Kære dagbog, søndag d. 10/3, 2024,

"Tanker kommer og går.
Følelser kommer og går.
Find ud af,
hvad det er der bliver."
-Ramana Maharshi.

I dag er det min afdøde moders fødselsdag. Hun var, blandt mange ord man kan komme på hende, eksistentialist, og identificerede sig meget med sine flygtige tanker og følelser. Ligesom min fader, og min søster, vil jeg vurdere.

"Eksistensen er måske ej,
en gåde at bryde,
men et mysterie at nyde,
uden at tillægge det,
noget at betyde."
-uddrag af eget digt.

Det er min oplevelse og erfaring, at de fleste mennesker er eksistentialister, ofte uden at vide det. Især forfattere. Altså, at de fleste mennesker først og fremmest identificerer sig med deres tanker, og med disse tankers manifestationer, i form af valg, fravalg og fraværet på valgfrihed - tese, antitese og syntese. Mange ser René Descartes' berømte læresætning som en åbenlys og indiskutabel sandhed;

"Jeg tænker, ergo er jeg til."

Man kunne så tilføje "Der føles, ergo tilbliver jeg'et."

Og sætningen af René Descartes er da også delvist sand, åbenlyst. Ingen observation uden (betinget) observatør. Men kun delvist, for al tankevirksomhed foregår jo nu engang i sprog, der altid er betinget og konstrueret - ingen baby siger som det første efter fødsel "Davs, jeg er en baby, og jeg er til!". Og alligevel, trods manglende sprog, dannes der hurtigt en idenditet, når symbioseforholdet med moderen opløses.

Victor Wooten har en fremragende tedtalk på youtube, "Music As A Language", om babyers medfødte og naturlige talent for musik og for musikalsk kommunikation - et medfødt talent alle babyer har, også de der fødes døve, men et musikalsk talent som næsten altid går tabt grundet de primære omsorgspersoners sprog og typisk rigide tanke- og følelses-traditioner.

For mig selv, oven på et liv med utallige traumer jeg stadig lider under, og som har givet både psykiske og fysiske handikap, har der været en frihed at finde midlertidigt i meditation - ikke meditation som en handling, men som en livs- og dødsstil.

"Know meditation, know life.
No Meditation, no life."
-Osho

Altså, der har været en frihed; et fravær af frygt (Nina Simone-citat), i virkelig at undersøge hvad f. eks. Charles Bukowski mente, da han spurgte "Kan du huske hvem du var, inden verden fortalte dig hvem at være?".

Overalt ser, hører og føler jeg folk der identificerer sig som det ene og det andet - jeg gør det også selv, trods jeg forsøger ikke at gøre det. Eksempelvis identifikationer som mand, kvinde, nonbinær, empatisk, apatisk, sensitiv, kynisk, vinder, taber, smuk, grim osv osv osv.

"Når folk ser nogle ting som smukke,
bliver andre ting grimme.
Når folk ser nogle ting som gode,
bliver andre ting onde.

Væren og ikke-væren skaber hinanden.
Svært og let støtter hinanden.
Langt og kort definerer hinanden.
Høj og lav afhænger af hinanden.
Før og efter følger efter hinanden.

Derfor vil Mesterinden
handle uden at gøre noget
og lærer uden at sige noget.
Ting opstår og hun lader dem komme;
ting forsvinder og hun lader dem gå.
Hun har men besidder ikke,
handler men forventer ikke.
Når hendes arbejde er færdigt,
glemmer hun det.
Det er derfor det varer evigt".
-Lao Tzu

Jeg skriver alt dette, fordi at jeg for nogle uger siden sad på et værested hvor jeg er kommet i flere år, og hvor de fleste andre deltagere er kvinder. Jeg føler ofte at min identitet reduceres til "mand" dernede, og generelt, med alle de fordomme der hører sig dertil.

Dengang, for nogle uger siden, sagde jeg højt på værestedet, at trods jeg åbenlyst er en mand, biologisk og psykologisk, så er jeg altså også en sjæl, defineret i psykologien som "selvet" (modsat det konstruerede "jeg", betydende ens dybere sprogløse underbevidsthed). Og min egen sjæl ved jeg inderligt og uden tvivl er en kønsløs sjæl, der ikke kan defineres af noget som helst ord - det er dét der gør det til sjæl.

