Kaffen duftede ikke længere ung. Nu lugtede den doven og bitter. Men det er hvad man kunne forvente af en kaffe, der havde stået i over tre timer på termokanden. Igennem årene havde jeg erfaret at den helst skal drikkes inden for to timer, for at fremstå nogenlunde ung. Min næse sendte signaler til maven om, at den skulle gøre sig parat til at indtage den tarvelige gamle sorte væske. Maven vendte sig i gru, og smagsløgene erkendte drikken, som et forsøg på at lave ravage i mavesækken. Mine næsebor blev bedøvet af den tunge lugt, og jeg skyndte mig at drikke kaffen. For ned skulle den. Kaffebønner var dyre i disse dage, specielt når man købte uden for tilbudssæsonen. 37 kroner eller i værste fald 43 kroner for en pose Brun Merrild var også en slags penge. Så helst at en pose max kostede 30 kroner, men jeg var ikke bossen bag prisen. Jeg var bare en forbruger som alle andre, der månedlig tømte sin pengepung i det nærmeste supermarked, og håbede på at få mest for pengene. Men i disse dage fik man mindre varer for pengene, selv om der var dømt tilbudsjagt for det meste af tiden. Tilbud på kaffe fremstod som en joke, for det virkede sjældent at der var tilbud på den sorte nektar af mærket Brun Merrild.
   Jeg skyllede kaffen koppen af i køkkenet, så den ikke stod og lugtede dovent, og tog en slurk vand fra min vandflaske. Vandet gjorde godt i maven, og det prøvede på at reparere skaden som kaffen havde forvoldt. Men det lykkedes ikke ordentligt.

Jeg satte mig foran min pc, og læste lidt nyheder, mens jeg i ny og næ prøvede at fixe den forulempede mave med lidt vand. Jeg havde altid været ateist, men det faktum at Jehovas vidner forgæves har banket på min dør for nylig, havde fået mig til at tænke over, at jeg aldrig havde læst Biblen. Jeg kunne godt lide at læse her og der, og tænkte at måske skulle jeg give Biblen et forsøg - blot for at blive lidt klogere. Jeg surfede lidt og fandt ud af at Biblen i bogform var en bekostelig affære, så det endte med at jeg fandt en internetside, hvor Biblen var lagt op til fri læsning. Jeg drak noget mere vand og indså at drikkedunken næsten var tom, så jeg hentede noget friskt koldt vand og satte mig til rette. Jeg skøjtede igennem starten på Det Gamle Testamente, der forekom trivielt med skabelsen af jorden og mennesket, fordi den fortælling kender alle vist til på et eller andet punkt. På et tidspunkt nåede jeg frem til fortællingen om Noas ark. Der stod at Noa blev 950 år gammel, og så døde han. Hans efterkommere blev også gamle, og så gik det ellers ned ad bakke for menneskets levetid. Hvordan kunne man vide om Noa blev 950 år gammel, for ur og kalender var ikke opfundet dengang tænkte jeg, og fik bookmarket siden til en anden god gang. Jeg følte mig pludselig snydt over at mennesker i de færreste tilfælde ikke engang nåede at blive et hundrede år gamle. Nej, Biblen var vist bare en livlig fortælling tænkte jeg, og lukkede siden ned.

Selv om jeg betvivlede Noas høje alder gav det om end ikke anledning til en idé til en historie, om en mand der levede i flere hundrede år, og som ydede retfærdighed blandt kriminelle. Yes, endelig en god idé. Hvem skulle have troet Biblen var svaret på en skriveblokering.

