8 år siden

Katten, sofaen og jeg

Hvem tror vi, at vi er?
Bella Donals...
8 år siden
Tomhed
Majtb
9 år siden
Ferie
Hanna Fink (...
9 år siden
Anata wa okotta? -Are you...
Julie Vester...
10 år siden
sulten
Sunstar31
9 år siden
Kaos?
Per Z
9 år siden
Taber-tangoen
Ansu Orheim ...
15 dage siden
Det vil ikke slippe mig :...
Gittepigen
11 år siden
Musik fra USSR og Danmark
Halina Abram...
5 dage siden
Spaden, og Distortion - K...
Kasper Lund ...
8 år siden
Kære natbog (XX)
Olivia Birch...
8 år siden
Skøre drømme og sovende f...
David Hansen...
1 måned, 28 dage siden
Dronningmølle, og der er ...
Michala Esch...
15 år siden
70 år + 2 dage
Peter Munk (...
10 år siden
Tanker
Racuelle Hei...
6 år siden
Højskoleophold
Hanna Fink (...
9 år siden
Maler vinge billeder
Poul Brasch ...
9 år siden
Perfektionismen dræber mi...
Neola
3 år siden
Positive tanker
Ace Burridge...
11 år siden
Tilstand - stilstand
Sylvia Ebbes...
10 år siden
Fifty shades of fuck-up
Tine Sønder ...
11 år siden
Livet, døden og kærlighed...
Ace Burridge...
11 år siden
Besvær med at finde rundt...
Bella Donals...
8 år siden
Livets Tankespind
Caby
9 år siden
Forandring
Hanna Fink (...
8 år siden
En velfærdsengel søges i ...
Regitze Møbi...
9 år siden
Efterskrift
Hanna Fink (...
7 år siden
!tdnevmO
Camilla Rasm...
15 år siden
Jeg var så glad for mine Chesterfield-møbler. - En Chesterfield stue er ellers ikke rigtig for min pengepung, som offentlig ansat. Mere end et halvt hundrede tusind for nye håndlavede møbler; men for et par år siden faldt jeg så over en Chesterfield stue, i den blå avis, tilmed i den rigtige mørkebrune farve. Sælgeren boede et sted i Nordjylland. Vi var så heldige, at min kones onkel skulle flytte og havde en tom trailer, der skulle tilbage til Sjælland. - Siden har vi købt en antik lysekrone, der passer til møblerne, et rustikt sofabordbord, et mahogniskab, hvor fjernsynet står og tilmed en sabel til vægen, som kræver våbentilladelse. - Det hele skal passe sammen.

"Mjav, mjaaaav", siger katten. "Katten siger, at den er sulten", oversætter min mindste søn Hrolf, der har en særlig evne, til at forstå hvad katte siger. Det er jo egentlig en meget sød kat vi passer. En kulsort, social, indekat med blød pæls, der finder sig i at børnene leger med den. - Hvis det ikke var for en altafgørende ting, kunne børnene måske tilmed have overbevist mig om, at vi selv skulle have kat.

Jeg sidder elendigt i de fleste møbler, men i min øreklapstols tykke mørke læder, sidder jeg fantastisk. Møblerne skaber den rigtige, hyggelige, stemning, med et strejf af kubanske cigarer og cognac. Det perfekte herreværelse. Tænk, at konen lod sig overtale. - Vi havde nær aldrig fået dem ind i lejligheden. Først den stejle, smalle trappe til tagterrassen og så var møblerne for brede til at komme gennem hoveddøren. Jeg oplevede den sande lykke, da det endelig lykkedes, at få dem uskadte ind på plads i stuen. - De var måske lidt dyre, men det er den slags møbler, som kan holde hele livet og stadig er så gode som nye, når de kan gives videre til næste generation.

Vi passer kat. En stor sort hankat med hang til at hvæsse klør i det fine fejlfri Chesterfield-lædder. Det giver en forfærdelig lyd, når man kan hører kattens klør arbejde sig gennem det tykke mørke læder og ned af siden på møblerne. Den kan gøre det to-tre gange, inden man kan nå at løbe fra den ene ende af stuen til den anden og få katten væk fra møblerne. Først gik det ud over bagsiden på den mindste sofa. Så dækkede vi møblerne med tæpper - Så gik det ud over hjørnet på den samme sofa; denne gang endnu værre - Jeg overvejede, at man måske kunne købe en ny sofa, at erstatte den med, men det er svært, at finde en stol i samme farve som de andre. - Møblerne er unikke og hører sammen.

Børnene er glade for katten; og katten er glad for mig; måske fordi jeg endnu har undladt at sparke hårdt til den. Den har fået en kasse at sove i, men foretrækker at liste ind i vores seng om natten. Inden Katten hvæssede klør i Chesterfield-møblerne, havde jeg ikke lagt mærke til, hvor meget den går i vejen. Jeg havde heller ikke lagt mærke til, at den prutter; ikke så højt så man kan høre det, men lugte gør det.

Nu er mine fine Chesterfield-møbler dækket til med dyner, tæpper og papkasser. Alligevel har katten fået en pote ind og sat kløerne i hjørnet på min øreklapstol, så læderet er blevet flosset; dog ikke så meget som den lille sofa. Den store trepersoners sofa har også fået nogle små riser, som sikkert kan laves, så det kun er mig der lægger mærke til det. - Min kone besigtigede skaderne med ordene: "De er jo nok faldet i værdi, men vi havde jo heller ikke tænkt os at sælge dem?".

Katten siger ikke så meget; undtagen når den er lukket inde. I lørdags have min kone fødselsdag og papkasser, tæpper og dyner blev fjernet fra møblerne, mens katten blev lukket inde på børnenes værelse. Hver gang døren blev åbnet det mindste, strøg katten ind i stuen og måtte fanges. - Man skal passere børnenes værelse for at komme på toilettet. Kattens jamren minder en om, at man godt kan holde sig, lidt mere, end man har lyst til.

Det ser ret voldsomt ud nu, men måske man kan reparere det flossede læder, så det næsten ikke kan ses? Jeg er ikke i tvivl om, at jeg altid vil kunne se det og mærke det; når overfladen, der skulle være middelhård og glat, i stedet føles ru, når man lade hånden glide hen over den. - Trods papkasser, dyner og tæpper, gruer jeg for hvad katten kan finde på, mens jeg er på arbejde.

Jeg var så glad for mine fine Chesterfield-møbler og om 7 dage og nogle timer bliver katten hentet.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Katten, sofaen og jeg er publiceret 07/03-2016 15:03 af Carsten Cederholm.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.