"John, ryd så op på dit værelse!" sagde moren der bar rundt på vaskekurven, og var standset ved hans åbne dør. "Her ser jo herrens ud."
   "Ja mor. Jeg går i gang lige om lidt." Han så på hende fra sit hvide skrivebord der indgik i reolsystemet, som kun var et børnevenligt møblement. Det passede perfekt til en ti årig som John.
   "Nej, du går i gang nu!" Insisterede hun. "Kayla roder slet ikke som du gør. Det kunne du lære noget af."
   "Ja mor." Han holdt op med at skrive på sin bærbare computer, og steg ned fra kontorstolen.
   Kayla rodede aldrig, men hun var jo også fjorten år, og fik tit besøg af hendes veninder, så der skulle naturligvis se ordentlig ud. John fik aldrig besøg og hans univers forgik på computeren, hvor han skrev små historier. Det var som regel om overnaturlige elementer som spøgelser, ånder og andet sort snak der stak af som små historier. I dag var ingen undtagelse. Han var ved at skive en fristil til dansktimen denne marts måned, og håbede på at den blev læst op af læreren inde i timen og fik ros.
   "Har du noget vasketøj der skal med?" spurgte moren.
   "En lille smule," svarede han og fandt to t-shirts og et par sokker, der var krøller sammen til kugler, frem fra under sengen.
   "Hvad skal det under sengen for? Hvorfor kan du ikke bare putte det i vaskekurven når du er færdig med at bruge det?"
   "Undskyld," sagde han og kom hen til moren med tøjet, som holdt vaskekurven frem så han kunne komme det i kurven.

Han skulle ikke nyde noget af fortælle sandheden, om hvorfor vasketøjet var havnet under sengen. Hun ville formentlig le ad ham, hvis han fortalte, at han havde smidt tøjet ind under boxmadrassen for at jage monsteret borte. I værste fald ville han blive nægtet at have sin computer til rådighed, fordi han skrev om monstre og de døde. Det var tanker som inderst inde skræmte ham, han skrev om. Og hver gang monsters eller de døde i hans historier enten blev dræbt, eller drog videre til himmel eller helvede, så følte han en begejstring, ja en mindre sejrsrus. For det meste havde han havde ikke brug for barnligt legetøj, blot sin computer. Men det rodede alligevel i ugens løb, når han slog sig løs.

Moren overlod ham til arbejdet, og vimsede tilfreds borte med kurven. John begyndte at samle actions figurer sammen og kom dem i deres rettidige kasse, og tegneserierne kom i stablen på hylden. Mens han ryddede op, tænkte han over hvordan den døde dreng i historien skulle drage videre hinsides, så historien endte lykkeligt.

Han kom til at jokke på en metalbil, og vendte tilbage til virkeligheden over smerten i foden. Han satte sig på sengen og ømmede sig, mens han masserede sin fod en lille smule. Smerten gik næsten over og han forsatte oprydningen til gulvet var ryddet til hans egen tilfredsstillelse. Det var som om aftrykket af bilen under hans fod blev ved med at hænge i, selv efter han var færdig med oprydningen. Men han havde andre planer end at give foden opmærksomhed. Han havde en historie der ventede på at blive fortalt denne lørdag formiddag. For en sikkerheds skyld måtte han hellere få fat på moren, og få godkendt sit værelse inden han atter gik i kast med historien, for han ønskede ikke at blive forstyrret under sit skriveri. Ordmæssigt var han meget moden af sin alder, og han brugte flittigt fremmedord som han slog i Fremmedordbogen, og synonymer i skriveprogrammet blev der heller ikke sparet på.

Johns hoved var som en svamp, der hungrede efter viden når det drejede sig om ord. Han huskede dem efter at have brugt dem få gange, og det tjente ham godt i sine kreative udfoldelser.
   Et fremmedord kunne udløse en hel række af begivenheder oven i hovedet på ham og han kaldte sig selv for John Hell, når han skulle opgive et alias på nettet. Hans virkelige efternavn var Hansen, men det klingede kedeligt og blev udskiftet med Hell, som var langt mere dramatisk. En skønne dag ønskede han at blive forfatter, og havde allerede nu ambitioner om at blive en kendt en af slagsen. Ja drømmen fejlede ikke noget.