Ordene fløj afsted over tastaturet og ordene smeltede sammen på skærmen. Næsten guddommeligt bestemte jeg over liv og død, og vakte mirakler til live, som vansmægtede efter handling. Så vente maven sig i tomhed. Nå ja, det var vel også blevet frokosttid. Efter halvanden rundmor rugbrød og et glas sødmælk var min mave atter i topform. Turde jeg sætte en kande kaffe over eller skulle jeg mon vente lidt og tage bestik af situationen? Jeg så på mit armbåndsur. Klokken var kun kvart i et, der var lang tid til aften, så jeg tog chancen og satte en frisk kande kaffe over. I værste fald kunne jeg altid komme lidt mælk i kaffen, hvis maven gav problemer.
   Kaffemaskinen snurrede lystigt mens jeg ivrigt skrev videre på min fortælling. På et tidspunkt holdt den op med at sige noget, og jeg blev klar over kaffen var parat til afhentning. For en sikkerheds skyld lod jeg den stå et par minutter ekstra så kaffefiltret kunne få dryppet det sidste med.
   Det blev til mange ord på skærmen, som tiden fløj uanet forbi. Så ringede mobiltelefonen ringede. Det var Jacob, en tidligere arbejdskollega, som boede små ti minutters gang på cykel - borte fra min lejlighed.
   "Hejsa, længe siden mester. Hvad så? Er du hjemme i dag?"
   "Tjoh, det er jeg da."
   "Du giver måske kaffen?"
   "Det kan vi da godt sige." Jeg havde mest lyst til bare at finde på en undskyldning, så jeg kunne forsætte med at skrive, men tænkte at jeg vel havde godt af at være social for en stund. Jeg kunne altid skrive bagefter han var tøffet af igen. "Hvornår regner du med at komme?"
   "Skal vi sige om et kvarter til tyve minutter?"
   "Det kan vi godt," sagde jeg, og indså at jeg ikke havde noget kage til kaffen ud over nogle kiks, men ville ikke pålægge Jacob opgaven at tage noget kage med, for jeg vidste han var enten nærig eller sparsommelig anlagt.
   "Godt så, så ses vi snart."
   "Jeps, vi ses."

Jeg havde glemt alt om kaffen på termokanden, og havde kun drukket en enkelt kop fra termokanden. Klokken var lidt i fire så den var cirka tre timer gammel. Altså en maveknuser. Måske holdt den sig lidt bedre taget i betragtning af kanden næsten var fyldt. Jeg overvejede kort, om jeg skulle smide kanden ud og sætte en ny en over. Måske ville den dovne og dårlige kaffe få Jacob til at drikke mindre kaffe, og måske endda jage ham på flugt før tid, hvis snakketøjet da ellers ikke overtog for meget. Jeg vidste han ikke brugte mælk eller sukker i kaffen, så der var vel en lille chance for at hans mave kollapsede. Det var ikke min intension at være ond, men jo før han kom ud af døren jo bedre. Jeg skulle jo tilbage til min historie. Jo, den gamle kaffe kunne godt få lov til at blive på kanden. Jacob snakkede altid om politik og sin arbejdsplads, hvilket var lidt monotont og ikke særlig underholdende i længden. Vi sås sjældent måske af selvsamme årsag, og der var som regel ikke sket noget banebrydende nyt under solen, som var værd at debattere.
   Indtil han kom, skrev jeg lidt mere på min fortælling, som var stukket helt af og nu var en novellelængde. Jeg vred mit hoved for at hælde løspartier ud på skærmen, som spøgte i baggrunden af min hjerne.

Da det bankede på døren, var jeg ikke parat til at forlade mit forehavende, men havde ingen andre muligheder i sigte. Jeg gemte dokumentet i en fart og gik ud til hoveddøren.
   "Hej mester."
   "Hejsa." Tvang jeg et smil frem og åbnede døren helt op, og tog et skridt tilbage så han kunne komme ind.
   "Det er længe siden."
   "Ja det er ved at være noget tid siden."
   "Nå, hvordan går det så?"
   "Jo tak, her går det stille og roligt. Hvad med dig?"
   "Tjoh, man kan vel ikke klage."
   Vi gik ind i stuen og satte os. Han i læderlænestolen og jeg i sofaen. Jeg tændte for tv'et så det kunne køre i baggrunden. Så kom jeg i tanke om at der ikke var nogen kop inde til ham, og gik i køkkenet efter en kop og kaffekanden med dommedagsvæsken til maven.
   "Kaffe?" spurgte jeg dumt.
   "Jo tak som byder."

Jeg hældte kaffe op i hans kop, og dampen fra kaffen fik min mave og næse til at trække sig sammen. Skulle måske have lavet en frisk kande alligevel. Jeg gik ind på værelset og hentede min kop, som jeg ikke fyldte helt op. Blot plads nok til en skvat mælk som jeg hentede i en fart fra køleskabet for at stille den tilbage på køl. Jeg skulle ikke nyde noget af kaffen ren, for så ville min mave kollapse med det samme.

