Gangene i parlamentet rungede altid, der var højt til loftet og til magten - underligt nok havde lydene aldrig generet Jean Louis, hverken indenfor eller udenfor normal arbejdstid. Hjemme i lejligheden kunne selv den mindste knirken af gulvbrædderne forstyrre hans fokus men ikke her. Hvis han havde været typen til at reflektere mere dybdegående over sine egne reaktionsmønstre, havde det sikkert været et nemt regnestykke. Ah, men han kunne godt nøjes med at være tilpas i magtens centrum med alle de lyde og al den støj, som hørte med. Andet havde man jo ikke tid til, vel? Hans kalender var booket indtil december, sådan føltes det i hvert fald, selvom noget havde ændret sig.

Frokostpauserne var blevet systematiseret.

Han bevægede sig hurtigt ned ad trappen, mens han tjekkede sin telefon for nye beskeder. Folk sprang til side for ham, hvis de var ved at komme på tværs, den slags lærte man hurtigt, når man fik sin gang i parlamentet: lad være med at gå ind i Jean Louis Girard, han flytter sig ikke. Der lå flere hundrede ulæste mails i hans inbox, velkendte navne og temaer uden overraskelser, bare mere af det samme. Han lagde telefonen tilbage i lommen og standsede ved et af vinduerne ud mod pladsen, lod blikket glide søgende hen langs bygningerne på den anden side. Bag ham passerede mennesker forbi uden ansigter, ligegyldige og tomme.

Der! Nede ved bagindgangen stod han med hunden og røg. Marcel. En aftale var en aftale, og Jean Louis havde endda tegnet ham og hunden i ubehjælpeligt pindeformat på deres køkkenkalender, var i dén grad gået til yderligheder for manden, der stort set kun gad at læse pornooverskrifter.

Hver anden middag havde han helliget til ham. Dagene ind i mellem til Marguerite Gagnon, frokost og alle nætter, for dronningen havde nykker nok, og han havde ikke behov for at drukne i blomster endnu engang. Han vidste, at hun og Marcel delte lejligheden med omtrent samme velvillighed som et par tigere delte territorium, men indtil videre var de trods alt hverken røget i clinch eller i seng med hinanden. Han trak sin tykke uldfrakke tættere ind omkring sig og satte kursen mod døren, som åbnede sig automatisk, lukkede kulden ind og kroppen ud.

De ventede på ham nedenfor trappesatsen, muskelmanden og hans store, langhårede schæfertæve som hadede alle mænd fraset sin ejer. Jean Louis var ingen undtagelse. Hunden stirrede på ham, og han stirrede tilbage, indtil hårene begyndte at rejse sig langs ryggen på den. Lortekøter.

"Hvad er det?" Han nikkede ned mod den pose, Marcel havde med i sin ene hånd. Den havde Marguerites fingeraftryk overalt på sig. "Frokost?"

Marcel trak på skuldrene. "Det er mad. Baguetter, et eller andet." Han vendte sig væk og begyndte at gå, lod Jean Louis nå op på siden af sig med et par lange, hurtige skridt.

"Fint."

"Mm."

Dermed var tonen sat.

**

Himlen var klar over Luxembourg City, skyfri foruden et par lange streger af hvidt hvor et fly netop var passeret. Temperaturen var perfekt - koldt uden at være stikkende, lige på kanten af otte grader hvis man fangede solens stråler i det rette moment. De gik gennem byen i stilhed, lod biler og bygninger tale omkring sig, mens de lidt snævre passager delte udsynet op i farvede linjer, hvidt og gult og rødt. Nogle gange stoppede hunden for at pisse, det kunne den heldigvis klare uden tilskuere eller klapsalver, og lyden af dens poter mod brostenene var på en måde beroligende. Marcel kunne kalde den til sig med et knips, men gjorde det sjældent - hvis han havde brug for den, så var den der.

Som det ofte var tilfældet med dem, han omgav sig med.

Det havde været to underlige måneder indtil nu. Fra Marcel gik amok nede på restauranten i Reggio (på ham, særligt på ham, de blå mærker var forsvundet langsommere, end de burde) til nu, hvor han endelig var kommet ud af sin lejlighed. Det havde fandeme været uheldigt med den luder, gangarealet havde lugtet af død flere dage efter, for hvor Marguerite gav ham blomster, gav Marcel ham blod og indvolde, vold og ødelæggelse. Sådan måtte man selvfølgelig tale flere sprog, når man var kejser.

