"Ja, så må du godt komme ind".

Det er ugen efter festdagen. Faktisk er det en stillestående uge, da man bare skal være derhjemme og forberede sig, så man kan få det resultat, som man håber på. Jeg kan godt mærke, at nu hvor vi er nået så langt, så er det lige før, at jeg kommer til at savne stedet og dem fra min klasse. Jeg mødes en af dagene med min gruppemakker i Naturfag - den absolut værste prøve af dem alle - og snakker om de mærkelige ting, der sker i øjeblikket; alle og enhver (og selv dem der ikke har givet en fuck hele skoleåret) får 10 og 12. Jeg ved egentlig ikke helt hvorfor, men det giver noget af en oprivende fornemmelse.

For en måneds tid siden, viste det sig, at vi havde været rigtig heldige. Vi trak hele to skriftlige og skulle dermed kun op i de tre obligatoriske. Det gjorde mig rigtig glad, fordi jeg ikke skulle stresse for meget i min allersidste måned. Og det gav mig i hvert fald en ro, så jeg ikke skulle være alt for bekymret.

Men i den her uge har jeg nok nærmere fået uro. Der er åbenbart ingen, der kan holde sine glæder for sig selv. Det er fordi, at flere kommer og skriger: "Motherfucking 12!", efter de har været ved det grønne bord. Men det føre så til et bestemt spørgsmål: har vi alle sammen et forkert indtryk af en censor som værende en gammel starut der trækker folk så meget ned som muligt, eller er det bare de andre, der er så fantastisk gode?

Som jeg nævnte tidligere, så syntes jeg, at naturfag er den værste af dem alle. Og hvad der så gør det endnu mere nervepirrende, er at de fleste fra årgangen allerede falder flere karakterer ned. Folk kommer grædende ud derfra og er sure af raseri og kan næsten ikke tro deres egne øjne. Det der så gør det endnu mere intimiderende er, om vi så alligevel har det rigtige indtryk af eksaminatoren. For hvad er egentlig bedst at høre om; dem der bliver slagtet, eller dem der når toppen? Man hører ellers aldrig om dem, der kommer midterst på skalaen og egentlig får måske ikke den bedste men heller ikke den værste karakter.

Det giver i hvert fald en knude i maven, mine hænder ryster, og jeg bliver helt nervøs for at komme til at pille mig selv i ansigtet. Jeg bliver ved med at tænke på, at en fremmed, som knapt nok kender mig skal vurdere mit niveau. Jeg bliver nærmest paranoid, fordi nu sker det: Det som jeg har ventet på gennem hele min skolegang, som ikke foregår på en computer men ansigt-til-ansigt. Jeg tager min venstre hånd på mit bryst og kan mærke mit hjerte banke, og jeg vil gerne have, at processen bliver overstået så hurtigt som muligt.

Min lærer åbner døren og siger: "Ja, så må du godt komme ind". Og nu sker det!