Nu bor jeg ikke i en ghetto. Det vil sige her hvor jeg bor er det meget indspist og man skal bo her i mange år før man falder til og kun hvis det passer ens naboer. De iscenesætter den ene gang sladder og bagtalen efter den anden og den ene overgår den anden i ondskabsfuldhed og dumhed. Overgå hinanden i at være et møgsvin. Ja undskyld mit sprog og jeg tager mig en portion vaniljeis, når jeg skal køles ned efter endnu en tur med en af de galtnakker m/k. Begavelse og at vove at bryde ud ligger ikke til dem. Der er kun en af dem, som har vist sig ikke at være så bange, som jeg troede han var og bad folk om at stoppe der truen mig og gøre mig til grin og så får vi se om de handler i skyggen og der kommer et stik i ryggen på mig. Men jeg er ikke sådan at bide skeer med og utroligt man ikke kan hygge sig i sin have og lave bål uden de starter og får det til at lyde som en brandulykke, hvor jeg har lavet alt det jeg ikke må blot for at bliver set og hørt.
I perioder har de haft rekordnivau i modbydelighed og deres tavshed foruroliger mig og jeg tager nok ikke fejl, når jeg tænker sådan. Det er nok ved at være på tide jeg igen melder mig på banen og giver mig til kende og ser hvad det er de pønser på eller skulle man sige har til hensigt. Er stensikker på noget sker og utroligt at folk, som ikke kende en og aldrig får lov til det kan havde så meget mod en. I stedet går jeg mine egne veje og jeg ved godt hvem, der er god nok og jeg kan tale med og hvem jeg ikke kan og det forholde jeg mig til og holder mig langt fra dem, som sidder ved have bordet og forklare hinanden alt om, hvorfor jeg går og slår min græsplæne og hvad jeg tænker. Jeg gad godt at havde det, som dem og være tankelæser og kunne sætte mig ind i hvorfor folk gør ting uden at spørge dem ...smiler