"Nå, hvad går du ellers og får tiden til at gå med?" spurgte han og tog fat i kaffekoppen.
   "Ikke så meget. Jeg får skrevet lidt noveller, digte og kortprosa for tiden ellers sker der ikke så meget. Men der er lidt stilstand for tiden i min kreativitet, fordi jeg er gået op i dosis af medicin. Hvad med dig?" Spørgsmålet var obligatorisk, men også en venlighed, som jeg gerne udviste når nogen spurgte ind til hvordan det gik.
   "Ja, du tager vel stadig medicin. Det er ikke noget man lige sådan bliver fri for? Du er måske ved at blive forfatter?" smilede han og tog en slurk af maveknuseren. Han vrængede mule med mødet af den, og satte koppen fra sig på bordet.
   "Forfatter og forfatter, det er vel så meget sagt. Men jeg prøver da. Man skal jo have en hobby. Hvad med dig? Trives du stadig på jobbet?" Jeg undlod med vilje at svare på medicinspørgsmålet.
   "Tjoh, det er jo det samme som altid. Der er altid noget at rive i. Jeg keder mig i al fald ikke. Vi har lige fået en kæmpe ordre ind fra en kunde. Så der er nok at se til."
   "Nå, men det er da meget godt." Han kom aldrig borte fra den arbejdsplads, men han var vel godt tilfreds tænkte jeg. Om end ikke var der stabilitet i at have den samme arbejdsplads selv efter mere end femten til tyve års jubilæum. Han var god til sit job, ingen tvivl om det. Jeg havde selv erfaret det, da jeg var ansat på fabrikken, indtil min verden udmundede i psykoser og forfølgelse, og jeg måtte trække mig fra arbejdsmarkedet med en diagnose fra en psykiater.

Fjernsynet luftede noget politisk forehavende, og jeg frygtede kort at Jacob ville komme ind på det. Men han i stedet for tog han endnu en slurk kaffe, og vrængede igen mule. "Den er vist ikke helt frisk denne her kaffe?" sagde han og kiggede over på mig.
   "Nej ikke helt. Den har stået lidt, men den skal jo drikkes, for det er jo dyre dråber," sagde jeg og drak af min kop. Kaffens bitterhed lå i undergrunden af mælkesmagen, men kunne snildt ignoreres med den mængde mælk som jeg havde hældt i.
   "Det er jo det," medgav han og tog atter en slurk. Dog kun en lille en for så atter at stille koppen.
   Vi så lidt fjernsyn uden at sige noget, og sugede skærmen for energi. Der var ved at blive småmørkt så jeg rejste mig op fra sofaen, og tændte noget lys her og der. Jeg satte mig atter ned og tømte halvdelen af min kop, og kunne mærke at jeg ikke rigtig skulle have mere efter denne kop. Så gav Jacob sig til at snakke politik, og jeg rystede på hovedet og sagde at det havde jeg ikke fulgt ordentlig med i. Det var en hvid løgn. Jeg havde fulgt med i medierne, men ønskede ikke debattere politik. Religion og politik var to ting jeg ikke yndede at snakke om, for der var stærke meninger på spil, og man kunne let komme ud på et uønsket sidespor, hvor man skulle til at debattere ildesete livsholdninger.
   Vi sad lidt og småsnakkede lidt om hverdagsting og pludselig slog min mave slog knuder af sult. Jeg så på klokken. Den var lidt i fem.

"Det er måske ved at være tid til noget spisen? Du spiser jo altid tidligt." Han smilede og rakte ud efter kaffekanden.
   "Ja jeg plejer jo at lave mad ved denne her tid. Vil du da have noget med? Det er bare pasta og pølser i dag," sagde jeg og kendte på forhånd svaret.
   "Tjoh, det kan man vel ikke sige nej til. Så er man jo fri for at lave noget når man kommer hjem."
   "Det er jo det," medgav jeg og mærkede et stik af irritation, fordi jeg som altid havde ret. Han havde aldrig takket nej til et måltid endnu. Jeg gik i køkkenet, skramlede lidt med gyder og panden og fik så småt startet på maden.
   "Jeg låner lige dit toilet, hvis jeg må?" sagde Jacob, der stak hovedet ud i køkkenet.
   "Ja selvfølgelig," svarede jeg og gik ind i stuen for at lade mig distrahere af tv'et, mens kogeblusset til pastavand var blevet fyret op på maksimum. Det ville tage cirka ti minutter før vandet kogte, så jeg satte mig i sofaen, mens Jacob gik på toilet. Jeg kunne ikke høre han vaskede hænder efter sig, og tænkte ad. Jacob kom ud fra toilettet og satte sig i læderstolen. Jeg prøvede på at smile, men det krympede næsten øjeblikkeligt. Lysten til at stå i køkkenet manglede i høj grad, og inderst inde ønskede jeg blot at være alene sammen med min computer, så jeg kunne få skrevet noget mere. Idéer poppede op men jeg havde ingen steder at gøre af dem. Forhåbentlig ville jeg være i stand til at huske dem efter han var kørt hjem.

