Kære dagbog, lørdag d. 4/5, 2024,

jeg er målløs over folks tolerance af intolerance, herinde på Fyldepennen. Det går da også fint i hak med det danske samfunds generelle attitude, hvor nynazister "da bare er vrede unge", og nyfascister "blot har nationalistiske værdier".

Altså, for tiden er der 3 aktive brugere herinde, der alle har skrevet tarveligt og ondskabsfuldt om og til andre brugere - 2 af dem klokkeklare sociopater, og en enkelt bedre til at kamoflere sin apati - sidstnævnte kunne man håbe fik sig noget terapeutisk hjælp, mens førstnævnte virker ret meget uden for pædagogisk rækkevidde; trods det selvfølgelig aldrig er for sent for nogen.

Og satme om folk ikke bare kommenterer løs på deres "værker", eller hvad man nu skal kalde deres egocentrerede og studentikose ordgøgleri, lige efter at de har svinet andre til. Det er utroligt - enten har de der tolererer dem ikke læst og spottet apatien, eller også må folk herinde tro, at deres had bare skal mødes med kærlighed, i klassisk kristen tradition. Problemet med at tolerere intolerance (indtil det går ud over en selv, måske), er at det eskalerer; at had der ikke mødes af kontant grænsesætning fra andre end den forudrettede, af nogen der står uden for konfliktens psykologiske dynamik, udvikler sig fra ord til handling. Sociopater er, på trods af den store anstrengelse de lægger i at skjule det (ved at virke så kloge/magtfulde som muligt), små børn fanget i voksne kroppe - ligesom et vredt barn der ikke vil dele sit legetøj med nogen og som hellere vil ødelægge legetøjet end dele det, så er de besatte af tanken om ejerskab; men modsat børn har de den voksnes magt til at manipulere, og et seksuelt drive som barnet ikke har; en motivation for ejerskab af andre. De omtaler og anskuer kærlighed som "du er min", evt. kamofleret som "du er min bla bla bla" og lignende, som et symbioseforhold med dem selv som den dominante part, fremfor at anskue kærlighed som en ligeværdig dans, der før eller siden må slutte. De fastholder andre mennesker i statiske billeder, frem for at tilskynde dem til at gro - en metafor for det er at de insisterer på at samle blomsten op fra jorden, dermed dræbende blomsten, frem for at lade blomsten være, og blot værdsætte deres begrænsede tid med den.

"Først kom de for at tage kommunisterne, men jeg protesterede ikke, jeg var jo ikke kommunist.
Da de kom for at arrestere fagforeningsmændene, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke fagforeningsmand.
Da de spærrede socialisterne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke socialist.
Da de spærrede jøderne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke jøde.
Da de kom efter mig, var der ikke flere tilbage til at protestere."
- Martin Niemöller

Jeg er selv dybt i tvivl om, hvorvidt jeg skal blande mig - jeg har sådan lyst til at skrive noget til dem - altså til de 3 for tiden, men i løbet af de år jeg har været på Fyldepennen, har der været mange andre end dem. Sociopater og psykopater tiltrækkes af sårbare, og et sted som Fyldepennen... Jeg har sådan lyst til at skrive noget til dem, måske noget ala følgende;

"Jeg håber at din kynisme gør dig lykkelig, men jeg tvivler. Der er ingen skam i at opsøge hjælp og gå i terapi, tværtimod kræver det mod - mere mod end had kræver, uendeligt langt mere"

"Maya Angelou sagde berømt 'ingen husker dig for dine ord, men for hvordan du fik dem til at føle' - hvad i alverden har du lyst til at blive husket for - hvad i alverden går din kunst ud på, udover at såre andre og forsøge at tilrage dig sympati, med magt?"

"Kærlighed handler ikke om besiddelse, men om påskønnelse - jeg tror ikke på at du nogensinde har elsket nogen, ud over måske din moder; det symbioseforhold som du skriver så meget om, har et navn = ødipuskompleks"

"Når du skriver så ondskabsfuldt og tarveligt til andre herinde, håber jeg at du selv får noget ud af det - ellers virker det godt nok som et verdensklasse spild af energi"

Der foregår jo ikke meget moderation på Fyldepennen, hvis nogen overhovedet, og jeg håber virkelig at der snarest muligt kommer et moderne alternativ, hvor grove kommentarer og tekster rettet andre brugere som minimum bliver mødt af en advarsel, fra moderatorerne. Men det ville nok kræve en ansat, og det fedeste ved Fyldepennen er vel dets demokratiske islæt, hvor alle kan komme til orde, hvor der ingen reklamer er, og hvor der ingen betaling er. Samt at man kan være anonym herinde - kommer der et ordentligt alternativ til Fyldepennen, håber jeg at det bevarer FP's model. Det kunne f. eks. være via crowdfunding, at en kunne ansættes til at sørge for en ordentlig tone.

