En ny bølge ramte ham.

Med blikket lukket kunne han mærke bølgen, fra berøringen og ud i sin krop, på et splitsekund. Et sekund der føltes som en evighed, trods den forrige bølges tilsyneladende oversvømmelse.

Selvom han var en medaljesluger, med utallige trofæer stående oprejst hjemme, så føltes hver eneste bølge mærket og følt nu uendeligt mere værdifuldt end alle sejrene - hver eneste bølge virkede uerstattelig, eventyrlig og unik.

Epicentret hvorfra de høje og lave dønninger strømmede fra, var i hendes yndefulde og medfølende fingre - hendes guddommeligt skabende håndflader der skabte vibrationer, rungende igennem hele hans væsen og væren.

Hans normalt spidse øjenbryn blev af sig selv kurvede, og trods nydelsens ekstase over bølgernes massage, kunne han i sit inderste samtidig mærke en sorg. En sorg, som mistede han alt og alle han nogensinde havde elsket, og havde holdt af.

Hans skuldre gav af sig selv et vip, som en båd der dansende bliver skubbet i storm. En tåre kælede hans kind, og han trak ufrivilligt øjenlågenes gardiner fra, og åbnede øjnene.

"Rørte jeg dig et forkert sted?", spurgte hun ydmygt men samtidigt kækt, som kun en voksen kvinde kan.

Han rettede på sin studenterhue, med en energi i kroppen han ej vidste hvad han skulle gøre af. Huen var det eneste han bar, den samme som dengang han for længe siden havde mødt hende, for første gang.

En lyst til at sige "Ja," til hendes spørgsmål, kunne ej komme ud over læberne - hendes nysgerrige blik, så dybt som havet, så mystisk som nattens mørke hvori kun en enkelt stjerne funkler, var det eneste i hans verden; alle ord var fraværende og volapyk, i dette moment.

Sorgen var stadig tilstedeværende, en taknemmelig sorg han aldrig før havde følt - hendes berørings bølger og de kuldegysninger de gav i kroppen; hendes væren der som havet trak alle hans strømme imod sig; og hendes blik, symfonien i hendes åndedrag... han følte sørgmodighed, for han var klar til lykkeligt at dø, her i armene på Gud.

Hun hævede det ene øje skeptisk, og smilede samtidig et smittende smil. "Hvis jeg rørte dig et forkert sted... så vil næste sted jeg rører dig være bygget på det forriges fundament, og du vil savne det 'forkerte' sted. Giv slip på tårene, kassér det, og lad mig svømme med,"

Og således blev to dansende tornadoer på havet til én, del af samme fænomen.