Jeg mener ikke sjæl i en religiøs forstand, men i en psykologisk/holistisk eksistentialistisk (sidstnævnte begreb er et jeg selv har opfundet, så vidt jeg er orienteret). Og jeg mener ikke "en udødelig sjæl", eller en sjæl i den forstand at den vil overleve min fysiske død - gudskelov, for tror man på et liv efter døden, tror jeg at man uundgåeligt vil leve uansvarligt og over tid apatisk, og at man ikke vil få det maksimale ud af den korte tid man har på denne Jord.

På værestedet, for nogle uger siden, sagde jeg at jeg inderligt vidste at jeg havde en udefinerbar sjæl, der er kønsløs, hinsides køn og enhver anden kassetænkning. Jeg sagde så at jeg også anså alle dem, på en dag hvor der kun var kvinder til stede på værestedet, som værende kønsløse sjæle - og at ingen af dem var kvinder i min verden, men sjæle. Desuden bekendtgjorde jeg, at hvis jeg først anså dem som kvinder, så ville jeg straks lægge mærke til hvor smukke og sexede de var, og hvor dejlige deres bryster osv. så ud. Det var en ret akavet monolog jeg holdt - altså akavet for de andre tror jeg, ikke for mig selv der talte med overbevisning.

Jeg spurgte så ud i rummet, hvor der vel var en 5 stk. sjæle, om de troede på og mente at de selv havde sjæl, og om deres sjæl havde et køn. Der kom forskellige svar, alle meget interessante og oplysende.

Generelt har jeg på fornemmelse, at meget få mennesker tror på at de har en kønsløs sjæl, og at denne sjæl, udefinerbar og fri, er deres primære identifikation.

Igen, jeg selv falder også i kassetænkningens fælde, og identificerer mig som alt muligt bullshit, men vil altså også hævde at projektioner nu engang har den psykologiske effekt, at de internaliseres - behandler alle én som noget bestemt og rigidt, statisk, begynder man selv at tro på det. Får man hele tiden at vide, direkte sagt eller indirekte indikeret, at man er dét og dét og dét, så bliver man også til det, lige så stille, uanset hvor meget man forsøger at kæmpe imod.

Ift. sjæl - hvad er du, når du mediterer? Hvad er du, når du er kreativ? Altså kreativ f. eks. med madlavningen, med tekster, i dans eller i sex = hvad er du, når du er komplet i ét, med hvadend du laver? Enhver forfatter, der har indtaget en andens synspunkt end sit eget i skrivningen, og f. eks. beskrevet en situation ud fra det modsatte køns perspektiv, ved vel at man er mere end hvadend for en kasse andre, eller en selv, har kommet én ned i. At man er fri, udefinerbar, dynamisk.

Min pointe med at spørge om sjæl på værestedet, og med at skrive alt dette her, var og er til dels at jeg konstant glemmer at ikke alle mener at alt, ALT, er relativt - at alt kan deles i minimum 3, inklusive erkendelsen om at alt er relativt. Langt de fleste mennesker, vil jeg vurdere, mener at verden er dualistisk; at alt kan deles i 2, i sort/hvid, rigtigt/forkert, mand/kvinde, himlen/helvede, stærk/svag, rig/fattig, sensitiv/kynisk osv.

"Ydmyghed har intet antonym" - Jiddu Krishnamurti, holistisk-eksistentialisk filosof og digter.

Men en anden motivation for at nævne at jeg/tænkeren mener at jeg/føleren er en kønsløs sjæl, skyldtes træthed og udmattelse over alle de fordomme der hører sig til mandekønnet, og fordi at jeg selv har nemt ved at afseksualisere andre, ved at se dem som dynamiske sjæle - en afseksualisering jeg ville ønske at jeg selv blev mødt med oftere. Hvadend folk definerer én som, er definitionen statisk, mens alt levende åbenlyst er dynamisk - vi kan godt kategorisere en blomst som værende dét og dét, men alt levende, både planter, svampe og dyr, inklusive menneskedyret, er fortsat i evolution - for nogle arter sker der evident evolutions-mutation fra den ene dag til den anden! Alt levende er dynamisk, og man... eller jeg selv i hvert fald, føler at jeg går glip af noget essentielt ved alt levende, når jeg kategorisere det som værende dét og dét statiske.

