Camilla tog håndklædet fra håret og hang det fugtige håndklæde på sin plads, ovenpå stangen ved bruseforhænget. Brusebadet havde gjort underværker, og tilførte en afslappende effekt på hele kroppen. Det manglede også bare, for hun havde stået under de varme vandstråler i over ti minutter. Hun havde iført sig sin hvide morgenkåbe, intet andet, og følte sig tilpas småblød i knæene. Hun gik ind i stuen, og satte sig i sofaen. Her kørte hun slavisk børsten igennem det lange fugtige hår, og redte på livet løs. Et øjeblik tænkte hun at have skulderkort hår ville lette byrden, men når alt kom til alt, kunne hun ikke forstille sig selv med så kort hår. Hun vidste hendes indre billede af hende selv ville blive uigenkendelig, for hun havde før prøvet kort hår, og var hurtigt blevet ked af den drastiske beslutning. De grå hår generede hende ikke. Det var blot et tegn på at hun var tooghalvtreds og ikke toogtyve år gammel, og ville ikke bytte sin livserfaring borte for noget som helst, hvis hun havde muligheden for det. Hun kunne selvfølgelig få farvet håret hos en damefrisør, men følte ikke hun havde brug for at skjule sin alder eller øjensynlig forandring.

Trangen til at høre musik overfaldt hende, så hun tændte for anlægget, og streamede via telefonen nogle Beatles sange fra albummet "1". Hendes forældre havde hørt meget Beatles, så det var blevet nedarvet sammen med andre ældre musikkunstnere. "Love Me Do" flød ud af højtalerne og hun sang med, og tændte for den bærbare computer på sofabordet. Hun scrollede igennem Ekstra Bladets overskrifter, og så noget om knivstikkeri. Hun holdt op med at synge med og åbnede artiklen. Det var en teenagedreng der var blevet stukket ned på åben gade. Han var kun seksten år gammel og kendte ikke gerningsmanden. Han var dog udenfor livsfare. Det gøs i Camilla. For ikke ret lang tid siden var der en trettenårig pige som var blevet bortført på sin avisrute, men politiet havde heldigvis fundet frem til gerningsmanden og pigen, som stadig var i live. Gudskelov. Desværre var hun blevet voldtaget, og ville nok have mén af det resten af sit liv. Hun skulle nok bruge psykologhjælp mange år fremadrettet, og tanken var uudholdelig. Tanken om en anden sag, om en ung kvinde der var blevet bortført efter en bytur, og senere fundet myrdet, satte også nogle tanker i gang. Indimellem forsvandt der også mennesker ved højlys dag, og man stod uden spor i sagerne. Det var en syg og utryg verden derude, og manglen på respekt for menneskeliv syntes at være kraftig stigende. Hvis det ikke havde for hendes alder, ville hun have overvejet at gå til selvforsvar. Men hun følte sig for gammel til at deltage i sådanne kurser og særdeles usmidig anlagt.

The Beatles sang "I Want To Hold Your Hand", men teksten var svær at tage til sig i tider som disse. Kærlighed var en mangelvare, som ikke bare hang på hylderne, og livet som single var ikke altid let. Om Mr. Right virkelig var derude var hun efterhånden i tvivl om, når hun så kærlighedsfilm over streamingtjenester. Selvfølgelig var film og virkelighed to vidt forskellige ting, men alligevel kunne hun ikke lade være med at fantasere om lidenskabelige kys og kram. Hvor måtte det være herligt at have en soulmate. Én som forstod ens behov, fantasier og grænser. Én man kunne støtte sig til og føle sig sikker med. En skulder man kunne græde ved, hvis behovet skulle opstå.
   Datingsidernes kødmarked afskrækkede hende. Mænd i halvtredserne passede ofte ikke ordentlig på dem selv, de var blevet småfede med rødvinspatter, og var til tider halvskaldede. Hun vidste godt, hun satte store krav, specielt når hun ikke selv var aktiv inden for fitness og heller ikke selv var for tynd, men godt i stand. Indstillingen var dobbeltmoralsk, men man havde vel lov til at drømme. Mentalt følte hun sig ikke som halvtreds plus, og hørte ofte nutidens popmusik, og hun havde lange samtaler med veninderne på samme alder, som også holdt sig friske. Næsten alle veninderne havde en fyr og det fik hende undertiden til at føle sig ensom. Måske skulle hun slå sig til tåls med rødvinspatter på dating.dk, Tinder eller over Facebooks singlemarked, blot for at have nogen i livet, som hun kunne kaste sin kærlighed på og blive ensomheden kvit. Det sidste hun ønskede, var at blive gammel uden nogen livsledsager, så hun vidste hun måtte arbejde med sin mentale indstilling og gå på kompromis. Enten skulle hun finde sig i små løgne under mændenes profiler eller også skulle hun forblive ensom. Valget var uklart selvom hun vansmægtes efter ømhed og kys. På den anden side var vel heller ingen grund til at forhaste sig, og kaste sig over det første og bedste bytte. Ting tog tid.

