Vind.

Hylende, hungrende og hivende vind. Det rev i hendes klæder og hår, og hun kunne ikke høre sig selv tænke. Blikket måtte lukkes halvt, og halvkvalt var vejret svært at snappe.

Hvert et skridt blev mødt af modstand, og hvert et skridt var som at vade i mudder. Luften var som puder der blev holdt mod hendes mund, og med stort besvær kunne hun kun lige akkurat holde åndedrættet igennem næsen gående. Lugten af friskt havvand, tang og sand var næsten ikke tilstedeværende, for næsen havde travlt med at overleve.

Hvad der skulle have været en pause ved Moesgaard Strand fra sit hårde arbejde var nu i stedet en kamp for ikke at blive væltet omkuld, og for overhovedet at trække vejret. Stormen var ikke kommet uventet, men det var kampen til gengæld. Som hun sled sig foroverbøjet igennem modvinden, der lod til at komme fra alle retninger, var hun uden mål.

Hun var kørt ud igennem skoven og til stranden i sin slidte bil, der brummede og brokkede sig hele vejen, og hvad der skulle have været en kort aftenpause fra arbejdet for at spise aftensmad i bilen, var nu spontant blevet en større udflugt. Da hun havde forladt arbejdspladsen, havde hun på parkeringspladsen set det smukkeste graffiti-maleri, helt nymalet og friskt, og helt sikkert ulovligt, hvis akavede men dansende bogstaver hun lige nøjagtigt, efter lidt tids koncentration og ro, kunne dechifrere:

"SUCCES ER LIGE SÅ FARLIGT SOM FIASKO.
   HÅB ER LIGE SÅ HULT SOM FRYGT"

Hun forstod ikke hvad der mentes, men aben afbildet, svingende fra lian til lian, fra bogstav til bogstav, genkendte hun sig selv i. Livet var for tiden en dans på roser med torne. En dans der ingen ende ville tage. Der gik ikke længe fra hun læste graffitien malet lige over for sin arbejdsplads på politistationen, til hun intuitivt besluttede sig for at køre langs Strandvejen, forbi Tangkroen, igennem skoven og Dyreparken, og hele vejen til Moesgaard Strand, der snart var indsvøbt i aftenens mørke totalt. Trods kollegerne ville blive vrede, ville de næppe tænde sirener pga. hendes fravær. Gudskelov var hun ikke leder. Endnu.

Fra det livløse og grå kontor var skovens jord og stormens hylende ord ikke til at holde ude, ikke engang bag bilens metal og på hjulenes rullen på den bakkede vej, for både vind, slud og mudder lod til at have erobret verden, erstattende alt andet. På forsædet i køretøjet havde hun mumlet graffitiens ord for sig selv, og ignoreret både mørke og vejr, og alle forpligtelserne, halvt ubevidst.

Men nu kom det hele tilbage, her på stranden i strid modvind. Alt hendes store ansvar tyngede skuldrene ned og gjorde hvert et skridt modstræbende, og hun havde bare lyst til at give slip og blive ført bort af vinden, flyvende på tilsandet luft og kastet ud i mørket, ned i de sorte og urolige bølger i havet der alle hviskede, råbte og sang hende til sig. Hvor havde hun dog lyst til bare at forsvinde. Til at blive en bølge selv, landende på stranden og tvinges ud i havet igen, kun efterladende vådt sand og tang, inden hun igen ville blive en del af havet. Forsvundet som en dråbe i et glas, uadskillelig fra de andre.

Men hun kæmpede sig videre, væk fra sin ulåste bil, væk fra den lukkede kiosk og væk fra den forladte og ensomme parkeringsplads. Hun gik i retning af Månen, der i aften var fuld, trods hun kun fra bilen havde kunnet spotte den bag mørke skyer. For flere uger siden havde hun gået her, i samme retning, men ved højlys dag og i strålende solskinsvejr, med andre mennesker overalt omkring sig, festende og glade, og aldrig havde hun følt sig mere ensom, som et spøgelse blandt levende. Det gjorde hun ikke nu.

---

Hele dagen havde hun slidt og slæbt, og ydet både praktisk, socialt og psykologisk støtte og omsorg til alle omkring sig, både på arbejdet og hjemme. Trods hun elskede at gøre det, var det også opslidende og til tider utaknemmeligt, men hun kunne ikke stoppe, og ville ikke. Det var at leve, dét at give, levede hun efter. Selvom hun ikke kunne høre sig selv tænke for stormens larm, kæmpende med hver en arm for ikke at falde bagover i sandets barm, så tænkte hun alligevel, ukonkrete tanker.

