagt blev jeg paranoid og så CIA overalt, pga detaljerne jeg læste om terroristen David Coleman Headley - som jeg ikke vil spilde tid på her. Altså klassisk storheds- og paranoidt vanvid.

Jeg er måske stadig lige så skør som dengang - jeg rammes stadig dagligt, bogstaveligt talt stort set hver evig eneste dag - typisk om morgenen og om aftenen når jeg skal (forsøge at) sove, af så stor håbløshed og absurditetsfølelse, at selvmord virker som eneste handling tilbage, der giver bare LIDT mening. Frygt for at jeg skal fucke selvmordet op, og i stedet for død så ende som en grøntsag på et plejehjem, holder mig dog fra at gøre det, ligesom selvfølgelig et spinkelt håb om forandring og taknemmelighed for hvadend jeg kan komme i tanke om at være takmmelig for, gør det.

Desuden - i de 6 måneder jeg var sammen med min ekskæreste, tror jeg ikke at jeg tænkte på selvmord én eneste gang, for første gang i livet. Altså, jeg har været ramt af episoder af så absolut fortvivelse og indre pinsel at selvmord var eneste løsning, siden jeg var barn, men kun i de 6 måneder, hvor jeg var sammen med min ekskæreste (den eneste jeg har haft), har selvmord været fuldstændig udelukket. Det var bare slet, slet ikke en mulighed, for jeg skulle jo være der for hende, min eks - det faldt mig slet ikke ind at tænke på selvmord, for jeg følte for første gang i livet at en anden var afhængig af mig. Og at jeg havde en opgave, og noget meningsfuldt at stå op til.

At det så var enormt hårdt at være sammen med hende, er noget andet - jeg har ikke tal på hvor mange gange hun kom hjem til mig, og var i dyb choktilstand. Hendes eksmand, som hun havde børn med og havde været sammen med i mange, mange år inden deres skilsmisse, var socio- eller psykopat, bogstaveligt talt, og selv efter deres skilsmisse fortsatte han med at terrorisere hende - igen bogstaveligt talt. Han var så led. Hun var ofte overbevist om at han havde hacket hendes telefon, og at han holdt øje med hende. De var begge Jehovas Vidner, og blev det opdaget at hun var kæreste med mig, som er strengt forbudt i Jehovas fordi J-vidner ikke tror på skilsmisse (trods dansk lovgiving gør det tilladt), og fordi at ugifte ikke må dyrke sex eller være for meget alene med andre ugifte, så kunne hun blive ekskluderet fra Vidnerne, og blive forbudt at se sine børn og sin familie deri, hvis vores forhold blev opdaget.

Den ene episode efter den anden, med hendes røvhul af en eksmand, gjorde at hun igen og igen kom hjem til mig i choktilstand, bange for om eksmanden gjorde deres børn noget imens han passede dem (hvor hun ofte var hos mig imens), og altså i chok pga ham. Imens de var sammen var han både fysisk og psykisk voldelig, og dybt manipulerende, næsten havende hjernevasket hende (ifølge hende selv). Hun var så bange for ham, og kom grædefærdig hjem til mig igen og igen.

Jeg opfordrede hende til at søge terapi, hen imod slutningen af forholdet især, fordi at hun havde dybe traumer siddende i kroppen, som mine timelange knus, min støtte og min omsorg ikke var tilstrækkelig nok til at kunne håndtere - enhver ville have brug for professionel hjælp, enhver, efter det helvede hun havde været igennem, og stadig var i. Men hun var først meget, meget modvillig imod at søge professionel hjælp, fordi hun var "en stærk type der klarer alt selv", men gjorde det gudskelov til sidst, altså lige inden forholdet endte. Det endte brat med at hun bare forsvandt, til min store rædsel. Gudskelov skrev hun nogle måneder senere at hun var ok, at hun gik i terapi og at hendes familie var ok. Lige inden at hun forsvandt, havde hun sagt at hun ville fortælle sin familie og sine børn samt "de ældste" i Jehovas Vidner om vores forhold, og jeg har altid tænkt at de må have beordret hende til at droppe enhver kontakt med mig. Hvilket er helt forståeligt og forventeligt, hvis man ved bare det mindste om Jehovas Vidner... Min eks var et eksemplarisk Jehovas Vidne, men havde også, som minimum, nysgerrighed og forståelse/tolerance for andre synspunkter end deres. Men vi burde selvfølgelig aldrig have indledt et forhold til at starte med..

Anyways, det var hårdt at være sammen med hende, fordi at hun havde det så hårdt, og fordi jeg gjorde alt jeg kunne for at give omsorg, men fra et fattigt sted - jeg havde det nu engang også selv hårdt, især over at vi ikke kunne være sammen rigtigt, med en vision om en fælles fremtid - vi vidste begge at vi ingen fremtid havde sammen, pga vores forskellige miljøer og overbevisninger. I parentes skal det med at det altid føltes som om at hun respekterede mine - altid.

