Ordene skær i mine ører. Det er det samme hver dag. Jeg kan smage deres fordomme, lugte deres forfængelighed for noget der er anderledes. Jeg kan mærke deres måbende blikke. Hvorfor kan de ikke bare accepterer, at jeg ikke er som dem? De overvåger mig, kan jeg fornemme. Alle steder fra, viger deres fordomme. Jeg kan ikke holde det ud. Hvornår er man god nok? Hvordan bliver man god nok? Dagen hvorpå dette helvede stopper, bliver den bedste i mit liv. De kolde fliser, som jeg sidder på, er lune under mig. Jeg har siddet, omringet af disse u genkendelige personligheder, i timevis nu.

Kun én kan jeg kende. Hånden der tager min, og får dæmpet snakken i krogende. Tager mig med hjem, snakker til mig. Hun er noget særligt. Jeg er sikker på, at hun er rigtig smuk. Sådan lyder det i hvert fald. Da hun fører mine arme rundt om hendes æstetiske krop. Jeg mærker hvordan hun fører sig frem. Hun lægger armene om mine skuldre, og lægger sin kind mod min. Min krop ryster, det kilder i maven. Hendes læber nærmer sig mine.

Jeg læner mig frem mod hende, længes efter mere.. da hun trækker sig tilbage. Hendes arme glider væk fra mine skuldre. Sukkende fører hun min hånd, op til hendes kind. Jeg mærker hendes tårer. Har jeg gjort hende ked af det? Klart. Jeg hører ikke til her. Døren finder jeg selv, og går ned af vejen. Om det er den rigtige vej jeg går, kan være ligemeget.

Nogen løber bag mig, så jeg sætter farten op. Inden jeg ved af det, tager en hånd min. Det er hende! En blanding af glæde og sorg breder sig i min krop, som en million sommerfulge. Hun hvisker i mit øre; at hun ikke græd fordi der er noget galt med mig. Hun græd, fordi hun ville ønske, at jeg kunne se hvor smuk verden var...