Hun følte sig ikke alene her. Vinden var ikke hendes ven, og ej heller var bølgerne, og da slet ikke sandet der føltes så tagende. Måske var det aben fra graffitimaleriet der sad på hendes skulder, måske var det Månen, eller måske var det hende selv - for første gang i lang tid var hun selv den eneste hun skulle bære, hendes egen krop det eneste selskab.

Hun vandrede og vandrede, og med hvert et skridt følte hun sig en larmende tanke fattigere. Vinden tog til og en forhøjning i sandet med vandet til hendes venstre side var lige ved at spænde ben for hende. Hun snublede et skridt men beholdt balancen, og fortsatte ind i mørket, ind i skoven der kantede stranden. Hun kunne næsten intet se, men træernes læ fortalte hende at retningen var rigtig.

"Huu, huu-huuu! Huu, huuu-huuuuuu!" - hun fik et chok. Den underlige stemme hvis ord blev båret bort igen af den kraftige vind måtte være en ugle - tanken slog hende øjeblikkeligt. I mørket her i kanten af skovens kys med stranden var der intet i de enorme træer at se, selv træerne var næsten usynlige for bar skov. Men et kort øjeblik mente hun at få øjenkontakt med uglen, inden blinket forsvandt igen. Det måtte være vandet der reflekterede Månens lys deri, tænkte hun, for første gang siden ankomsten i det vilde hørende sine egne tanker, klart.

Bølgernes kor var nu en hvisken blot, og den hylende vind en symfoni af lave vibrationer. Uglen havde lydt som en velkomst, trods hendes fornuft fortalte hende at det havde været en advarsel til skovens beboere, om et menneskes ankomst. Men ikke alle mennesker er ens, ingen art er mere varieret, og hun selv kom i fred.

Et øjeblik efter at uglens blik forsvandt føltes hendes knæ opgivende, men en lyst til at sætte sig, en trang til at tage et hvil efter kampen med elementerne og med dagens, ugens og årenes med- og modvinde, fik de bløde bens ramlen mod jorden til at føles rigtig og helt rart. Jorden var våd at sidde på, her i lotus-stilling med benene krydsede under sig og jorden både kold og fugtig, men alligevel var det rigtig rart. Blødt trods hårdt, varmende trods frost, afslappende trods mørke og storm, og rovdyr ude af syne men tæt på. Aldrig havde hun følt sig tryggere.

---

Hun lukkede de trætte øjne.

Forestillede sig at æblerne ømt og blidt blev lagt på puder, bløde behagelige puder inde i kraniet. Puder som de blev lagt trygt på, med øjenlågene som fløjlsbølgende, bevægende gardiner, og huden som et blødt silketæppe. Spændinger og små muskeltræk i ansigtet blev ikke forsøgt stoppet men blot udlevet, en proces kørt færdig. En svag brummen lød som uglen der tankeløst betragtede Tara, som hun sad i mørket med stormende vinde, frysende kulde og træernes koncert omkring sig, eller måske var det Taras eget hjerte der endelig bankede betryggende, med en musik der overdøvede larmen omkring med en stilhed af genkendelighed, midt i alt det fremmede.

Tara blev siddende, og selvom tanker om hvad i alverden det egentlig var hun lavede, tanker om hvor hun sad, spekuleren på hvad klokken mon var og på hvor hun nu skulle gå hen når hun engang rejste sig igen, så blev hun alligevel siddende, trygt og kun i sit eget selskab - uglen var blot et vidne ligesom hjertet, skyerne og bølgerne.

Vinde ruskede og Tara ruskede med. Kulde angreb hver en celle, og Tara overgav sig. Havet i det fjerne, som dog var temmelig tæt på, mindede om tiden der nådesløst fløj forbi, men tiden føltes alligevel fraværende - en vrikken fra side til side og en løs nakke, med hænderne på knæene omkranset af jakkens yderste klæde, og en accept af alle tankerne der som bølgerne kom og gik, var det eneste der mindede Tara om døden, om at dette moment ville slutte. Hendes hjerteslag, lungerne, og luften trukket helt ned i maven, der trods tom alligevel smagte på den rene lufts duft der føltes som liv, som energi hun selv producerede.