Inden længe fik jeg dækket bord, og undervejs i madlavningen kom Jacob ud i køkkenet og så nysgerrigt til. Da maden ikke var færdig endnu, men kun undervejs, gik han tilbage til stuen og tømte han kaffekanden for dets brutale indhold.
   "Så er den tom," sagde han og tog fat i kaffekanden da jeg stak hovedet ind i stuen.
   "Jeg kan lave noget mere efter vi har spist," sagde jeg og kom i tanke om at jeg havde smidt nogle dårligt kaffe i en frostpose for længe siden. Kaffen havde været bitter i smagen og hård for maven.
   "Det er bare dejligt," sagde han og ventede på at der blev serveret.

Snart var der mad. Jacob fik skovlet rigeligt på tallerken og jeg var glad for, at jeg havde taget hans appetit i forbehold i forhold til madlavningen. Men han havde selvfølgelig også haft en lang dag på arbejdet, så der skulle noget brændstof til maskineriet. Vi blev snart færdige med at spise og han sagde "tak for mad." Jeg fik skyllet de forskellige elementer af, og lavede en kande kaffe fra frostposen af med den dårlige kaffe. Jeg toppede kaffebønnerne med lidt ekstra velvidende den ville blive bitter, og absolut ikke noget for min mave. Til mig selv kogte jeg noget tevand, for mine aftenritualer skulle ikke gå i vasken blot fordi jeg havde besøg.

Jeg kom snart ind med kaffekanden og min te i stuen.
   "Nå, du skal måske ikke have kaffe?" spurgte han.
   "Nej, om aften drikker jeg te. Det kan min mave bedre lide," svarede jeg. "Kan jeg friste med en film?"
   "Det kan vi da godt hvis du har en god film," svarede han. Jeg gik ind i mit film Stach på værelset og fandt en dvd film frem, som jeg fandt passende til aftens underholdning. Jeg satte den i afspilleren proklamerende med at den er sjov.
   Jacob hældte kaffe op til sig selv, og lod sig rive med af hvad der blev vist i flimmeren. Inden længe vrængede han mule af filmens blodige indhold og ikke mindst af kaffen. I ny og næ virkede det som om han fortrød sit visit, eftersom han kiggede borte fra tv'et, og kom med politiske kommentarer som jeg svarede meget lidt på.
   Godt halvanden time senere, og endnu et par kommentarer om hvor blodigt det hele var, og et par varsomme kopper kaffe var filmen endelig slut, og jeg morede mig kosteligt.
   "Jeg ved nu ikke ligefrem hvor sjov filmen var, men hver sin smag. Nå men det kunne også godt være at man skulle til at komme hjemad," sagde Jacob. "Det er jo ved at være sent, og jeg skal op på arbejde i morgen. Ikke ligesom visse andre. Du skal vel ikke noget?" smålo han.
   "Nej ikke specielt," følte jeg mig truffet, som om man som førtidspensionist automatisk ikke havde noget indhold i tilværelsen.
   "Jeg siger i al fald tak for mad, kaffe og blodig film. Kan du hygge dig til vi ses igen?" sagde han og fik sin jakke og sko på.
   "Det var da så lidt. Kan du komme godt hjem," sagde jeg.
   "Skal da gøre forsøget," sagde han og gik ud i opgangen, hvor han forsvandt ned ad trapperne. Jeg lukkede døren og fik ryddet kaffe og tekop af bordet sammen med kaffekanden. Der var stadig kaffe på kanden da jeg hældte det ud i vasken, og lugten steg til mave og næse, da jeg skyllede kaffekanden ren.

Jeg slukkede tv'et, gik på toilettet og tilbage til den forsømte computer. Men idéerne fra tidligere var nu smuldret til strøtanker, og jeg vidste jeg ikke ville få skrevet mere i aften. Men i morgen ville der være nye idéer og en friskbrygget kaffe af de gode bønner. Skulle blot huske at drikke kaffen inden for en margin af to timer, så var alt okay og ikke bitter medicin til maven.