Hun sidder der foran mig. Helt ude på kanten af enmandssengen der står op mod væggen. Bag ved hende hænger plakater med diverse boybands der for længst er gået af mode. Lige nu kigger hun ned i gulvet, som om der sker noget yderst interessant for enden af hendes blik. Der er et ophold i min talestrøm alt imens pigen foran mig holder en pause fra sig selv - og fra mig. Jeg kan se hvordan hun flyder ud af sin krop, ud af sin hjerne og bliver et med rummet. Men kun et øjeblik, et ganske lille brøkdel af et sekund inden hun atter vender tilbage til sin krop, og kigger op på mig med sin lille spidse hage skudt trodsigt og beslutsomt frem. Hendes lange mørkebrune hår falder i lokker omkring hendes ansigt i det hun atter bevæger det op imod mig. Hvor hun dog ligner mig da jeg var på den alder. Kindbenene, hagen, øjenbrynene og næsen. Det er som at se ind i et spejl og se mig selv som tiårig, dog med længere hår og grønne øjne i stedet for mine blå. Men der hvor jeg burde føle ømhed, der hvor mit metafysiske hjerte sidder, føler jeg intet andet end kulde og et vist had som forvirrer mig i dette øjeblik. Følelsen af afmagt indtager mig og sorgen kommer atter væltende ind over mig. Det lille øjeblik af ro hvor pigen før resignerede og trak sig fra skænderiet var som en lise for sjælen, men alt kommer nu tilbage. Årene hvor jeg har svigtet, årene i alkoholtågerne hvor den lille pige, med mine træk, stumt har set til. Jeg fortæller hende nu at hendes mor er en luder, spyttet står ud af min mund og med de få centimeter fra hendes ansigt kan jeg se hvordan stænk rammer hende på kinderne. Pigen trækker sig ikke fra den ubehageligt nærhed af mig, der med store sorte militærstøvler på, vader rundt i hendes personlige rum. Hvor gerne jeg end ville bremse mig selv, min talestrøm, så kan jeg ikke. Jeg må sårer hende, ridse i hendes lillepigelak, jeg må få en reaktion fra hende. Ligesom dengang hvor hun i desperation tog mit vodkashot jeg lige havde skænket til mig selv, og smed det i vasken. Lettelsen overstrømmede mig dengang. Hun tog ansvar for mit misbrug og i det øjeblik reddede hun mig fra mig selv. Ikke som nu hvor hendes trodsighed holder min vrede stangen og føles som rød klud i mit ansigt. Ikke som nu hvor det føles som om en kulde har galvaniseret mit indre og afskåret mig fra fornuften. Jeg kan mærke hvordan jeg står i periferien af mig selv og råber at jeg skal stoppe. At jeg ødelægger hende. Men jeg er for åndsfraværende nu og kan kun tænke på at skade hende, såre hende, fordi det i sidste ende vil skade mig selv mere end det vil skade min datter.