Søren følte fabrikslivet truede med at blive hans undergang. Dag efter dag, uge efter uge og måned efter måned. Og nu havde han været ansat i tre år. Årene var smuldret borte ubemærket. Det var altid det samme trummerum, hvor formiddagspausen, middagspausen og eftermiddagspausen var blevet forvandlet til midlertidige højdepunkter. Højdepunkter, fordi han ikke skulle slæbe metalstænger frem og til maskinerne eller fodre maskinerne med stængerne eller for den sags skyld hente fiskeolie til at hælde op i maskinerne, så de kunne køre gnidningsfrit i den fedtede substans.

Han hentede to metalspande og gik udenfor til en tønde, hvor han pumpede den klare olie op i spandene, hvorefter han gik indenfor i fabrikken igen. Han gik som havde han skidt i bukserne for de fyldte spande vejede godt til og han skulle være lidt forsigtig ellers spildte han unødigt, fordi spandene var så fyldte. Undervejs skvulpede olien og han fik olie på sit ene lår, og olien sugede sig øjeblikkelig til kødet igennem de blå arbejdsbukser. Det var en kold fornøjelse.

Han nåede hen til en maskine hvor oliestanden var lav, og hældte noget fiskeolie op til maskinen. Det skvulpede let og noget af olien ramte hans ene opsmøgede blå arbejdsskjortes ærme. Han satte spanden ned og gik hen og tog noget nyt twist fra den hvide sæk til at tørre olien af armen med. Det fedtede stads fik hans arm til at glimte, og han stak den fugtige twist i sin sidelomme på bukserne. Der var også kommet lidt olie på gulvet eller rettere sagt på savsmulden, for der var savsmuld overalt på gulvene omkring maskinerne. Det var kun gulvene væk fra maskinerne der ikke var savsmuld på så de var nogenlunde farbare for direktørens sko og sjældne gæster.

Søren gik hen til næste tørstige maskine. Der var kommet mange metalspåner til så han tog fat i metalhåndskovlen og tømte spånerne over i en spand med huller i bunden så olien kunne løbe fra til næste spand under den. Maskinen var ved at dreje små vinglas af messing, som man kender fra kirsebærs flaskernes logo. Oliestanden var faldet drastisk efter spånerne var blevet tømte, så han tømte den anden halvdel af olien fra spanden, og måtte tage næste spand med olie i brug. Det skvulpede igen og denne gang gik det ud over den ene sikkerhedssko. Den kolde olie blev mærkbar igennem sokken, mens han forsatte med at hælde olien fra spanden til den, var trekvart tom. Så tog han den fugtige twist fra sin lomme og tørrede sin sikkerhedssko af, og stak twisten tilbage i lommen. Lommen var blevet fugtig, men han tog ikke videre notits deraf.

Han gik hen til næste maskine der var ved at lave trisser til persienner, og konstaterede at også denne maskine var ved at blive lavvandet i olie. Under den hullede metalspanden med spåner var der dryppet en pæn sjat olie fra. Søren tømte indholdet til maskinen, og satte atter metalspanden med spåner oveni drypspanden. Den trekvarte fyldte spand med olie slog nogenlunde til, men han vidste han måtte hente mere fiskeolie udenfor i tønden med håndpumpen.

Sørens makker, Knud en mand i halvtredserne, var ved at fortage målinger af diverse færdige dimser, for at se om alt forløb som det skulle. Og ved siden af det var han ved at opstille en ny maskine til en ny kommende ordre.
   Det var snart middagstid, hvilket skulle gøre godt. Det var altid rart at hvile fødderne lidt ind imellem, og Søren var blevet sulten.
   "Jeg går lige ind til frokost. Fejrer du lidt i mellemtiden, så her bliver pænt," sagde Knud da han kom hen til Søren.
   "Ja jeg skal nok gå i gang når jeg har tjekket om de sidste maskiner mangler olie. Velbekomme på forhånd," sagde Søren. De gik altid ind til pause på forskudte tider i tilfælde af der skulle ske noget uventet ved en maskine, og Knud gik altid først til pause.

Sørens mave rumlede hult af sult, men han måtte holde ud og holde sig beskæftiget for at glemme sulten. Det var heller ikke noget problem at holde sig beskæftiget.
   I eftermiddag skulle der komme fint besøg af nogle mænd, der skulle virksomheden i fuld sving. Det betød at der skulle se nydeligt ud, og det oliefyldte savsmuld omkring maskinerne skulle udskiftes med noget friskt savsmuld, så der så nogenlunde præsentabelt ud.