Camilla gik ind i soveværelset, lod morgenkåben falde og fandt et par trusser og bh. Hendes bryster havde mistet deres spændstighed, hvilket hun var lidt ked af, når hun betragtede sig selv. Hun tænkte om der mon nogen som fandt dem attraktive, når nu de hang. Lidt vemodig burede hun brysterne inde med bh'en, og fandt et par demin bukser og varm grå trøje samt et par sokker. Så ringede hendes mobiltelefon inde på stuebordet, mens hun tog sokker på, og slog tankerne om brysterne borte. Hun skyndte sig hen til telefonen. Det var Karin.

"Hej søde, hvordan går det?"
   "Hejsa Karin. Jo tak her går det meget godt. Jeg har lige været i bad, så det var forfriskende nok."
   "Jeg tænkte på om du havde lyst til at mødes på en café, og få en kop latte over en sludder?"
   "Det ved jeg nu ikke." Camilla tænkte på hvor usikkert det var blevet at færdes udenfor.
   "Årh kom nu, jeg giver. Du godt af at komme lidt ud."
   Nu ikke sådan en kylling tænkte hun for sig selv. Hun havde egentlig ikke lyst til at komme ud, men vidste hun ville have godt af at være social. Det var vel også delvist ufarligt at bevæge sig udenfor i dagtimerne. I baggrunden sang The Beatles på nummeret Eleanor Rigby med omkvædet "I look at all the lonely people." Det var som et tegn.
   "Allright, du vinder. Hvor og hvornår skal vi mødes?"
   "Hvad med Café K nede ved havnen i morgen, skal vi sige klokken tre?"
   "Skal vi ikke sige klokken to i stedet?" Indvendte Camilla, for jo mere klokken blev udenfor desto mere usikker ville hun føle sig, selv i selskab.
   "Okay det kan vi godt sige."
   "Godt, lad os håbe vejret bliver godt så vi kan sidde udenfor." Udenfor kunne hun holde ordentlig øje med hvornår mørket begyndte at sænke sig, og kunne altid finde på en undskyldning for at gå hjem, i tilfælde af cafébesøget trak ud i langdrag.
   "Ja lad os håbe det."
   "Fint, så er det en aftale. Vi ses i morgen."
   "Ja vi gør. Pas godt på dig selv i mellemtiden."
   "Tak, i lige måde."
   "Tak."

Hun stoppede for afspilningen af The Beatles, og tændte for tv'ets nyheder. Nyheder var så meget sagt, der blev sendt krigsreportager som dagen før, der igen omhandlede tab af menneskeliv. Det fik hende til at føle sig privilegeret over at bo i lille Danmark, langt, langt væk fra krigens rædsler. Her var alt jo munderet bortset fra manglende kærlighed, mørkekuller og mulig overfald efter mørkets frembrud. Mens hun lyttede med et halvt øre, besøgte hun igen Ekstra Bladet på computeren, og faldt over en artikel hvor en ældre dame var blevet franarret hendes bankoplysninger fra en mand, der udgav sig fra at være fra banken, og der kom en mand til hendes dør for at indkassere hendes hævekort med dets oplysninger. For ikke så mange dage siden var der fup og svindel med MitID, så man skulle virkelig passe på. For nylig havde hun også læst om Dao beskeder der var fup, hvor de opkrævede et lille uskyldigt gebyr på ti kroner eller lignende, og man skulle så klikke på et link. Det var naturligvis også fup og fidus. Men hvis den gik, så gik den.