Hvor længe hun blev siddende i udkanten af skoven, med havet og sandklitterne lige bag sig, var ikke til at sige - Månen lod til at stå stille, og horderne af bølger endeløse. Uglens eller hjertets brummen var dog forsvundet, uden at Tara havde bidt mærke i det. Ved realiseringen heraf undslap et suk hendes indtørrede læber, og en dyyb vejrtrækning blev krydret med duften af våd jordbund og græs, med det saltede sands lugte tilføjende taknemmelighed. Hun var både tørstig og sulten, bemærkede hun nu, men trængslen efter energi udefra blev vejet op af energien følt indeni, og med kraft og beslutsomhed rejste hun sig fra jorden, våd og kold men rystende ej.

Det var som om at hun kunne se i mørket da øjnene blev åbnet. Skoven, stranden og mosset mod hendes fingre, der tog fra og skubbede hende op, var alt sammen friskt og nyt, som så hun det for første gang, henkastet i skygger. En basken, så lav som en hvisken, lød som massage for ørerne, indvendigt og udvendigt, og hun tænkte forundret at uglen måtte være fløjet. Og noget fortalte hende i hvilken retning, en retning hvortil hun gik med raske og sikre skridt, nærmest dansende afsted, men langsomt og nænsomt, bevidst om at hun famlede i mørke, blind, alene og tagende skridt som et nyfødt føl.

Skoven føltes som var den i live. Havet som hviskede det farvel, og sandet og stormen som vinkede det på gensyn. Hendes støvler med høje hæle føltes som var de en del af hendes fødder, og jorden betrådt blev kærtegnet af hendes vandrende og forsigtige, taknemmelige skridt.

Hendes hænder følte sig frem, og hver en skygge virkede oplyst af hendes blik. Intet kunne beskrives her i skovens dyb, og ingen lyst til at beskrive det faldt hende ind. Hun vandrede og vandrede, længere og længere ind i skoven, med havet lige så stille forsvindende og stormen nu en anden verden. Bakker og fordybninger, vandpytter og søer vigede sig væk fra Tara, ikke i afsky men i beskyttelse, for selv hjerter har brug for plads.

Hun vandrede videre, og mens hun vandrede var hendes tanker nærmest ikke tilstedeværende, andet end graffitiens ord;
   "Succes er lige så farligt som fiasko. Håb er lige så hult som frygt."
   Ordene var ikke længere ord, men en følelse, af accept og taknemmelighed for hvert eneste skridt, hvert eneste åndedrag hun her i skoven kunne tage, som var det de første hun nogensinde tog. Originalt. Friskt. Og forfriskende, trods træthed i alle led, i alle tanker og følelser.

De store og høje træer omkring hende forsvandt pludseligt. Hun befandt sig ganske pludseligt i en åbning, ved en stor og spejlende sø, hvis vand til forveksling lignede olie. Små blink i det rolige vand spejlede Månen, stjerner og skyer, selvom mørket omkring kun gav gisninger om hvad der var hvad. Stjernerne var så smukke og lignede søens blik, faldt det Tara ind. Månen dansede nærmest på vandets overflade, som blide og bare bølger bevægede sig uden retning og gav bevægelse og liv til alt, og skyerne reflekteret deri aede det hele, og gav mørket et ømt og behageligt skær.

---

Tara blev nu stående og betragtede hvordan stormen stadig rasede i himlen men lod til at have overset åbningen i skoven her. Hun tog dyybe vejrtrækninger uden at tænke over det, uden at ville det, bevidst. Hendes ømme kinder fortalte hende at hun smilede, et smil der samtidig fik tårer i hendes øjne, og panden til at rynke sig i et omvendt U, og aldrig havde hun følt sig så ydmyg. Så glad, så lykkelig. Alle dagens, ugernes, månedernes og årenes groen, alle sekundernes, minutternes og timernes kommen og gåen var lige nu som en anden dimension, og hun havde det som om hun stod i sit bad derhjemme, vaskende fortid og fremtid af sig, med sine egne tårer som kælende dråber ned langs kindernes blade, fodrende sine rodløse rødder.

Hun lukkede øjnene igen, uden ambition om at drømme eller vågne, blot en lukken af øjnene fordi alting, alle sanserne, var mætte og tilfredse.

Igen svajede hun fra side til side med den sagte vind, og mod vinden, og med den igen, ubevidst om rytmen deri men dansende alligevel, med sig selv og naturen omkring begge som førere.

Et plask lød.
   Hun åbnede øjnene med et sæt. Alle sanser var igen vågne og i alarm, men ingen sirene lød. Uden at søge ramte hendes blik med det samme noget i vandet, mange meter væk. Solens refleksion på Månen belyste næsten intet af søen, af skoven eller af hvad end der havde ramt vandet med et stød. Og alligevel kunne hun skimte ham.