Søren tjekkede de sidste maskiner, og fandt ud af at flere maskiner manglede olie, så han tog metalspandende med sig udenfor og fik pumpet noget olie op. Undervejs da han gik ind med de to spande kom han til at spilde på det andet lår, fordi det skvulpede fra spandene. Han var efterhånden blevet godt fugtig af olie og glædede sig efterhånden til et brusebad, for han følte sig beskidt.
   De sidst maskiner fik olie, og undervejs fik han olie på sin talje, da han hældte olien op de ivrige arbejdende maskiner, der lavede dimsedutter i forskellige størrelser. Nu sugede underbukserne så godt de kunne. Han fandt en kost og begyndte at feje det fugtige savsmuld fra omkring maskinerne sammen, og hentede til slut skovlen og trillebøren udenfor. Han var ikke helt færdig med at feje sammen og smide i trillebøren da Knud kom ud fra frokostpause, men tæt på.
   "Så er jeg tilbage," sagde Knud og smilede. "Så kan du godt gå til frokost."
   Søren kiggede på sit ufærdige arbejde og sagde: "Okay, jeg er også gået hen og er blevet sulten. Jeg gør lige færdig, så holder jeg frokost."

Han skyndte sig at feje det sidste savsmuld sammen og kørte trillebøren udenfor til containeren, og fik tømt trillebørens indhold i en fart. Undervejs mærkede han hvorledes hans ene sok gled rundt i sikkerhedsskoen, fordi der var kommet olie ned i skoen. Han satte trillebøren og skovlen på plads og gik indenfor til pause, efter at have blæst sig af med en luftpistol. Han smed den fugtige twist ud og vaskede så sine arme og hænder med sæbe og fik sig tørret af ved den store papirs rulle. Han var den sidste der var kommet ind til middagspause, men han skulle jo lige være færdig med sit arbejde først.
   Madkassens kedelig indhold blev hurtigt opvejet af en frisk krus kaffe, og han mærkede hvordan benklæderne klistrede sig benene med alt det olie der var blevet spildt. Der var ikke noget han kunne stille op med det problem før det blev fyraften, og måtte affinde sig at være fugtig resten af eftermiddagen.

Fødderne summede let da han smækkede dem op på den frie stol ved siden af ham, så han sad med ryggen ind imod muren. I ny og næ sippede han til kaffekruset, mens der var stille i frokoststuen og inden længe var det blevet tid til at gå tilbage til arbejdet. Pausen havde fløjet afsted, men han priste sig lykkelig over at han havde været i stand til at hvile fødderne.

Da han kom ud, var Knud i gang med at strø friskt savsmuld ud til omkring maskinerne fra trillebøren. Søren hjalp til, og snart så der nydeligt ud, og derefter hentede han nogle flere metalstænger til bearbejdelse i maskinerne af diverse metaldippedutter og dele.
   Efter en lille time kom direktøren gående med nogle fine klædte mænd. De var fra Frankrig og så sig omkring, mens de smilte og hilste på. Søren forstod godt at de smilte, de var idet mindste ikke våde ind til livet af fiskeolie.

Metalspånerne hobede sig op ved de forskellige maskiner og Søren tømte dem løbende, mens gæsterne havde set nok, og var flygtet ind på kontoret sammen med chefen, hvor decibel ikke larmede fra maskinerne.

Engang i mellem tjekkede Søren om spanden under drypspanden havde afgivet olie, og hældte det tilbage til maskinerne eller hentede mere olie udenfor efter behov. Pludselig var eftermiddagen gået og gæsterne havde på et eller andet tidspunkt igen forladt kontoret.
   Søren spildte yderlig olie på sig selv for han var ung og klodset anlagt, for spandene med olie vejede trods alt en pæn sjat alligevel.

Det var blevet tid til fyraften og der blev lukket ned, og Søren de andre skulle i bad. Da han tog det fugtige tøj af så han hvordan huden på benene glitrede med olie, og elastikken i underbukserne og sokkerne var blevet slappe. Men det var han blevet vant til. Næsten alle hans underbukser havde efterhånden udviklet slap elastik ovenpå disse oliebade, og sokkerne fulgte godt efter i farvandet.
   Han gik under bruseren og sæbede sig godt ind, men det var som om olien var gemt i hudens porer og ikke ville ordentlig ud.

Selv efter han var blevet færdig med badet og havde tørret sig, følte han sig ikke ordentlig ren. Men det var der ikke noget at gøre ved. Han skulle jo hjemad, så han kunne komme ud og handle og pleje sit trætte legeme efter en slidsom dag. Han ville få noget godt aftensmad og slappe af og nyde resten af dagen. Så kunne dagen i morgen kunne byde på flere oliepletter på arbejdet, men indtil da ville han have tørt tøj på om end ikke. Det ville nok suge lidt overskydende olie fra huden som altid, men selv efter at have fået tørt tøj på, kunne han ikke ryste følelsen af sig at være våd og et eller andet sted klam til mode.

Måske skulle han sige op, så han kunne få en sundere hud, der ikke var olieret selv efter arbejde, men hvad skulle han mon så lave i stedet? Det var vel ikke for sent at tage sig en uddannelse, han var trods alt kun 19 år gammel og ansat til mindsteløn.