Et nyt nummer begyndte derude fra.
Det var "The Inkspots". Er du gal jeg elskede dem.
Dengang jeg kunne elske.
Jeg sad på sofaen i mit kontor, men jeg ville sværge på at jeg ikke kunne mærke den. Den havde en hel speciel følelse af læder, men nu var der intet. Jeg er ikke sikker på at jeg mærkede noget som helst på det tidspunkt. Ikke at jeg mærker eller føler noget nu. Tror bare jeg tænker tilbage nu.

Liget på kontoret lå med ansigtet ned mod gulvet. En trofast kompagnon, men han var kun et minde nu. Lidt ironisk at han skulle betale for noget jeg havde gjort. Musikken begyndte at spille højere derude. Det var tydeligt at folk havde det sjovt, for de råbte og skreg og grinte og trampede.
Jeg grinte. Jeg kunne sværge på jeg grinte på lige det tidspunkt for jeg tænkte tilbage på den gang, hvor jeg selv skreg og trampede.
Sammen med hende.
Jeg kiggede ned på liget. Vi sårede hende, så nu sidder vi her. Skæbner er blevet udspillet mærkeligere steder, så hvorfor ikke også på mit kontor?

Og så bankede det pludseligt på døren. Det var sådan en stille banken, men den bredte sig alligevel i hele kontoret. Som om den gled rundt i røgen derinde. Det var hendes stemme, for hun råbte mit navn. Det er mærkeligt at jeg først indså det der. Jeg havde aldrig sagt undskyld til hende.
Hun kom ind, hun så liget, hun skreg. Jeg kan huske hvordan hun gled ned til den døde, hvordan hun grædende omfavnede hans hoved. Jeg skælver stadig når jeg husker efter. Ikke så meget som dengang, men stadig. Jeg rejste mig og pistolen røg ned på gulvet, hvor den jo faktisk havde ligget hele tiden. Det var bare noget jeg forestillede mig; at den faldt ud af hånden på mig.

Og jeg råbte til hende. Jeg råbte at hun skulle tilgive mig, men hun hørte ikke noget. Hun blev bare ved med at græde, og der kom flere og flere mennesker ind på kontoret. Jeg prøvede at få dem ud ved at vifte af dem, men det var umuligt. De var som en flodbølge.
Og det var vist der, i den mængde af mennesker, at jeg forsvandt. Jeg kiggede tilbage på hende, og jeg kunne ikke andet end mærke, at jeg fortrød min handling.
Men der var ikke noget at fortryde.

Jeg bilder mig stadig ind i dag, at hun hørte mig dengang; at hun hørte min sjæls undskyldning og klagen. Men jeg tror kun hun så den døde del af mig. Ham med ansigtet nedad.
Retfærdighed ved egen hånd kaldte jeg det.
Og sådan ser jeg stadig på det.