I det fjerne, på den anden side af søen og stjernerne deri, badede en mand i vandet, hoppende rundt i det som en delfin. Et øjeblik tænkte Tara eftertænksomt at delfiner faktisk ikke er fisk, men pattedyr der engang levede på landjorden, men som af ukendte årsager fandt vej tilbage til vandet. Mon det var en en delfin der svømmede rundt derude? En skabning fra en anden verden som vi mennesker aldrig i sandhed vil kende til? Det var de første konkrete tanker hun havde tænkt, i hvad der føltes som en evighed, og hun tænkte videre, som hun stod og betragtede den legende skabning.

Hun kunne have svoret at hun så en finne som på en haj svømme i hendes retning, som var manden et lynnedslag der nærmede sig hende. Netop lynnedslag lød i det fjerne, bragende og buldrende, og kortvarigt oplysende vandet og livet deri, mens en stille regn nu havde gjort skoven selskab. Det måtte være hans nøgne arme der skubbede alt til side, for at nå frem til hende.

Nogle få meter fra hende stoppede han op, og vendte sig i vandet så hans underkrop flød op i vandoverfladen, med skuldre og arme afslappet og holdende balancen. Tara fniste, da hun så at den voksne mand var komplet nøgen, og ikke blot virkede ufarlig men ganske harmløs og fjollet. Han smilte til hende, som hun nu indså at han også havde gjort på svømmeturen hen til hende - det var ikke hajtænder eller barberblade men et smil af sårbar nysgerrighed. Et smil uden invitation, uforstilt.

Hun så nu at hans lem stak op af vandet, slapt men holdt oppe af vandets vældige, værdige vægt. Hun så hvordan hans våde hår hang bagud og hvordan alt ved ham virkede roligt og trygt, som skoven selv midt i stormens leden. Hans blik var blåt og mørkt som vandet, med pupiller store som stjerner.

Stjernerne i vandet var forsvundet og Månen væk, og manden virkede som det eneste lys i bølgerne, omkranset dog endnu af skyernes spejlbillede i søen. En pludselig indskydelse fik Tara til at kigge sig omkring, spottende en lille sandklit, som hun satte sig på uden overvejelse. Med spredte ben i den lille sandbunke ved breden af søen føltes jorden nu varm, og trods en frygt for manden ikke var til at komme uden om, så slappede både ryg, åndedræt og ben af her ved kanten af bittesmå bølger der kyssede jord, sand og mudder.

---

"Fryser du ikke?!", spurgte hun med en stemme der kom bag på hende selv - den lød så selvsikker og voksen, moden som en lækker avokado. Han svarede hende ikke, og virkede både døv og dum, som han lå der i vandet på ryggen, stille bevægende sine arme for at holde sig oppe. Hans lem reagerede dog straks, og blev erigeret en smule, kunne hun ikke undgå at se, som den stak en smule op af den spejlblanke overflade.

"Er du alene herude?", fremstammede hun, med en stammen der ikke lød usikker men nysgerrig og rullende, som et hjul på en nedadgående bakke. Han reagerede stadig ikke, men smilte fortsat, nu med sit lem i yderligere bevægelse, og forhuden derpå veg tilbage, som en skildpadde der stikker hovedet ud fra sit hjem, men modsat skildpadden ikke spor fremmed og uforståeligt for Tara - hun havde trods alt børn. Og havde endda engang haft skildpadder i akvarie, i selskab med haletudser, fisk, og søstjerner.

En frygt meldte sig nu, og en stille panikken bredte sig i Taras krop, med hagen rejsende sig en smule. Men hun trak fortsat vejret langsomt, og kunne smage både regndråber der føltes varme, lugten af mos mod sin tunge som var det duften af spinat, og skovens og søens lyde, bølgerne mod sandet, men aftog panikken mon inden den eksploderede, inden lunten nåede krudtet?

"Hvorfor siger du ikke noget?", sagde hun nu fast og beslutsomt, en smule irriteret men samtidig tirret. "Kom," lod han til at hviske, og Tara blev helt i tvivl om hvorvidt hun havde hørt rigtigt. Hendes blik kiggede sig nervøst omkring, først nu indseende at mørket var totalt, og kun manden oplyst i vandet. Hun kunne ikke engang se sig selv - drømte hun? Med en niven i sit næsten usynlige lår slog hun fast at dette var virkeligheden. Hun var vågen.

Men hvad ville kollegerne ikke tænke? Ville hun mon blive fyrret for bare at gå tidligt fra nattevagten? Ville familien derhjemme være bekymret netop nu, hvor hendes mobiltelefon lå på kontoret, og hun var ude af kontakt med dem alle? Ville hun blive syg af kulden og stormen som dog begge var fuldstændig fraværende lige nu? En svømmetur og et bad ville virkelig være lækkert og forfriskende dog. Men hvem var den fremmede? Hvad var han ude på?

