I dag er jeg asocial,
det har jeg besluttet,
og måske er du nu
en anelse betuttet,
men godt ord igen
for alt er på plads,
jeg tog mig en whisky
af det smukke glas.

Da klokken slog to
slog jeg mig til ro,
telefonen ringede
igen og igen,
men ingen lyd ramte mit enespænd.
Jeg var i mig selv
og levede højt
på livets evige kæmpe resourcer.

Hvad skal der til
for at alle vi
kan få overskud nok
til at danne en blok,
der vil gavne og glæde
og elske og savne,
og samtidigt gí lyst til
evigt at favne
alt det omkring os
der er så værdifuldt,
alt det vi elsker
men samtidigt frygter,
hvad er det vi mangler?

Er det livets glødende lygter???