"En skygge, et spøgelse eller ren indbildning?" Hun ser ned i sine svedige håndflader, lader håret skygge ansigtet. Virvaret, på stationen, gør det umuligt at afgøre. Messende som en liturgi: "Syner, syner, syner".

Men det er ham, hver en tomme, af hans krop, har hun læst og kendt. Det er længe siden, men formen og fremfærden er stadig indprentet.

"Et tilfældigt sammentræf? Det kan det være".

Selv fra ryggen er det hans signatur, kroppens elegante, adrætte, skarpskårne linjer. Så dragende i starten, som et stykke fyldt chokolade, der smelter på tungen, og efterlader søde aftryk længe efter. Smilerynkerne og charmen trak hende helt ind i hans arena. Sanseløst drejede hun rundt, svimmel af lykke, indtil han slog.
   -
   "Jeg tjattede bare", sagde han bagefter.

Men slaget satte et rødt mærke, og drev luften ud af hende. Chokbølgerne var som ringe i vandet.
   Hvorfor reagerede hun så ikke? Gik sin vej, forlod ham? Det gjorde hun også til sidst.

Nu omfavner han en anden kvinde, kysser hende langsomt og inderligt på kinden, inden han stiger på toget. Beathe nærmer sig, hun må, må bare tættere på. Han vinker med store armbevægelser bag ruden, så ser han direkte på hende. Blikket er måbende i genkendelsesøjeblikket, mens toget sætter i gang, og fører ham væk.