"Kom," hørte hun nu igen. Hun tog en dyyb vejrtrækning og lukkede øjnene et øjeblik, og uden at tænke nærmere over det, næsten uden at beslutte sig for det, tog hun stille og roligt først sin jakke af. Den sorte frakke med guldknapperne dalede på jorden, og med sin front rettet manden kunne hun se at hans lem nu blev fuldt erekt, men hans arme og krop, og hans smil, var uændret, som han observerede hende tankeløst.

Hun fniste over synet af ham i vandet, og over hvordan de små bølger holdt ham i bevægelse, op og ned og fra side til side. Hun vendte sig om og begyndte langsomt og bevidst at tage sine støvler af, en ad gangen mens hun sad på den bløde sandklitte. Hendes frakke var smidt bagover ovenpå busken bag hende, og hver en lille gren virkede som holdende jakken ærbødigt. Da hendes slidte og beskidte sokker også blev taget af, mærkede hun det våde sand og mudder under sine fødder og imellem sine tæer, og det føltes som at træde i kage. Ikke spiselig kage men festlig kage, blødt, sødt, lunt og rart.

Med ryggen mod manden, der ingen lyd gav fra sig og nu, i oprejst position, tog hun langsomt og kærligt sin uldtrøje og sin T-shirt af i ét snuptag, og begge blev smidt ovenpå jakken og busken der gav et lille buk men rejste sig igen, uden at tøjet ramte jorden. Med røven i vejret fjernede hun nu sine bukser så hun stod i kun BH og i sit blege undertøj, og vendte sig nu mod manden.

---
   Han lå i vandet med arme til siden og benene spredt, med lemmet endnu større end før, poppende op af vandet uden at synke i igen. Tara holdt sine arme foran sine bryster som hun skammede sig sådan over, over at de hverken var store eller små nok, trods BH'en endnu skjulte dem bag sin blege og faste form. Manden i vandet havde hele tiden holdt øjenkontakt med hende i et hypnotiserende stort blik, og usikker på om hendes hænder var placeret forkert tog hun nu den ene, venstre, ned foran sit underliv for også at skjule det, mens højre hånd nu kun dækkede venstre bryst, holdende det i et jerngreb med spredte fingre. Hendes hjerte hamrede, men åndedrættet roligt og automatisk. Hvor smagte luften dog skønt, herude i det fri.

"Kom," lød det nu igen, uden at hans mund dog bevægede sig, og uden at hans smil blev brudt. Men det virkede nu mere inviterende. Ligesom hendes eget gjorde, trods hun forsøgte at holde det nede. Hun tog en dyb indånding, og fjernede nu både BH og undertøj, overbevist om at øjenkontakten ikke blev brudt af den stærke og mystiske magnetisme.

Tara stod nu komplet nøgen, ligesom manden, og hun lod hænderne falde til siden og skuldrene sænket. En lille bevægelse kendegjorde for hende at hans blik nu bevægede sig ned, bemærkende hendes nedre krop. Hans lem lod til bare at blive ved med at vokse, og den bevægede sig i små spjæt. Som hans blik kørte op og ned lod hans mund til at åbne sig lidt i forbløffelse, og pludselig strømmede vandet ind. Hans øjne kneb smertefuldt sammen, og han sank ned i vandet, dog stadig i syne.

Tara mærkede sit hjerte springe et slag over, et øjebliks stilhed her i naturens symfoni, og ligeledes blev vejrtrækningen stoppet et øjeblik, som var luften gift og mørket nu også indeni, druknende alt. Uden at tænke sig om løb hun ud i vandet og hoppede i et kæmpe spring med armene først for at redde den druknende mand.

Vandet føltes som at springe ind i en mur, og kulden stjal med det samme al den forrige varme hun havde følt. Hun nåede på et øjeblik manden og greb fat i ham, i hans hånd der var det eneste ikke fuldstændigt under overfladen. Et fast greb mødte hende, og uden anstrengelse fik hun ham hevet op igen, samtidig med at hun selv uden besvær holdt sig oppe.

Han kom op og kyssede hende, chokerende. Hun mærkede hans krop imod sin, og trods forpustet kyssede hun vigende tilbage, med øjnene lukket. Hans faste krop var samtidig smidig, og hun følte det som om at de begge var søen, kyssende Jorden. Men noget var galt.

