Pludselig står du der på mælkevejen
forsvundet langt ude i galaksen,
mens du mærker årene forgå
som flyvende meteorer
og faldne stjerner i universet.
Stjerner fra fjerne lysår
som faldt ned og landede
et sted imellem galakserne
i en krystalkugle
gemt med fremtidens længsler.
Men jorden drejer stadig rundt,
og rummet er forsat uendeligt,
da du selv falder ned til månen
i en anden tyngdekraft
og en intetstående atmosfære.
Gemt væk i et andet kredsløb
på en anden planet
balancerer du usikkert og uden oxygen
over månekrateret,
søgende efter krystalkuglens
klare svar.
På planeten Jorden står de andre,
som griner lidt og ser nøje efter
i deres stjernekikkerter
og spejlteleskoper.
Spejlende op mod det eneste menneske
som en ud af milliarder af galakser
spinnede rundt i sit eget solsystem,
og endte på månens ensomhed.
Søgende og forsvundet
splittet til molekyler og atomer.
Men inde fra månens varme kerne
hvor de splittede
vulkandele svømmer i lava,
drages du mod magnetfeltet,
hvor du pludselig ser krystalkuglen
trille ud af de sammensmeltede spor.
Længselsfuldt trækkes den op
fra den glødende kerne
til den kolde statiske overflade,
hvor du puster asken af,
og ser ind i kuglens stjerneskær.
Ledt af stjernerne
i et klarhedens syn
fra planetens heliumrus,
ser du håbet, viljen
og fremtidens drømme
på vej ned til jordens tidslomme.
Og måske er det kun en illusion,
men der er trods alt blot
en spåkones krystalkugle.