"When I heard the learn'd astronomer,
When the proofs, the figures, were ranged in columns before me,
When I was shown the charts and diagrams, to add, divide, and measure them,
When I sitting heard the astronomer where he lectured with much applause in the lecture-room,
How soon unaccountable I became tired and sick,
Till rising and gliding out I wander'd off by myself,
In the mystical moist night-air, and from time to time,
Look'd up in perfect silence at the stars."
- Walt Whitman.

Jeg ville sådan ønske at særligt mit navn og mit køn ikke altid var anledning for folk til at komme mig i en specifik, kvælende kasse - også i dén grad folk jeg har kendt længe; faktisk forholder sig det ofte, for mig i hvert fald, således at jo længere tid folk kender mig, jo mere kommer de specifikke stempler på mig. Som muliglis er sande, men som også er træmmer der hæmmer min evolution. Typisk. Gudskelov er der også dem der har kendt mig hele livet, og som alligevel ved at de ikke kender ALT til mig, og som derfor fortsat er nysgerrige.

På værestedet følte jeg mig mødt i i min overbevisning om at være en kønsløs/udefinerbar sjæl, og forstået i ønsket om at blive anskuet aseksuelt - altså, ikke at nogen af dem kæder sex sammen med mig, men næsten alle har nu engang dét in mente, at jeg er en mand, med de fordomme der hører sig hertil. Hvilket jeg da også er, biologisk og psykologisk, men... ingen art er mere varieret end homo sapiens, alt levende er dynamisk, og fordomme gør ikke bare ondt - de øger blodtrykket, forårsager stress, forvirring og indre fragmentering, og dræber bogstaveligt talt. Som en sidebemærkning er jeg heteroseksuel, fordi sådan er jeg altså bare født.

Man kan i aviser dagligt læse den ene sjæl efter den anden definere sig som dét og dét, havende dé og dé problemer med dét, og menende dét og dét, som følge af identifikationen.

"When I let go of what I am, I become what I might be."
- Lao Tzu.

Altså... hvordan kunne så stor en del af verden høre og hylde Nina Simone, men fuldstændig overse hendes dybe visdom? Eller, måske ikke overse visdommen, men slet ikke tage den ind og undersøge den ift sig selv, undersøge hvad geniet mente da hun sang sangene "I got life", "Don't let me be misunderstood" og "To love somebody", f. eks? Lytter folk overhovedet til tekster, af f. eks. Gil Scott Heron's "Aint no such thing as Superman", eller af de andre genier, eller tror folk virkelig at visdom er forbeholdt død og kold, statisk skrift? Eller at mørk glød i huden, eller et bestemt køn eller klasse, fratager en rollen som vogter af viden?

Holistisk eksistentialisme... er ikke et begreb jeg nogensinde er stødt på, det sværger jeg, og måske gør min egen 10. klasses uddannelse at jeg ikke bør svinge om mig med begreber jeg ikke forstår til fulde, men... holististisk eksistentialisme/sjælelig erkendelsesteori, ved jeg i hvert fald at jeg på ingen måde står alene med = overbevisningen at jeg ikke kun er hvad jeg tænker, at jeg ikke kun er hvad jeg føler, men at jeg også er noget udefinerbart, i mangel af et bedre ord noget "helligt". Evolution. Dynamisk eksistentialisme. Fri.

Anyways, jeg er tilbage på Fyldepennen, og trods disse tanker fyldte i dag, fylder en masse andet også - jeg står i lort til halsen, måske grunden til at "dybe" tanker er lokkende, men prøver at holde fast i at det er en fase, og at intet levende kan være det samme alle sæsonerne igennem. Gudskelov.

Tak for at læse hertil, du dejligste, smukkeste sjæl.

(Værk i billede i dette opslag er lavet af mig selv)