Tanken var kommet til mig som et koldt vindpust i nakken, som fik mine hår på armene til at rejse sig på trods af den tiltagende varme. Jeg sad på terrassen med en cola og læste i min nyindkøbte pocketbog, ligesom jeg havde gjort det så mange lørdage forinden.
Jeg ved ikke, hvorfor den kom til mig nu, tanken. Dagen var begyndt godt - Jesper havde lavet morgenmad til mig og mor havde ringet for at sludre. Jeg havde bestemt mig for et par timer i liggestolen, inden den stod på indkøb og derefter tilberedning af aftenens middag.
Men dér i solen blev jeg altså, som et lyn fra én af de lammeskyer over mig, ramt af en umulig og yderst ubelejlig tanke. Den fortalte mig, at mit liv rullede afsted for øjnene af mig, uden at jeg selv havde nogen indflydelse på, hvor det rullede hen. Det kunne synes tosset, at jeg der havde alt, kæreste, job og en kærlig familie, blev plaget af sådanne ondsindede formaninger. Jeg forsøgte ved hjælp af denne logik, at skubbe grublerierne bort, men måtte sande, at nu hvor tanken én gang havde besøgt mig, var der ingen måde hvorpå jeg kunne slippe den igen. I stedet syntes dei i starten diffuse og kortvarige indfald, at stedfæste sig og blive til en mere konkret og insisterende følelse.
Her kunne jeg sidde og slikke sol i min liggestol. weekend efter weekend indtil sommeren gik på hæld. Herefter jeg ville rykke indenfor, men dog til stadighed læse de samme indholdsløse romaner. Jeg ville spise middage med mennesker, jeg ikke engang var sikker på om jeg kunne lide, tage på familieweekender som mest af alt blev afholdt for at bevise, at vores familie var én af de få velfungerende tilbage i det 21. århundrede.
Jeg stirrede ind i den høje ligusterhæk, som kunne jeg med ét se min fremtid, helt tydeligt derinde imellem grenene: middelmådighed, parforhold, rækkehus og grill med naboerne. Jeg anede ikke hvad jeg ønskede af mit liv, men denne grufulde spådom fik det til at vende sig i mig.
En sky var gledet for solen og jeg lukkede min bog.