Fjernsynskanalernes bedøvende strøm snegler sig gennem hans tanker, der er standset ved mindet om pigen, han så på gaden i går. Han er ret sikker på, at hun smilede koket, idet hun trippede forbi i sin lange vinterfrakke og store runde øreringe. Et øjeblik overvejede han at vende sig og vinde hendes opmærksomhed. Men vi befinder os for fanden i Danmark - og det er vinter. Gaderne er lyse i dagtimerne, men de er hurtigt opbrugt, og alle går klædt i store frakker, huer og halstørklæder, der slører selve illusionen om et menneskeligt centrum et sted i de gigantiske uld- og filtbolde.

Igen vender han opmærksomheden mod kanalernes skiften mellem reality-shows, 1. divisionskampe fra engelsk fodbold og nyhedsoplæsere, der time efter time gentager sig selv i deres på forhånd tabte kamp for at vække en nation, der for længst har fået nok af skibskatastrofer og pludselig død. En nation der føler sig i sin gode ret til at bruge sin fritid i selskab med almindelige fantaster og flamboyante kokke.
   Før Henrik slukker fjernsynet og efterlader det og dets rødsprængte øje stirrende ufravendt ud mod stuens virvar af pizzaæsker og fyldte askebægre, hælder han den sidste slat papvin indenbords og gaber langtrukkent.

Med en lettere trykkende følelse af tomhed rejser Julie sig fra sin kontorstol, da viseren på det store firkantede ur på kontorets endevæg passerer 16.00. Sløvt ser hun rundt på sine kolleger, der spredt sidder tilbage mellem de lave skillevægge i det langstrakte kontorlandskabs ensartede huler. Med en træt bevægelse slænger hun tasken over skulderen og går uden at hilse ud i januarfrostens friske kulde. Det er skyfrit udenfor, og det vil endnu vare lidt, før mørket får sneget sig ind på hende. Hendes hoved dunker let efter timerne på kontoret, og hendes tanker ligger stadig i dvale. Hun registrerer en dynejakke passere på det halvtomme fortov og smiler apatisk mod den, lige inden hun støder ind i en ældre dame, mumlende undskylder og finder supermarkedets gule indgangsparti.