"Du er et fantastisk menneske"
"Hvorfor?"
"Fordi du ser alt det smukke i verden. Du ser ikke trist vejr og kulde..."


Regnen er taget til igen.
Jeg sidder pakket ind i morgenkåbe og tæppe med vådt hår og tyndt vin. Det var det hele værd.
Himlen larmer videre, mens lysglimt oplyser mørket. Så forbandet smukt.

Det tog mig et splitsekund at åbne døren, da han fortalte at det stod ned i stænger. Verden indenfor kan være forræderisk og kaste røgslør, så alt det vigtige, alt det ude, hvor livet hersker forstummer og forvrænges af tv'ets lyde.
Han havde ret. Sommerregn, voldsomt, skybrud.

Stillede mig ud på altanen. Bare fødder i en vandpyt. Fangede et lyn med blikket et par gange og grinede højt, da det efterfølgende brag overlappede.
Åben himmel, ildglimt, verdenslyd.
Sådan stod jeg længe mens folk på gaden løb over gader bandede og snublede i alt for høje sko.
Da der var gået et kvarter, besluttede jeg mig for at hente et glas vin. Sad i døråbningen, tændte en smøg og drak et glas vin med verden.
"Skål verden - hvor er du smuk", sagde jeg højt.

Og så kom det. Højdepunktet. Det enhver rigtig sommerregn har. Der hvor vandets stråler danner en mur, gør det umuligt at åbne øjnene. Et tæppe af vand, kun afbrudt af ild på himmelen, larm i horisonten.
Smed bh'en, lagde hovedet tilbage, strakte armene ud og nød følelsen af vand, der skyllede alting væk. Udrensning.
Og lige der følte jeg mig i ét.