Hans læber mod hendes føltes ikke normalt - Taras blik var lukket, og det føltes som om at hun ikke kunne åbne øjnene igen, som under vand, og hans kys ikke til at vriste sig fri fra. Hun kunne ikke få luft, og med samme kraft som hun havde sat sig i skovens udkant skubbede hun ham væk fra sig, med næsten et slag. Hun kunne nu åbne øjnene igen, stadig uden besvær holdende sig oppe i vandet, og så at han var forsvundet. Væk.

Panisk vendte og drejede hun sig, og så sig omkring, forvirret. Hvor var han dog blevet af? Han kunne da ikke bare forsvinde. Og trods mørke og stilhed var hun overbevist om at hun var alene i vandet, uden vibrationer, lyde eller kroppens mange måder at mærke nærvær på.

"Kom du?", lød nu pludselig en stemme fra breden af. Tara så op og så manden sidde i vandkanten, med tøj på, fuldt beklædt i mørke klæder og store støvler, der dog ikke havde høje hæle på. "Kom jeg?! Hvad fanden er det for et spørgsmål? Hva?!! Hvem fuck er du, da?!!!" skreg hun af al kraft så lettende fuglevingeslag lød, og frøer sprang. "Du kom ikke?" svarede han, fuldstændig upåvirket af hendes vrede og forvirring, hvilket et øjeblik øgede den yderligere inden den igen faldt lidt ned. "Jo, jeg kom i vandet til dig, så hvad helvede laver du nu der, om jeg må spørge? Og hvordan fik du tøj på så hurtigt?". "Godt spørgsmål! Nu kommer jeg til dig. Mit navn er Simon," sagde han kækt.

---

Fra vandkanten gik han et skridt bagud, nu vendende sig om. Han satte sig på samme sandklit som hun selv havde siddet på, og begyndte at løsne sine snørebånd, smilende sagte og med blikket rettet hendes. Hun havde under redningen glemt alt om sin egen nøgenhed, men blev nu bevidst om den. Om hendes brystvorter der strittede, om hendes ubarberede underliv og om sin lidt blege krop. Om hvordan hun lyste op og blev båret af vandet der virkede helt taknemmeligt for hendes tilstedeværelse. Med armene holdt hun sig oppe i søen og lænede sig nu på ryggen og lod fødderne stige til vejrs, til toppen af vandets overflade. Hun slappede af, i hele kroppen, og bemærkede næsten ikke at hendes ben blev spredt af sig selv, med bølger som hovedpude og fortsat holdende øjenkontakt med manden, med Simon. Hans blik skiftede kortvarigt mellem at betragte hendes nedre krop og hendes afslappede blik, mens han sad og tog sit tøj af. Først sine støvler og strømper, så sin jakke der blev lagt ovenpå hendes, og ovenpå den stakkels busk nedenunder også, der efterhånden næsten rørte jorden og mudderet, og endelig rejste han sig, og vendte sig om.

Tara så hvordan han smed bukserne, ligesom hende med røven i vejret, kæk og vrikkende, som bukser blev taget af. Hans bokseshorts forblev på som han vendte sig om, og hun kunne se at hans lem måtte have lagt sig igen, gemt bag undertøjet.

Han stod nu nøgen med kun underlivet skjult, og betragtede hende med et kærligt smil og buede øjenbryn, med gigantiske pupiller, og med usikre arme der ikke lod til at vide hvad de skulle gøre af sig selv. Simon åbnede munden en smule, men ingen lyd undslap hans nu indtørrede læber. Tara sagde "kom," fnisende, for trods hun lå fuldt eksponeret og varm og våd mellem de spredte ben, med brystvorterne større end nogensinde før og en kilden i hele kroppen, så kunne hun ikke holde et lille grin tilbage - han var tydeligvis ikke ung men ej heller gammel, og der var en uskyld over ham som han stod der ubeslutsom på breden til søen.

Hendes fnis og ord lod til med det samme at have en virkning på bokseshortsene, og bulen der så småt blev større øjeblikkeligt, og mandens skuldre lod til at sænke sig en smule, med armene nu mere i ro. Han tog undertøjet af i et snuptag, og smilede nu igen, kun kiggende hende i øjnene og med lemmet hastigt voksende. Som han nu gik med faste skridt ud i vandet slog lemmet fra side til side og blev større og større, og hendes egen varme og hud kælet af vandet sitrede. Alt var indsvøbt i mørke og stilhed, på nær de to væsener i vandet. Tara kunne have svoret at hun kunne se mandens hjerte slå bølger i vandet som han nærmede sig hende, svømmende stille og roligt, med lemmet under vand men stadig synligt.

