Jeg roder igennem den nederste, store skuffe i mit skrivebord. Jeg smider en hel masse ud. Gammelt lort jeg ikke har brug for længere. Det ryger alt sammen hulter til bulter i papirkurven.
   Så finder jeg den. Allernederst i skuffen.
   Det er en lillebitte, nuttet, gammeldags dagbog, på størrelse med et spil kort. Den er sort, blank, med røde trekanter henover hjørnerne og en rød ryg. Siderne er linierede, 5 små linier på hver lillebitte side.
   Og på hver side har jeg skrevet. Jeg har vekslet tilfældigt mellem blokbogstaver og små bogstaver og lavet bindestreger mellem alle ordene (hvor fik jeg den idé fra?!) Jeg har hele tiden vendt mine G'er og K'er forkert. Jeg må have haft den her dagbog, da jeg var helt lille.
   Der står ting som:
   'Det-var-fre-Dag. Je.g-gik-i-skole. Vi-havde-dansk. Kristen-dåm. Mate-matik. Beled-konst. Også-kom-jeg-Hjem.'
   Der står søde små ting, som at jeg solgte kager i en bod. Jeg blæste sæbebobler med min søster. Jeg var i tivoli. Jeg læste Anders And-blade.
   Andre steder står der noget, som gør mig helt trist, fordi jeg ved hvad der ville ske senere. Et sted står der 'i DAG lejede jeg med ESBeN og han lerte MiG At rulle pÅ rulleskoiter og jeg overnaddede hos ESBeN.' Esben var min bedste ven i de små klasser i folkeskolen. Senere mobbede han mig. Han endte med at tæske mig foran hele klassen en dag i et frikvarter.
   Mens jeg kigger den dagbog igennem, tænker jeg lidt over, hvor mange ting jeg stadig ikke havde oplevet og tænkt og følt dengang, på det stadium i mit liv. Jeg tænker på, hvordan lille fortidsmig ville se på nutidsmig. Hvad han ville synes om sin egen fremtid. De ting jeg gør.
   Ville han forstå mig? Ville jeg skræmme ham? Hvis jeg nu skrev en dagbog og han læste den. Hvis det nu var muligt.
   Jeg græder næsten.
   Jeg tænker på at smide dagbogen ud. Men det gør jeg ikke; der er noget usynligt, der stopper mig. Så jeg lægger bare dagbogen væk nederst i skuffen igen.
   Jeg prøver at lave noget andet, tænke på noget andet, være noget andet. Jeg er nødt til at holde mig selv i gang. Ellers kunne jeg bare dvæle ved den åndssvage dagbog og smelte ind i den og forsvinde helt.
   Hvor er børn bare dumme.
   Hvor var jeg dum.
   Hvor er jeg dum.