Fragmenter af tanker, som hvirvler omkring mig som støv i stormen. Jeg får kuldegysninger på armene, små bjergtoppe med hår på. Jeg ved ikke hvornår jeg hader dig mest, men i dette iturevet øjeblik føler jeg mig som ild og regn og ren had. Og jeg føler mig hjælpeløs og forladt i dit nærvær.
   Lysene danser deres vilde dans med fødderne bundet og dyppet i stearin. De kaster lange skygger på væggene fra vores svagt oplyste kroppe ved bordet. Dine øjne er mørke i natten, lyset når ikke den blå farve i dem. Jeg har lyst til at skrige dig op i dit ansigt indtil mine lunger opgiver deres sidste luft og dør.
   Jeg søgte helhed i mit liv og fandt dig, og du rev de sidste stykker fra hinanden. Fragtmenter af et liv blev til ruiner i dine fodspor, da du gik hen over min tilværelse og aldrig lagde mærke til, hvad der lå under dine fødder. Jeg rakte ud efter din hånd, og du stirrede kun tilbage på mig med undren.

"Skal jeg gå?" spørger du.
   "Nej, bliv." Jeg vil konfrontere dig med hvad du har gjort ved mig. Kig ikke den anden vej nu, se på mig.
   Værelset dufter af vanille fra duftlyset, og det giver mig kvalme. Mit blik bliver sløret, som disen på en oktoberdag. Jeg tror, min tunge smager af aske. Jeg lukker mine øjne et flygtigt øjeblik, mens jeg prøver at beholde mindet om lykke og kontrol. Mindet er sød som honning, men det flyder ud mellem sprækkerne i mine hænder. Jeg knytter dem, og mærker, at jeg har tabt det. Jeg åbner øjnene, og der går lidt tid, før de har vænnet sig til det svage lys og så ser de dit ansigt igen. Dit ansigt. Det er sat sammen af fragtmenter af hud, hår, lys og minder, og det skær gennem min sjæl i et rent snit. Jeg sidder med snitsår og forbløder min sjæl. Du tænder en cigaret.

"Hun betød ikke noget." Røgen siver ud mellem dine tænder, da du siger det. Du minder mig om en rød drage med appetit for menneskekroppe. Du rejser dig fra bordet, og stiller dig afslappet op af min hvide væg, og alle mine muskler spændes i min krop. Jeg har lyst til at bede dig om, ikke at ødelægge den væg også.
   Mindet om dig har allerede ødelagt parken, biografen på hjørnet, karry-kylling, røde roser, måneskin, kupe nr. 38 til Haderslev, sengen, Emily Dickinsons digte og stort set alle gågader i Århus, især ved juletid. Nu kan jeg aldrig se på den væg igen, uden at lugte røgen fra din cigaret og mindet om dit skæve smil vil hjemsøge mig for altid. Forholdet er dødt nu, men fragmenter af det vil sidder under huden som små splinter.

"Du … " Jeg tier. Mit åndedræt forlader mig mod min vilje, jeg kan ikke fuldende sætningen. Jeg ved ikke, hvordan jeg kan påføre dig denne smerte. Den er min at beholde.

"Hvad?"
   Jeg trækker på skuldrene. Opgiver hadet. Jeg er kun regn nu, fragmenter af en byge, som snart er væk. Har lyst til at sove, og håbe at jeg aldrig vågner igen. Har lyst til at straffe dig, men orker ikke bruge min energi. Jeg vil spørge hvorfor, men er bange for at svaret vil splintre min krop i tusinde stykker af fortvivlelse. Jeg har intet at samle stykkerne op med, og intet at gemme dem i. De ville forsvinde så stille, at ingen ville opdage at de manglede.

"Du har ret. Du burde gå."
   Du går.
   Efterlader så venligt røgen fra din cigaret, en enkelt sort sok og duften fra dit kraveben og skulder. Stearinlyset går ud, da du åbner døren og en enkelt vintervind blæser ind. Jeg kan se din silhuet i gadelampens skær udefra. Du vender dig om og ser tilbage på mig i to sekunder, før du går, lukker døren og lukker det sidste lys ude. Fragmenter af mørke håner min ensomhed fra alle hjørner.