De trådte ud på udsigtsstien, den lange Chemin de la Corniche, og hvis man så ud over Gronn, som strakte sig i underetager nedenfor med gamle huse og krogede vejnet, ville man måske kunne øjne det gamle hus. Der hvor Marcel boede sammen med sin far, dengang for mange år siden. Hvor de begge boede. Jean Louis kiggede godt efter, i det at de fortsatte langs stien, spejdede med øjnene klemt sammen i snævre sprækker og hånden for panden. Den anden mand så over på ham et kort øjeblik, før han prikkede ham på skulderen. Pegede til venstre ud over hustagene.

"Der," sagde han. "Følg floden - ved siden af det gule hus."

Og ganske rigtigt.

Jean Louis løftede et øjenbryn. "Bor han der stadig? Hr. Verlinden."

"Selvfølgelig." Marcel gav ham et underligt blik. "Hvad skulle han ellers?"

Hunden var gået i stå over noget, der åbenbart lugtede virkelig godt langs en høj husmur. Dens hale viftede frem og tilbage, det var lige før den faktisk så glad ud. Jean Louis rynkede på næsen og lod hånden falde tilbage langs siden.

"Han kunne jo være død. Er han ikke tussegammel?"

Marcel bumpede sin skulder mod hans. Hårdt. Han vaklede kun en anelse til siden, på den måde var der alligevel ét menneske i verden, han flyttede sig for. Det kunne de selvfølgelig ikke vide derinde på parlamentet. De vidste i virkeligheden ikke en skid.

"Tal pænt, skravl. Min pa er sgu ikke død."

"Tillykke." Han smilede let. "Det er min heller ikke, men håbet har jeg da endnu."

"Tsh."

**

De landede altid det samme sted - på den samme, krogede bænk. Nedenfor bugtede Alzette sig gennem den gamle bydel og spejlede solens stråler tilbage. Bænken var stor nok til, at de begge kunne sidde der uden at bumpe knæene sammen. Det var ellers mere reglen end undtagelsen.

Marcel tændte begge deres cigaretter, og røgen steg op over hovederne på dem, mens hunden lagde sig til rette ved siden af med sine gul-brune øjne rettet mod vandet nedenfor. Menneskene der passerede forbi var stadig ansigtsløse, navnløse, og selvom der af og til var en, der standsede op og gloede, genkendte uden at turde, så var de relativt anonyme lige nu. Begge to. Pilatus og Augustus sagde de andetsteds, i undergrunden hvor Marcel ellers var den eneste kejser, den eneste rigtige, og var det ikke morsomt, at Jean Louis' ansigt samtidig var på valgplakaterne, på tv og i aviser? Var det ikke passende?

Han nikkede ned mod frokostposen. Marcel samlede den op med sin ene hånd, åbnede den og rakte ham en cola. Fuld af sukker, usund ad helvede til, men han åbnede den alligevel. Pillede smøgen ud af kæften og tog en lang slurk, lod gløderne æde sig tættere på sine fingre. Det næste der fulgte var en hjemmelavet croissant, friskbagt og sprød på ydersiden. De delte maden mellem sig uden diskussion, og det var et tiltrængt afbræk fra politikkens verden, hvor absolut alt stod til debat, særligt nu hvor valget nærmede sig måned for måned. Den første bid fik ham til at tænke på hende, præcist som hun havde planlagt det - den næste endnu mere. Marcel rykkede på sig, lod cigaretten forsvinde under sin hæl.

Han tænkte på Lucretias advarsler for første gang denne dag, mafiaens datter havde jo ører overalt, og hendes udråb per sms var blevet hyppigere, mere skarpe og desperate. Hvilke mænd tog du med hjem fra Egypten, Jean Louis? Et kort blik på Marcels profil - manden så aldrig træt ud, ikke som sådan, men han var tydeligt blegere nu, manglede stadig den vågenhed, der plejede at sætte hele underverdenen skakmat. Han var ikke med, da Jean Louis tog Marguerite ned til Cairo i januar, ville sandsynligvis skulle bruge kræfter på overhovedet at forholde sig til spørgsmålet, og derfor lod han det ligge. I næste uge, tænkte han. Når han er mere frisk.

Han strakte benene ud. Lænede sig lidt tilbage og lod minutterne gå.