Det lyder hult, da cyklen rammer fliserne i indkørslen. Græssets tørre knasen under fødderne virker også falskt. Han er tilbage... I drømmen. Og han kan ikke vågne.
   Huset er stille, selv om han kalder adskillige gange. Mor svarer aldrig, og han mener at vide hvorfor. Alligevel er han ikke sikker og må have vished. Han er nødt til at se...
   Stuen er tom. En halv kop kaffe står på bordet. Avisen ligger her også. Ingen på gæstebadeværelset. Ingen i kontoret, men det forventede han nu heller ikke.
   Ved han ikke godt, hvor hun er? Hvorfor finder han hende så ikke bare?
   Har han lyst til at finde hende?
   Trappen er et bjerg uden ende, uden top. Og alligevel springer han hurtigt to trin ad gangen, uden en eneste gang at bryde gennem skyerne.
   Det er ikke virkeligt! Det er ikke virkeligt!
   ..Er det?
   Oppe på gangen standser han og tørrer sig om munden med ærmet, hvilket hans mor altid prøver at vænne af ham af med. Rugbrødet har en dårlig bismag i hans mund, en smag af jern. Han hører lyden og vender blikket mod døren til badeværelset, som står på klem. Det er lyden af en bruser og vand, der plasker ned i afløbet.
   "Mor?"
   Han går derhen og tøver så, da ingen svarer. En tyk tåge af damp kryber ud fra sprækken i døren, slår ham i ansigtet med sin hede ånde. En djævelsk fugt og varme, der griner ham lige op i hovedet og hvisker: "Kom nu... Du tør ikke!"
   Du må ikke gå derind! Du må ikke...
   Han løfter armen, mens han kalder igen. Noget er galt, han kan fornemme det i hver eneste knogle, hver eneste celle i sin krop. Tøvende rækker han armen frem og skubber forsigtigt til døren. Den glider op med en langsom, ildevarslende knagen...