Susanne strakte sig. Det var tid til at komme i gang med dagens arbejde. Ja, det var måske så meget sagt, men der var jo altid noget der skulle ordnes derhjemme, og så ville hun også se at komme videre med sit seneste maleri, der stod på staffeliet inde i stuen. Hun havde ikke noget fast arbejde, men klarede sig igennem med forskellige løse småjobs som supplement til det hun kunne tjene ved sin kunst, selv om der godt kunne gå længe imellem at hun fik solgt et af sine værker. Men det plagede hende nu ikke særligt, undtagen når Karina skosede hende for at hun stadig som 45-årig hverken havde uddannelse eller fast job. Hun rakte uvilkårligt tunge ved tanken om Karina, hendes altid så kloge og bedrevidende storesøster, der selv var indbegrebet af forloren kedsommelig småborgerlighed. At hun kunne holde sig og sin tilværelse ud. Tænk at stå på en lille snoldet og nedslidt biblioteksfilial og besvare folks idiotiske forespørgsler, dag efter dag, år efter år. I år havde Karina 25 års jubilæum på biblioteket, 25 år spildte år på det samme kedsommelige sted. Hun krummede tæer ved tanken. Hvordan kunne hun holde det ud? Hun skar grimasser i spejlet for at lave en syret parodi på en hjernedød zombie, eller vel snarere en robot.25 år på autopilot, uden nogen slinger i valsen eller spændende farverige oplevelser, ikke det mindste lillebitte sidespring. Godt det ikke var hende. Og så skulle hun altid være så klog og bedrevidende og belære hende om både det ene og det andet, men hvis hun vrikelig var så klog og så dygtig som hun selv troede, hvorfor havde hun så ikke drevet det til andet end et lille luset forstadsbibiliotek, hvor det mest ophidsende der skete var når en af bøgerne ikke blev afleveret til tiden. Hun vrængede ad tanken. Så rystede hun på hovedet, som for at ryste Karina af sig, knejsede med nakken og gik med energiske skridt ind til sit maleri. Nu skulle der nogle ekstra farver på! Heldigvis var det et af de store formater hun havde gang i. Det var det som regel. Men nu var hun i humør til at lave noget helt fantastisk, bedre end alle de andre hun havde lavet. Og nu vidste hun hvordan det skulle gøres. Det skulle være en benægtelse af Karina og alt hvad hun stod for. En eksplosion af farver og muligheder. En hyldest til det frie liv uden nogen småborgerlige begrænsninger eller forbehold eller dræbende kedsommelige rutiner. Et billede der fyldte beskueren med frihedslyst og rebelskhed.