Hun havde altid ønsket at danse. Uanset, hvad de andre omkring hende sagde, var det dansen, som var hendes liv. Når hun dansede, levede ikke kun hendes krop... igennem dansen opdagede hun, at hun havde en sjæl.
   I en alder af 12 lignede hun det, hun gerne ville være. "Familiens lille danserinde", sagde de andre og viste til hendes udadvendte fødder, når hun stod stille - altid parate til at danse med hende, for hende.
   Som 13-årig begyndte bukserne at stramme ubehageligt om hofterne. Hun nægtede at købe nummeret større og mente, hun kunne danse sig fra det.
   Som 14-årig stod hun foran spejlet i Dansens Hus og håbede på optagelse på uddannelsen. Hvad andre omkring hende for længst havde set, kom som et chok for hende selv: Sylfiden var væk, i stedet stod en tung pubertetspige med alt for mange pizzaer hæftet på hofterne.
   Hun brød sammen, allerede inden afslaget kom. I 13 måneder rørte hun ikke danseskoene, men græd, når hun fik øje på dem i bunden af skabet. Om aftenen gjorde hun sig til vane at spise sig i søvn.
   Familien så det, ude af stand til at hjælpe.
   På gaden mødte hun Andreas, som havde været hendes kammerat i de første skoleår. Han havde svært ved at genkende hende, den lille danserinde, i den store tunge krop, som stod så uroligt på fødderne.