Camilla sad og ønskede, at hun igen levede tilbage i 80'erne foruden alt det tekniske knowhow og unødvendig vold, som foregik nu om stunder. Dengang var alt simplere, og det havde været nogle gode år at vokse op i, selv om forældrene ikke havde haft så mange penge at gøre godt med. Frem for alt havde hun haft en lykkelig barndom indtil hendes forældre lod sig skille og gik hvert til sit. Landejendommen blev udskiftet med bylivet sammen med moren, og siden hen gik det stok over sten imod teknogiens nye tidsalder. Før hun vidste af det var hun flyttet i sin egen lejlighed, og kom skiftevis i nyttejobs hos kommunen eller begyndte en ny uddannelse, som hun ikke færdiggjorde og opbyggede SU gæld. Hun endte som fabriksarbejder indtil hun blev fyret, gang efter gang, og den dag i dag sad hun fast i systemets klør. Arbejdsprøvninger igennem årerne var trukket ud i langdrag, for hun kunne kun holde til at arbejde få timer om ugen, og det var et problem at finde et flaskehalsejob til hende. Senest havde hun prøvet at arbejde i et supermarked, hvor hun stillede varer på plads, men det magtede hun ikke ret længe psykisk og gik ned med depression. Hendes status lige nu, var at hun var sygemeldt i systemet, og hun frygtede hvad der skulle ske med hende når forløbet var ovre. Uvished var en mental røver, men hun prøvede, så godt hun kunne kun at fokusere på en dag ad gangen.

Følelserne angående cafémødet i morgen var splittede. På den ene side glædede hun sig til at snakke Karin, men samtidig følte hun at hendes plads var hjemme i lejligheden, hjemme i sikkerhed. Desuden var hun heller ikke for meget for at færdes udenfor, når hun var sygemeldt. Det var et forbehold hun havde med i mente. Skulle hun ringe til Karin og spørge ad om de ikke hellere skulle drikke en kop te hjemme hos Camilla. Nej det var nok en dårlig idé, specielt hvis man tænkte på Karin, der var så glad for cafe latte. Karin var ikke en kaffedrikker, men sværmede til grøn te - og naturligvis cafe latte. Personligt fortrak Camilla en kop regulær kaffe frem for det fimsede varme sprøjt latte var, men hun ville jo ikke virke utaknemmelig og umoderne, så cafe latte skulle det naturligvis være. Hun kunne jo altid tage en kop kaffe, når hun kom hjem, hvis lysten skulle være til det.

I fjernsynet var de nået frem til syvdøgnsprognosen for vejret. De lovede solskin for i morgen, men ikke ret mange plusgrader i luften. Det ville nok blive småkøligt at sidde udenfor, men så måtte hun klæde sig derefter eller de måtte gå indenfor. Det var trods alt kun starten af marts måned og sommeren var ikke brudt ordentlig igennem endnu. Til sommer ville det hele blive meget bedre, og måske ville hun have fundet en at holde af til den tid, selv om det i øjeblikket virkede yderst tvivlsomt. Hun var ikke sortseer af natur, men når det kom til kærlighed, så havde hun sine tvivl, for det havde hun aldrig været heldig med.

Hun tænkte et kort øjeblik på veninderne. De havde sagt hun stadig var ganske attraktiv, så mon ikke at hun kunne finde sig en mand, hvis hun virkelig brændte for sagen. Dette års Valentines dag havde været hård synes hun. Hun havde fået god mad og rødvin, men så ingen grund til at tænde stearinlys. For det var ikke særlig romantisk at sidde alene. Det var nu tre måneder siden hun var blevet sygemeldt og depressionen syntes heldigvis at have mistet sit tag i hende. Hun havde ikke være på antidepressiv medicin, for det ville hun helst undgå, og havde i stedet kæmpet en lang kamp mod de modløse dage. Dagene havde været et helvede, men nu var hun så småt oven på igen følte hun.
   Hun havde endelig fået et overskud af energi igen og tænkte, hvorfor vente. Tiden blev næppe bedre. Hun ville formentlig stadig være i systemets hule hånd om et års tid fra nu. Hun måtte skride til handling nu og jo før desto bedre.

