Vi stod lidt i gangen, far, mor, Oliver og jeg. Ingen af os sagde noget. Det der burde være en dejlig, afslappende søndag, var blevet til det største mareridt, et menneske kan udsættes for, at skulle begrave en man elsker. Far havde jakkesæt på, og mor en sort kjole med en jakke udover. Jeg havde også fået kjole på. Det sad underligt. Det strammede, og det virkede alt for formelt til mig. Jeg ville mest af alt bare være hjemme. Bare være en hel normal familie. Far rømmede sig, åbnede døren og satte sig ind i bilen. Mor og jeg fulgte efter. Jeg kunne se mor låse hoveddøren i nærmest robotagtige bevægelser. Snefnugende dalede langsomt ned og lagde sig som et tykt tæppe på Jorden. Far kørte langsomt ned af den villavej, jeg havde boet på hele mit liv. Hele min brors alt for korte liv. Bilen virkede tom. Ingen irriterende bror som ville drille eller snakke. Kun os. Fra nu af. Kirkeklokkerne ringer. Der står flere hundrede mennesker foran kirken.

Jeg vågner, badet i sved. Jeg kigger rundt. Får øje på uret på væggen. Kl. er kun 03.35. Det var en drøm. Rolig, forsøger jeg at sige til mig selv. Jeg ligger i sengen lidt. Kan ikke rigtig falde i søvn. Kigger på min veninde. Hun sover. Så dejligt og fredfyldt. Hun har sikkert ikke den fjerneste idé om, hvad der lige er sket for mig. Det fortjener hun heller ikke at vide. Jeg overvejer at ringe til min mor, men hun sover sikkert. Lad nu bare kl. blive 8.00 så jeg kan komme i skole. Væk fra den tarvelige drøm.

Jeg står på stationen. Jeg skal med toget for at komme i skole i dag. Jeg føler mig klam lige nu. Det strammer henover brystet. Jeg vil gerne væk, men jeg må overvinde min angst og hoppe ind i det tog. Jeg kan ikke, jeg kan ikke – er den eneste tanke der løber gennem mit hoved. Jeg stiger om bord, overvinder min frygt. Jeg får kvalme. Kan ikke koncentrere mig om, hvad min veninde siger. Jeg vil ikke virke fraværende, men jeg tror hun kan fornemme det. Undskyld, tænker jeg. Jeg skal kaste op. Jeg vil ud! Toget standser endelig på Brøndby Strand st.

Jeg har samfundsfag. Det er fredag. Jeg får vinterferie i dag. Jeg kigger lidt ud af vinduet, kan ikke rigtig koncentrere mig i dag. Drømmen nager i mig. Den eneste chance for ikke at kede sig selv ihjel denne fredag morgen, er da helt klar at stene comedy med min sidemakker. Fuck det, man har kun den sjov man selv laver.

Efter frokost skal vi have fysik. Vi skal fremlægge. Vi har om universet lige for tiden. Det er faktisk utrolig spændende. Maja, min studievejleder henter mig. Jeg har bedt om at snakke lidt med hende, fordi jeg ikke har det så godt i dag.

Vi sidder lidt på Majas kontor. Tavse, men begge velvidende om, hvad der sker. Jeg fortæller Maja om min oplevelse i toget i morges. Jeg fortæller om hvad Flemming, min psykolog har sagt. Han mener jeg har en mild form for angst. Det tror Maja også. Maja spørger om min veninde P. kan forstå mig. Jeg siger, at hun er der for mig, men jeg ikke sikker på, hun forstår præcis, hvad der sker, da hun ikke selv har været i situationen. Maja og jeg snakker lidt frem og tilbage om, hvad jeg kan gøre, når jeg får de her anfald. Jeg er lige ved at græde. Jeg hader at græde foran andre! Det er flovt. Måske er jeg bare mærkelig. En form for unormal?

