Grene slog mod ruden, og vækkede ham før tid. Pokker havde det træ. Han ville fælde det i morgen… Eller en anden dag.
Han satte fødderne på det halvkolde gulv, og mumlede lavmælt. Han bandede over at de ikke havde penge til noget mere.
Soveværelset henlå i mørke, som skjulte dets mangler. Gulvvarmen var en af dem.
I den varme seng rørte Agnete let på sig, mumlede noget i søvne.
Mikkel rejste sig, og forsøgte uden at larme for meget, at finde tøj.
En krøllet bluse og et par laset arbejdsbukser, stadig med oliepletter på lårene. Han famlede sig vej gennem værelset, og blev overrasket over at støde ind i døren.
”Av,” mumlede han.
Hvem havde flyttet døren?
Ingen. Det var dem der var flyttet. Flyttet fra den fedeste og dyreste villa i Bredballe, til Jens tyndskids mark.
Til et hus uden nogen luksus. Et forældet køkken, hvor kaffemaskinen ikke engang kunne have kaffen parat, når man kom ned. Næ, man skulle selv starte den. Trykke på den der forbandede knap. Gammel og umoderne.
Han fægtede med brødristeren, som han ikke var blevet gode venner med endnu.
Han prøvede at smile. Sige til sig selv, at han bare skulle vænne sig det her. Men hvordan vænnede man sig til det, efter tyve år i en villa med alt luksus og en udsigt over fjorden?
Han trak jakken tæt om sig, og trådte i de flade sikkerhedssko. Store og tunge, ikke halvt så komfortable som de gamle.
Han låste døren og smuttede over det fugtige græs. Alt var gråt og trist. Træerne rakte deres nøgne grene op mod himmelen, som om de bad om tøj. Mikkel lo lidt af sine egne tanker.
Men det blev ved det, for han var ikke rigtig glad mere. Hvordan kunne man også være det?
Fyret og ansat som gulvmand ved konkurrenten?
Feje, vaske og polere biler. Pokker tage det. Pokker tage hele hans liv.
Han var skide ligeglad.
Han spyttede og gloede olmt på busstoppestedet. Som om han tog offentlig transportmidler, men det gjorde han nu.
Han havde sved på panden.
Var det ham, eller var skyerne ikke mørkere end de plejede?
Hvor blev den blonde pige og den lille dreng af, der plejede at stå på bussen?
Var han den eneste på vejen? I verden?
Han var bange.
Det blev pludselig mørk som natten.
Hvad med Agnete og huset?