Blodtilførslen til mit ansigt var stigende, og stigende - en rødglødende kulør måtte afsløre mit umiddelbare sindslag i situationen, alt imens jeg bare sad, og sad lige dér - i et lokale som rummede intimitet, og sårbarhed. Jeg var flov, jeg var rasende, jeg var ude af mit eget sind. Jeg bemærkede straks, og med det samme - at i selskab med den sure, dårlige - samt ganske iltfattige luft, som i rummet skabte fysiologisk dynamik på niveau med intravenøs anæstetika - var der sætninger vedrørende dyre tandlægeregninger, og interne diskussioner personalet imellem, som omhandlede yderst irrelevante emner - kredsende om naboens larmende tæppetisser, og ligusterhækken som (åbenbart) ikke er det pågældende personaleindivid en glæde - da den raver for langt ind over hendes egen matrikel.

Jeg ventede, og ventede - og ventetiden syntes u-begribelig. Jeg kunne, ganske enkelt - ikke gribe fat om den aktuelle tid jeg spenderede der, lige dér - i lokalet som bedøvede min livsglæde.
Jeg beskuede individer, som forvaltede sårbarhed - som var sæde for en praksis som har til formål at give socialt belastede mennesker de bedste forudsætninger for at beskæftige sig med hvad deres ønsker rummer. Denne praksis som er fyldt til randen med etiske konflikter, og et utal af spørgsmål om værdier og hvorledes disse skal forvaltes - er et helvede på jordens overflade. Personalet sad i et uafskærmet område, midt i lokalet - grinende, og fnisende imens de - hvis de kunne - pegede med øjnene imod deres såkaldte "klienter". Jeg fandt det ganske uetisk og latterligt uden humor - at forvalte andre menneskers sårbarhed på en sådan måde.

"Endelig" - var hvad mine tanker rummede da jeg blev præsenteret for min såkaldte "sagsbehandler". Denne mand - en højdemæssigt lav mand, som senere også viste sig at være en lav personlighed, kom til syne foran mig. Hans umiddelbare førstehåndsindtryk, og fremtræden var præget af tydelige svedpletter som malede en tro kopi af, hvordan hans armhuler så ud, som han stod der - i sit yndlings sønddagshygge-outfit. Han insisterede på at tage fat i min højre hånd med hans egen - en metode brugt i tusindevis af år, for at hilse på et nyt individ. Jeg accepterede hans hilsen, og mærkede en rysten, og en heftig svedproduktion fra hans håndflader - og bemærkede igen, at han svedte heftigt overalt, sådan set. Hans pande skinnede om kap med solrefleksionerne som penetrerede ruderne i dette åbne, alt for u-intime lokale, og prustede: "Hej - skal vi smutte? - trapper? " Jeg svarede "Ja ja, ja ja - trapper er fint for mig. " og vi gik.

Cirka tre minutter efter, vil jeg tro - befandt vi os i et hightech lokale, beliggende på anden sal i den prestigeprægede bygning som vi var i - og han sad og prustede, stønnede efter trappeturen. Jeg sad afventende og overvejede min næste handling, imens jeg kiggede på ham og funderede over hvornår han mon ville give spontant udtryk for en elektrisk muskulær sammentrækning i venstre arm som ville kræve mine førstehjælps erfaringer. Jeg skulle ikke benytte mig af min ekspertrise denne dag - men selve processen er ikke afgørende. Hvad der er afgørende er konklusionen.

Jeg brugte femogfyrre minutter i lokalet, i selskab med en bandende, svovlende, uempatisk, idiotisk, uforstående, fanatisk, chauvinistisk, narcissistisk, fucking idiot - hvis eneste konkrete, samt yderst professionelle og vejledende rådgivning bestod i at fortælle mig - at jeg jo var ganske arbejdsparat, og at det nemmeste og bedste var for mig "kraftedeme at tage mig sammen, og finde et job selv". Dette var til trods for min fremlæggelse af hvordan jeg havde det, og for tiden har det i mit hoved - hvilket han negligerede og svarede "Der er fandeme forskel på at være depressiv, og ked af det. " hvorefter jeg var nødsaget til at skubbe lidt tilbage "Jeg er ganske klar over at en depression klassificeres som en psykiatrisk diagnose - jeg er bekendt med fysiologien bag, og ja - der er tydeligvis en forskel på depression og ked-af det- hed."

Efterfølgende havde vi en del frem og tilbagesnak om ham, hans fortid, hans ambitioner, og generelt om hans liv. Men ja - konklusionen er: Jeg skal tage mig sammen - og fatte om realismen, åbenbart.