Maja og jeg slutter vores samtale af. Nu skal vi have mediefag. Jeg glæder mig, fordi vi skal vise de film vi hver især har gået og arbejde med i lang tid. Alle filmene er rigtig gode, nogle bedre end andre, og nogle sjovere end andre. Min film bliver vist først. Jeg fik en del ros. Til sidst bliver Claras film vist. Den handler om en pige, der har været hendes kæreste utro, og det er hun rigtig ked af. Han vil ikke snakke med hende mere, så hun ser ingen anden udvej end at tage sit eget liv og hoppe ud foran toget. Da jeg ser dette, får jeg spændinger for brystet, jeg får kvalme, mit hjerte banker hurtigere, og jeg bliver helt svedig. Min veninde P. får mig hurtigt ud af klassen, det hele gik så stærkt, så jeg næsten ikke kan huske det. Ude på gangen falder jeg sammen. Der flyver så mange tanker gennem mit hoved. Jeg ligger og ryster lidt på gulvet, indtil min lærer Brit kommer ned til mig. Hun kender til hele min historie. Lige fra da min bror forsøgte selvmord ved at springe ud foran et tog, til den vrede der pludselig dukkede op i mig, og videre til da han forsøgte selvmord endnu engang med en overdosis piller, og helt hen til den angst jeg i dag lider med.

Vi snakker stille og roligt, og hun beder mig trække vejret gennem en plasticpose. Bagefter får jeg noget sukker. Vi sidder lidt uden ord. Jeg ryster stadig, men min puls er faldet ned igen. Jeg var godt nok bange. Brit beder mig tage hjem.

Jeg er træt. Jeg sidder og ser lidt film. Anna Phil, får mig til at slappe af. Jeg får lyst til en bolle. Måske er jeg begyndt at trøstespise? Jeg elsker usundt, men jeg gider ikke spise anden mad. Jeg er lidt træt. Kan mærke jeg falder hen…

Jeg står på en gangbro. Der er mange mennesker omkring mig. Jeg holder min bror i hånden. Han har den baby blå trøje på, jeg gav ham i julegave. Han slipper min hånd, og går ned af trapperne. Jeg græder. Han står på perronen. Ingen ligger mærke til ham. Kun mig. Vi får øjenkontakt. Toget kommer. Han springer – jeg skriger..

Min fod gør ondt. Det går op for mig, at jeg har ligget og sparket ind i væggen med min fod. Endnu et mareridt. Jeg sveder. Sætter mig op i sengen. Jeg græder. Vil hjem til mine forældre. Vil snakke med Flemming. Jeg er helt alene. Både fysisk og psykisk. Det er 5 gang jeg får denne drøm. Er det mon et tegn? Kan det virkelig være rigtig, at jeg skal gå og være bange hele tiden. Jeg rejser mig op – falder sammen. Av! Det spænder i brystet, jeg kan ikke trække vejret. Skal jeg mon dø nu? Jeg ligger bare på gulvet og ryster. Hjælp mig, en eller anden hjælp mig. Jeg prøver at huske, hvad Flemming sagde. Tæl baglæns fra 100 og spring tre over. 100, 97,94,91,88,85,82 … Jeg prøver at huske, hvor længe jeg har ligget her. Det må være omkring ti minutter. Jeg håber aldrig det sker igen. Det er så ubehageligt.

Jeg græder. Jeg sidder og skriver det her. Kl. er 22.37. Der kører en film i baggrunden. Mine kinder og øjne er næsten helt opsvulmede af tårer. Jeg ryster, mens jeg skriver. Jeg vil ikke mere.

Min mor siger, jeg måske skal skrive min tanker og spørgsmål ned. Så her kommer lidt spørgsmål jeg går og tumler med:
Er jeg underlig? Hvorfor sker der her? Er det min bror, der har udløst det? Hvem kan hjælpe mig? Er jeg besværlig? Klarer jeg nogensinde gymnasiet færdigt? Hvorfor kan ingen se det? Folk snakker, men er det om mig? Ved de noget, jeg ikke ved?

Det var bare lidt af det.. Jeg vil gå i seng nu. I håbet om at kunne sove igennem, UDEN generende drømme. Godnat.