Politiet kom hurtigt. Meget hurtigt. Mog græd, far græd, bedstemor hentede Mathias. Jeg stod på gulvet i stuen, med hænderne strittede væk fra kroppen. Politimanden stirrede, tog billeder, rensede skidtet ud under mine negle, og gemte det i en gennemsigtig lynlåspose. Der var også ham der kørte mig derhen, og placerede mig i venteværelset - alene.
Nu sidder jeg her, og prøver at få styr på mine tanker. Der sidder 3 andre herinde. En pige, på min egen alder. Hun græder. Ved hendes side sidder en voksen kvinde - måske hendes mor. Pigen har mistet sit barn. Det er længe siden. Hun får først hjælp nu. Hendes hår er fedtet. Hun har bumser, og lugten af friture er overvældende. Hvem gad gøre hende gravid? Sex - der går et sus gennem maven på mig. Jeg vil aldrig tænke en sexuel tanke igen, jeg har set der fra den mørke side. Pigens mor holder om hende. Hun er forstående. Pigen er ikke alene. Det er jeg.
Den sidste person i venteværelset er en mand. Han er omkring 50 år vil jeg tro. Han sidder ved siden af mig. Der er 5 stole i rummet. Hans øjne er røde. Han har skægstuppe, og jeg kan lugte hans ånde. Han giver mig kvalme. Jeg kan se hans arm, hans bluse er gledet op i højre side. Han har ar, han cutter. Hans liv er værre end mit - måske. Mit liv var godt engang. Nu er jeg alene.
Lægen kommer ud. Hun er rødhåret, det er farvet. Hun ligner en der er glad for sit liv. Det forstår jeg ikke, hun er dagligt sammen med sådan nogle som dem der sidder i venteværelset - som os der sidder i venteværelset.
Måske har hun en mand derhjemme. Hendes liv er måske godt. Måske ser hun på sex som noget godt. Måske kan hun kysse en mand. Jeg kan mærke hans spyt på min mund og hans hænder på min krop. Jeg kan høre min bluse revne i syningen, og jeg kan lugte hans ånde. Ligesom manden ved siden af. Alle mænd er ens.