Hun lå fortsat på ryggen i vandet da han nåede hendes fødder. Hans fingre var det første der rørte hendes storetå, den højre. De fniste begge, nu i kor, og drillende sprøjtede hun en bølge vand på ham med højre hånd. Han grinte nu højt, en tung latter som smittede hende og hun grinte med, nu svømmende lidt væk med samlede ben. Han svømmede efter, og de nåede ud til søens centrum, hvor Månens spejlbillede var kommet frem fra skyernes dække igen.

Tara svømmede hurtigt, men det samme gjorde Simon, med både fødder og hænder, og skuldre og ryg, og røv og underliv. En pludselig opstået bølge foran hende, med Simon lidt bag sig, fik hende pludselig til at stoppe op - i vandet var hun selv spejlet. Hvor så hun dog ud; grim, forvirret og ude af balance, våd og nøgen i hvad der sikkert var en sø fra en kloak, dybt uansvarligt, og til grin. Hvor var hendes hår dog uglet, hendes læber så forkerte og hendes øjne ynkelige. Hendes krop føltes i et sæt nu tung og fed, afskyelig og syg, og så ufattelig svag. Hvad i alverden havde hun dog gang i, tænkte hun trist og i panik. Bølgen var stor.

---

Men bølgen ebbede ud igen, og Simon og hans bølger nåede hende og hendes. Hun mærkede hans venstre hånd i sin, begge holdt oppe i vandet af føddernes vippen og vrikken. Hun vendte sig om, halvt forventende at han ville forsvinde igen, for øjnene af hende, men han var der endnu. Endnu var han til stede, lige foran hende, nøgen og rolig, i balance med vandet.

Hans hånd gav slip på hende, og han så nu lidt sorgmodig ud. De var helt tæt på hinanden, men uden berøring, begge brugende både hænder og fødder til at holde sig oppe, lodret. Alt var mørkere end før for Tara, og mandens lys knap så skinnende. Han var næsten sort. Eller lilla. Særligt hans pupiller, der var så store og faretruende mørke, så tomme og uforståelige ud. Vandet føltes koldt, og vinden tiltagende.

Hun gjorde klar til at slå til ham igen, men intet skete. De stod begge stille i søen, næsten rørende hinanden. Begge kiggede skeptisk i hinandens øjne, skiftende fra det højre til det venstre og tilbage igen. Begge slikkende vandet væk fra læberne, og begge trækkende vejret lidt uroligt.

Som et lyn fra en klar himmel så Tara pludselig noget i Simons venstre øje. Hvad i alverden var dét? Et spejlbillede af det underligste hun nogensinde havde set i sit lange liv var ganske svagt at spotte i hans pupil, småt og næsten usynligt. Det var hendes eget spejlbillede, forvrænget ligesom bølgens, men hvor var hun dog smuk. Ubegribeligt smuk. Usammenligneligt smuk. Bedårende.

Hun blinkede et øjeblik, og så nu Simon i det underligste smil hun nogensinde havde set. Og ud fra kinderne at dømme, der føltes afslappede og uden spændinger, smilte hun selv det samme smil. Et ganske ydmygt et.

Bølger, små og sagte bølger lod til at bringe dem tættere hinanden, så de nu havde hinandens brystkasser rørende sig. Begges hænder rørte hinandens spidser, og bølgede graciøst langs hænderne, temporært, kildende og masserende underarmene, albuerne, overarmene og til skuldrene, favnende hinanden. Også benene blev samlet om hinanden, med fødder, ben, knæ og lår følende sig frem, i det blideste tempo.

Et knus med hele kroppen mødte dem begge, og trods vinden tog til og søens vand blev mere uroligt bevarede de to elskere hinanden i et favntag uden at synke, og uden at stige til vejrs, men holdende balancen på forunderlig vis i vandets centrum. Knuset blev fulgt af læber der mødtes, blidt og ømt, som smagte de for første gang føde, begge med hovederne på skrå. De knugede sig tættere til hinanden, med berøring der var blød, og samtidig fast.

Simon kunne mærke hendes ben om sig. Mærke sin pik møde hendes hud uden at blive afvist, uden at møde en mur. Hendes knus, kys og underliv omsvøbte ham, og aldrig havde han følt sig mere accepteret, mere omfavnet og mere tryg, uden frygt for druknedøden, eller for tab af balance. Med en lille bevægelse kom hans erigerede lem op i hendes underliv, som føltes så varmt, så rart og så rigtigt. Spidsen af hovedet mødte sådan en omfavnelse, og aldrig havde noget føltes mere velplaceret. Hele hans krop dirrede og sitrede, som jordskælv med epicenter i hende, men med hvert et skælv i hele kroppen glemmende hvorfra det kom, som når hjertet banker bedst. Han kunne føle hende i hver eneste lille fiber af sin krop, mens hans læber fortsat mødte hendes, nu med tungernes møde og åndedrættets dans.