Han forlod sit værelse og gik forbi døren til Kaylas værelse, og ind i stuen hvor moderen sad og kiggede i bøger om madopskrifter.
   "Mor, har du tid til at komme og kigge om det er godt nok?" spurgte han.
   "Ja nu skal jeg være der." Hun så stadig ned i opskrifterne, mens hun sagde det. "Gå bare hen på dit værelse så kommer jeg."
   Han gik på toilettet og tissede. Vaskede hænder og tørrede dem af for så at vende tilbage til sit værelse. Moren stod i døren til hans værelse.
   "Jeg syntes du sagde du havde ryddet op."
   "Det har jeg også," sagde han og kom hen til hende.
   "Hvad kalder du så alt det her? Er det en joke?"
   Værelset var mere rodet end før da han fik besked på at rydde op. Han måbede. Han var sikker på, at han havde ryddet op, for han kunne svagt stadig mærke ømhed i sin fod, fra da han trådte på metalbilen under oprydningen. Han kunne ikke forklare rodet, og vidste ikke hvad han skulle sige til sit forsvar.
   "Start igen og sæt noget varme på. Her er jo hundekoldt," sagde moren. "Og kald ikke på mig igen før du er seriøs. Forstået?"
   "Ja mor." Det var det eneste svar han kunne give. Hun gik igen sin vej.
   Det var sært. Han mindes ikke at have haft vinduet åbent, så hvorfor var her så koldt. Ens ånde afgav jo damp. Han tjekkede for en sikkerheds skyld vinduet. Jo, det var lukket. Han gik hen tik radiatoren og skruede helt op, og gik igen i gang med at rydde op.

Ud af sin øjenkrog fangede han ord blive skrevet på sin computerskærm for ordene strømmede i en lind svada, og ville ingen ende tage. Han gik nærmere computeren og så tastaturet på computeren var som levende, for tasterne blev trykket ned i en hurtig rækkefølge efter hinanden. Måbende så han til mens der blev skrevet på hans historie. Han fik kuldegysninger og det gøs i ham. Han havde lyst til at skrige, men kunne ikke få en lyd frem. Forstummet så han hvordan bogstaverne dansede på skærmen og mens indholdet voksede støt.
   "Hvem... hvem er du?" fik han fremstammet.
   Der kom ikke noget svar på nogen måde, og tastaturets taster døde hen i stilhed efter få øjeblikke. Markøren på skærmen stod og blinkede tavst. Så blev der tastet: The End.
   Han vidste ikke om han turde tage fat i musen og scrolle i teksten.
   Hvad hvis nu der kom mere?

John stirrede på skærmen i et par minutter, men der skete ikke mere, og det var som om der ikke var helt så koldt på værelset længere. Han fik samlet mod til sig og tog fat i computermusen, og scrollede helt op til begyndelsen, til titlen. "Isbryderen" en historie af John Hell og Ordspinderen.
   Ordspinderen, det synonym havde han ikke skrevet. Forsigtigt satte John sig i kontorstolen og gav sig til at læse historien fra start af, om en dreng der var faldet igennem isen mens han skøjtede, men som ikke fik noget hjælp og druknede. Han hjemsøgte isen hvor folk skøjtede ubemærket, indtil hans lig blev fundet lang, lang tid efter og man fik ham begravet ordentligt på indviet jord.

John slugte ordene råt, for han havde ikke været alene om at skrive historien, og der var kommet nye ord til ind i teksten. Han fandt slutningen for god, selv om han ikke havde haft nogen indflydelse på den del. Den fremmede havde efterladt nogle fremmedord som John måtte slå op i Fremmedordbogen, men ikke for mange til at det generede læsningen. Han gemte historien og kiggede rundt i værelset. Ordspinderen kunne i det mindste have undladt at rode. Det store spørgsmål var om han eller hun mon kom igen? Det var uvist, men historien var blevet afsluttet med gode maner, og det var hovedsagen indtil videre. Nå, men han skulle vel også i gang med at rydde op. Igen.

Efterord.
   Ordspinderen viste sig med fremadrettet i en årrække med jævne mellemrum indtil en det en skønne dag ophørte ud af det blå. Det var altid en rodet affære og der var frysende koldt på værelset, når der blev skrevet fra det hinsides, men det var det værd. Det gav anledning til stor inspiration til adskillige historier, herunder Johns egen fortælling om mødet med Ordspinderen. Som attenårig fik han en udgivet bogen 'Ordspinderen', og han vidste da stadig ikke om monstre fandtes, men de døde gjorde.