Hun henvendte sig igen til computeren, og fandt en side for singler på Facebook i hendes nærområde. Hvad i alverden skulle hun mon skrive?
   "Årgang 72 søger kærlighed og nærvær til de ensomme dage forud. Knus Camilla."
   Eller
   "Er du mellem 50 og 60 år gammel og søger kærlighed som jeg, hvorfor så ikke kontakte mig, og se ad om vi er et match."
   Nu følte hun sig billig, som en udstillingsmodel af en vinduesvare, der hungrer efter at blive købt, og hvor der står et skilt: "Ophørsudsalg - Alt skal væk". Hun havde ikke postet de skrevne ord endnu, men fortrød allerede ordene på skærmen, så forsøgene blev slettet lige så hurtigt, som de kom frem. Måske var det nemmere at kigge allerede eksisterende profiler igennem og finde svaret der. Hun scrollede og kiggede løs i et uanet tidsrum, men synes det var svært at tage stilling til de forskellige opslag. Måske var hun for kræsen når hun så deres billede, men det ydre var selvfølgelig heller ikke alt. Så faldt hun faldt over dette:
   "Er du også træt af at sidde alene, og er mellem 50 og 60 år gammel, og ikke har nogen af dele din kærlighed med, så skriv til mig, og vi ser hinanden an. Der sker jo ikke noget ved at prøve. Hvo intet vover. Hilsen Niels."
   Hans profilbillede var ikke grimt. Han var skaldet med et glimt i øjet og formentlig omkring de halvtreds. Yes, hun ville kaste sig ud i det og skrive en besked til ham. Så kunne de mødes for at se ad om kemien var der, eller ikke. Måske tilsmilede lykken hende lige om hjørnet. Hun begyndte at skrive en besked til ham:
   "Hej Niels. Jeg så dit opslag og tænkte på om vi måske skulle se hinanden an. Jeg er en kvinde på 52 år, og savner en at dele tilværelsen med ligesom du. Hvordan lyder lørdag eftermiddag ved to tiden? Jeg har ikke kørekort, og ville påskønne hvis vi kunne mødes på Café K i Hobro eller lignende. Håber at høre fra dig. Hilsen Camilla."

Hun bed sig let i underlæben og sendte beskeden. Nu var det bare at vente. I dag var det tirsdag, så der var rigelig mulighed for svartid. Nu havde hun noget at fortælle Karin om i morgen, uanset om han svarede tilbage i dag eller ej. Hun tænkte, det vigtigste var at hun nu prøvede at række ud frem for at være passiv drømmende. Hun havde været drømmende i alt for mange år, men ønskede ikke endnu en Valentines dag eller weekend foruden selskab. Hun vansmægtede efter kontakt, og var hook på at dele sin tilværelse med en eller anden. Så måtte alt det praktiske løbende komme på plads, og så måtte det briste eller bære.

Hun gik ud i køkkenet og satte elkedlen i sving, mens hun hørte nyheder fra tv med et halvt øre. Fra skabet med guf fandt hun en rulle mariekiks, som hun tog hul på, og luntede tilbage ind i stuen. Armbåndsuret viste 15:02 og hun satte sig til rette i sofaen foran computeren - ventede på elkedlen. En af vennerne på Facebook delte en falsk mail fra YouSee, der tydeligvis var svindel. Det gjorde det svært at stole på nogen mails, for de lignede ofte den ægte udbyder.

Elkedlen klikkede og hun gik i køkkenet med kiks i munden og lavede sig en kop Nescafé i køkkenet. Så hørte hun et pling på sin telefon og skyndte sig tilbage i sofaen for at tjekke beskeden. Kiksen blev gumlet færdig, mens hun tjekkede telefonen. Det var en besked over Messenger. Hun besluttede sig for at åbne Messenger over computeren i stedet for telefonen, så hun ikke skulle til at slås med stavekontrol på telefonen.
   "Hej Camilla. Klokken to på Cafe K i Hobro på lørdag er godtaget. Profilfotos på Facebook kan til tider være misvisende så hvordan kan jeg ellers genkende dig? Hilsen Niels".
   Hendes øjne lyste op og hjertet slog et ekstra slag. Så skrev hun:
   "Hej Niels. Jeg vil bære et rødt halstørklæde. Det skulle gerne stå sig ud i mængden. Hilsen Camilla."
   Der gik et øjeblik før der kom respons tilbage.
   "Det lyder godt. Så vil jeg glæde mig til lørdag. Vi ses."
   Hun ville ikke skrive igen, for det ville formentlig virke en smule fjollet. Men nu havde hun da en date at se frem til. Hun følte en urolig energi indvendig brede sig, og følte sig mere levende end i evigheder. Dagene indtil lørdag ville blive lange, og ikke mindst spændte. Men frem for alt skulle man nogle gange turde hoppe ud i livet, og håbe på det bedste, selv i usikre tider.