Tara følte ham komme længere op i sin nedre krop, og hans erektion føltes som at blive fyldt, ikke af den livløse dildo som derhjemme men af pulserende og vibrerende liv, af et lem der både dunkede, daskede og bevægede sig ædelmodigt, akkompagneret af armene og fingrene. Og hun bevægede sig med, måske endda som den første. I hver eneste lille afkrog og center af kroppen kunne hun mærke vibrationer, som blev hver en celle aktiveret og vækket til live, mens hans krop dansede i vandet med hendes, smygende sig op af hinanden og med underlivet pulserende varmt og sultent, hungrende efter stød.

---

De dansede sammen i vandet, holdt oppe af hinandens kraft og varme, leende, grinende og smilende, forført af hinandens lugte og lyde, og i omfavnelse af ikke kun hinanden men også hver sig selv - som var hver eneste bevægelse, hver eneste tanke og hvert eneste åndedrag nydelse og nysgerrighed, på eventyr i hinanden og med sig selv, på en og samme tid.

I søens centrum blev de båret af ikke kun hinanden og vandet, men af kraften imellem sig, energien der varmede og klistrede dem til hinanden, af ekstasen fra berøring, bevægelse, dans og nye stillinger, af både fingre, tunger, underliv og åndedræt der fandt ny magnetisme, nye poler og modpoler, nye genveje og nye blindgyder, alt i nydelsens og ekstasens navn, på eventyr, en fabel fælles fortællende uden ord, kun med rytme.

Han kyssede hende grådigt overalt, og hun kyssede ham grådigt overalt, begge med en sult og tørst og længsel de aldrig havde oplevet før, og uden frygt for ikke at skulle opleve den igen. Hele verden omkring dem, stormen, skoven og havet, og alt hinsides, var væk i denne stund. Denne evige stund i centrum af søen, med Simon og Tara findende hinandens centrum, igen og igen. Slikkende, kælende, tagende fat, givende slip, kommende, gående i pause mens kysset fortsatte, og kommende igen, begge i brøl der rungede igennem skoven og dens træer og græs.

Uden at vide hvordan skyllede de begge uden pres op på breden, på den modsatte side af hvor deres tøj endnu lå, oven på busken. Begge var udkørte og trætte, fuldstændig udmattede, og endnu var de som limet til hinanden, i hinandens favntag, og knus med hele kroppen, men nu i ro, begges lyst fyldt og tømt igen. Måske nu fuld af hinanden, liggende i sandet og mudderet blødt i hinandens arme.

Tara var fredfyldt som hun havde været ved indgangen til skoven. Hun tænkte et øjeblik om uglen mon var i nærheden, om den mon beskuede de 2 smukke nøgne kroppe liggende på søens bred, halvt ude i vandet og med små bølger kælende og kærtegnende. I så fald ville den vel næppe forstå hvad der foregik, gudskelov, for det gjorde hun jo ikke selv, men følte sig ikke desto mindre i fred. Måske gjorde uglen det også. Musen endda.

"Hør Simon, hvad laver du egentlig til daglig?"
   "Samfundstjeneste - jeg fjerner graffiti men overvejer at finde noget andet at lave. Du gætter aldrig hvad jeg læste forleden..."
   Hun vidste det allerede og havde nu haft tid til at tænke over det, måske ligesom han. Hun huskede at graffitien var et citat af digteren Lao Tzu fra bogen Tao Te Ching, en bog som Tara i teenageårene havde fået af halvskør ekskæreste men aldrig rigtig fået læst, og dér på bredden genkaldte hun sig ordene.

"Succes er lige så farligt som fiasko.
   Håb er lige så hult som frygt.

Hvad betyder det at succes er lige så farligt som fiasko?
   Uanset om du går op af stigen eller nedad den,
   er din position rystende.
   Når du står med dine to fødder på jorden,
   vil du altid bevare din balance.

Hvad betyder det at håb er lige så hult som frygt?
   Håb og frygt er begge fantomer
   som opstår af at tænke på selvet.
   Når vi ikke ser selvet som selvet,
   hvad har vi så at frygte?

Se verden som dit selv.
   Hav tiltro til tingene som de er.
   Elsk verden som dit selv;
   således kan du have overskud til alt."