Jeg lukkede øjnene og prøvede inderligt at glemme. Lægge de ting bag mig, som var sket gennem natten. Alle de forfærdede og fortvivlede ansigter. Men jeg vidste at hvis jeg lukkede virkeligheden ude ville jeg blive sindssyg. Alle de billeder, alle de minder, de ville enten drive mig til selvmord eller også...
   Jeg mærkede en tårer løbe ned over min kind og jeg tørrede den hidsigt væk. Jeg åbnede øjnene. Stanken var kommet mig i forkøbet og jeg ville helst lukke øjnene igen. Men jeg bøjede mig ned og tog forsigtigt fat omkring menneskets ansigt. Det ansigt jeg havde knyttet mig til på så kort tid. Hans øjne var hvide og stirrede lige igennem mig og jeg endelig trak hænderne til mig var de fugtige og dækket af varmt blod. Alt blev pludselig sort for mine øjne og jeg ville støtte mig til noget, men faldt bare ned på jorden og resten af verden omkring mig forsvandt. Mit syn forsvandt stille, da mit eget blod stille flød ned over mine øjne og jeg trak vejret en sidste gang inden jeg lukkede mine trætte øjne.

Jeg var igen vågen. Alt var stadig sort og jeg havde ingen anelse om hvor jeg befandt mig. Men stedet var vådt og der lugtede fælt af kød og betændte sår. Jeg prøvede at rejse mig. Jeg støttede mig til gulvet og kom på benene. Det føltes som om mit hoved var blevet smadret ind mod en mur og jeg tog vaklende nogen forsigtige skridt. Men jeg nåede ikke mange skridt før jeg snublede i noget på gulvet og måtte tage fra med hænderne. Jeg mærkede noget vådt og klistret dække mit tøj og mine hænder.
   - Jeg ville ønske at der bare var en smule lys.
   Lyset kom, men inden det havde jeg allerede sagt til mig selv, at det var en dum ide at ønske lys, det ville bare skade mig endnu mere. Hellere blive i mørket, hvor man ikke kan se hvad der befinder sig omkring én. Jeg så rundt i rummet som var fyldt med mennesker - døde og døende. Deres lavmælte døds-rallen kunne høres i hele rummet og jeg prøvede at holde mig for ørene, men pludselig kunne jeg fornemme en skygge stå bag mig og et koldt knivsblad hvilede på min hals. Jeg sank en klump, mens jeg kunne høre min bøddel hviske til mig:
   - Tilgiv mig.
   Kniven blev langsomt ført hen over min halsen og jeg mærkede hvordan sener og blodårer langsomt rev sig løs og sprang. Jeg prøvede kramagtigt at hive luft ned i mine lunger, men det var som om min mund var dækket med en usynlig hånd, som ikke ville slippe. Mine hænder pressede sig prøvende mod det dræbende snif i min hals og jeg mærkede kort den pulserende stråle mod mine hænder, da jeg faldt til jorden og min forfærdelige verden forsvandt.