Hun var på ingen måde en tagende type, og hun havde altid omsorg og opmærksomhed at give - altid. Men selvfølgelig var hendes overskud endnu mindre end mit, med børn, arbejde og forpligtelser samt det svin af en eksmand, det som minimum burde sidde i fængsel.. Så selvfølgelig blev rollefordelingen sådan, at jeg blev en slags terapeut for hende, pga hendes massive udfordringer, hvilket selfølgelig er usundt for ethvert forhold, da det skaber en uromantisk dynamik, uligestillet. Desuden havde vi en hel del ting i livet vi var lodret uenige om, trods vi i lang tid lykkedes med at ignorere det og fokusere på andre ting. Men at hun var et konservativt Jehovas Vidne og jeg en anarkistisk ateist, var åbenlyst ikke altid den bedste cocktail.. Hun var ret liberalt anlagt dog - jeg tror at de fleste ville blive chokerede over at lære hende at kende, og så høre at hun var et Vidne, for hun virkede ikke sådan - altså ultrakonservativ med rigide og intolerante holdninger. Jeg har ikke noget til overs for nogen som helst religiøse eller ideologer, jeg er anarkist, men jeg gør alt mit bedste for ikke at svine religiøse til, men kun religioner = tværtimod ELSKER jeg som regel at tale med religiøse mennesker, fordi at de så ofte har tænkt og reflekteret over døden, over meningen med livet og over mange andre dybe emner - og jeg elsker deres passion når de er stærke i troen, og har fuldstændig og absolut forståelse for, at religion kan give omsorg og mening, især i triste og absurde tider. Der findes bare ikke én eneste religion der helliggør ligestilling (bredt forstået), eller som opfordrer til udforskning og nysgerrighed - tværtimod. Ingen religion helliggør virkeligheden, ingen religion ophøjer ydmyghed og nysgerrighed, og i ingen religion er der reel ligestilling imellem hverken køn, race/etnicitet, eller rig og fattig. Kristendommen er den eneste religion jeg føler mig berettiget til at svine til, eftersom jeg betaler kirkeskat og bor i DK, et officielt kristent land. Jeg føler det som en forpligtelse, at svine kristendommen til. Jeg føler ikke samme forpligtelse ift. andre religioner. Nu er kristendommen så også uden sammenligning den mest hykleriske, selvmodsigende og dobbeltmoralske religion nogensinde opfundet, så..

Anyways, jeg får intet kreativt skabt for tiden, og uploader jo herinde bare gamle tekster for tiden. I det mindste kan jeg i denne omgang bedre acceptere min egen narcissisme, når jeg bliver frustreret over hvor få kommentarer jeg får - fordi at det nu er lettere at huske på, at det ikke er fremmede jeg skriver til og for, men konkrette personer. Personer der så ikke er i min perifiri, længere..

Jeg har været ond og modbydelig over for min søster, men føler at det er berettiget, og at det ikke kan være anderledes - det føles som selvforsvar, de ting jeg tidligere har skrevet om hende herinde. Men alligevel fortryder jeg nogle af de ting jeg har skrevet... og det føles som om at min kreativitet intet positivt fører med sig. Så er det svært at finde motivationen til det.

Jeg skriver vel alt dette, i håb om at komme igang igen, og for selv selv at blive klogere undervejs - disse ord er mest af alt til mig selv, i selve processen, og ikke til eftertiden eller til andre.

Her deler jeg lyrikken til Lowkey's sang "When I die", en af mine absolut ynglings, som dels handler om døden, men også om kreativitet og om meningen med det:

[Intro]

Every single human being that has ever lived,
was an entirely unique creation.
Never, ever, ever to be repeated again.

Sometimes I wonder, what they'll say when I die

[Verse 1]
When I die please don't mourn, cry not for me
When I die please don't lie, write a song for me
Tell 'em what I did right and what I did wrong
Don't say rest in peace, help me live on
Peace to any enemies in my memories, I forgive 'em
Most rappers died before their legacy started living
Whether it's by natural causes or a car collision
Think of hard hitting bars I've written, not my chart position

In the event of my death be happy that I left the drama
Those that love me, don't paint me as an 'effing martyr
What I've done in life, I hope it echoes ever after
Some wanna' reassure me, I'm more like Kevin Carter
Cause every lyric that I've written is a photograph
They think life is infinite, but don't know the half
Names die every day, time won't remember most of ours
Just remember me as a true soul that showed his heart

When it's me, when it's me, when it's me. Set me free. Set me free
When it's me, when it's me, when it's me. Set me free. Set me free

[Verse 2]
When it's me, I want you to know that I loved you all
I wasn't happy here, I could never be comfortable
This one's for you if we fell out over something small
Don't watch it, we're all imperfect and vulnerable
This ain't about being scared or brave
When it's me, death is something I'm prepared to face
When it's me don't even waste your tears, I'm safe
Hairs were raised by my music, anywhere it's played

When I die, don't lie about what my life was
If I die with nothing else, just take my love
When I'm dust in the ground with my eyes shut
Don't count my money, just count the lives that I've touched
When it's me, play this on your MP3
It's about the fans, not how the press see me
Don't say "Rest In Peace" just let me be
When it's me, please God, just set me free

When I Go, when I go when I go. Save my soul, save my soul
When I Go, when I go when I go. Save my soul, save my soul

[Verse 3]
When I go, will I be destined for Heaven, or Hell below?
Until then, I will never know
Pray for my family, pray for my enemies
Pray that I'm sent to a place that is heavenly
Pray for my present and pray for my legacy
And pray that it's in a positive way they remember me
The second I die someone will start a new life
So ask yourself, what will they say when you die?

When you die, when you die when you die. Say "Goodbye" say "Goodbye"
When you die, when you die when you die. Say "Goodbye" say "Goodbye"