Jeg har selv psykiske problemer, og har selv et stort had imod verdenen. Og jeg har selv været grænseoverskridende før, også herinde. Jeg er ikke psykolog, og jeg har selvfølgelig ingen ret til at definere andre som det ene eller det andet. Ligeledes stoler jeg ikke 100 % på min egen perceptionsevne, og jeg har førhen læst andres ord som langt mere negative, end de reelt var, og tillagt folk motiver uden belæg. Jeg har store søvnproblemer, har maniske perioder, og bør ikke pege fingre ad andre. Desuden har jeg selv skrevet tarveligt, om min søster f. eks., og er nok ikke en hak bedre. Endelig tror jeg på, at al tarvelighed og ondskabsfuldhed stammer fra indre smerte, og at de der sviner andre til som regel er i en dårlig periode i deres liv - måske er de endda påvirket, når de er online - på medicin, på stoffer eller på druk.

Men... ingen tolerance for intolerance, ingen kærlighed til had.

"Ingen bliver født til at hade et andet menneske på grund af hendes hudfarve, hendes baggrund eller hendes religion. Folk må lære at hade, og hvis de kan lære at hade, kan de også lære at elske, for kærligheden kommer mere naturligt til mennesket end dens modsætning. Selv i de mørkeste tider i fængslet, da mine kammerater og jeg blev trængt til det yderste, kunne jeg se et glimt af menneskelighed i en af fængselsbetjentene, måske kun et sekund, men det var nok til at give mig sikkerhed og holde mig gående. Menneskets godhed er en flamme, der kan skjules, men aldrig slukkes."
- Nelson Mandela

Synes du, kære læser, at jeg skal gå i kødet på dem jeg nu engang provokeres af? Altså, et øje for et øje gør hele verden blind, absolut og uden diskussion, men... Stoler du på, at jeg ville kunne gøre det på en ordentlig måde - tror du overhovedet at det KAN lade sig gøre, at gøre det på en ordentlig måde? Med ordentlig måde mener jeg ord og ords rytme der gjorde dem opmærksom på, at deres had ikke tolereres herinde, og at det ikke er i orden, hvad de gør. Måske ville det ingen virkning have, og måske er jeg den sidste person i verden der skulle gøre det (!)... eller den optimale?

Jeg er ikke som sådan konfliktsky, og freestyle-battle-rappede mod andre som ung, på amatørbasis (jeg tabte aldrig, men var sgu heller ikke noget at råbe hurra for - til min kredit føler jeg dog at jeg gjorde mit bedste, for i de raps at FORSØGE at rette vreden væk fra battlen, og over på systemet/religion/ideologi, men lykkedes nok sjældent). Til gengæld hjemsøges jeg efterfølgende af konflikter, hvor jeg bruger endeløse timer på at reflektere over, om jeg gik over grænsen, om jeg tog fejl, og også om hvorvidt jeg kan stole på min egen hukommelse og perception, af konflikten og af den anden. Af dén grund er jeg nok alligevel lidt konfliktsky... desuden har jeg en hjernerystelse og PTSD, hvilket VIRKELIG ikke er belejligt i konflikter, da stress giver hovedpine/migræne, og pga de mange, mange fysiske konsekvenser af PTSD. Selvsamme PTSD gør dog også, at konflikt føles... som det min krop og mit sind er designet til! Altså i selve konflikten, så sandelig ikke bagefter, hvor jeg bare føler mig slidt, gammel og i tvivl.

Jeg har ofte fået at vide, at jeg er "en fucking soldat" - en kriger. Jeg er altid blevet modløs og har følt mig misforstået, når jeg har fået det fortalt - for jeg er så træt. Jeg gider ikke kæmpe, og kan heller ikke meget mere. Desuden er jeg muligvis skod til det - til at debatere, og til at stå op for det jeg tror på. DEM jeg tror på, og mig selv. Men...

Bandet Blackalicious har en smuk, smuk sang om det at kæmpe, på deres legendariske album "Nia" (swahili for frihed). Teksten til sangen, som synges af en mand, rapperen Gift of Gab (Blackalicious), og sangerinden Erinn Anova, synges på samme tid - altså den samme tekst synges af de 2 på samme tid, for at tage kønsperspektivet og kønstolkningen bort fra sangen, og gøre den universel. Sangen skal selvfølgelig hellere høres end læses, men here goes;

Blackalicious ft. Erinn Anova - Searching =

Nia... Nia

Searching
For everything already there
For every thought already known
For everything that ever was, is, and will be

Struggling
Oh how we struggle
And the more we avoid it
The greater the struggle becomes
Until we realize
The struggle is the blessing
Progressing
Changing
Evolving
Growing
From a seed to a tree
From a child to a (wo)man
From a (wo)man to a spirit
To a god fulfilling his plan

Purpose
No words can describe the unnameable
No beginning
No end
Just always now
Marveling at the miracle
And all of a sudden
It all seemed to make sense somehow

Nia... Nia

(Værk i billede lavet af mig selv - teksten på billedet lyder "Uanset foregående tanke- eller følelsesrække kan denne afsluttes ved at tænke "dette er fortiden som forsvinder"", en såkaldt psykologisk affirmation/mantra)