Fredag og lørdag.
Dagen forsvinder, og aftenen bliver til brudstykker. Fragmenter jeg ikke kan holde styr på. Jeg kan huske jeg taler med Jens, men jeg har ingen erindring om samtalens indhold. Vi aftaler et eller andet. Er joviale. Det gør mig rasende, at livet bliver ved med at sparke mig ned. Kaffekanden er fejet over i hjørnet. Smadret. Jeg er våd af rødvin, og har blod på hænderne.
Det er godt at kaste op.
I drømmen er jeg hele tiden ved at falde. Der må være masser af ting at holde i, men lige nu kan jeg ikke finde dem. Jeg vakler. Har kun fat med to fingre. På det alleryderste. Nogen råber, men det giver ingen mening. Jeg knuger hænderne, men der er ingen kraft. Alting giver efter. Mit greb glider. Under mig åbner afgrunden sig.
Jeg åbner øjenene. Forvirret. Det er lyst. De første par sekunder giver det jeg ser ingen mening. Så bliver jeg klar over at jeg ligger med næsen få centimeter fra kanten af sofabordet. Jeg ruller om på ryggen, og kigger op i loftet. Er øjeblik er alting godt, så husker jeg det hele. Kvalmen ruller hen over mig, og mit hvæsende åndedræt bliver igen en del af mit liv. Jeg bliver liggende og kigger på loftsbrædderne. Gamle og mørnede. Ormædte. Som jeg selv. Tyndslidte.
Formiddagen i sommerhuset er kold. Iskoldt. Kold og klar og ren. Fri for fremmedlegemer og sygdomme. Jeg forestiller mig, at hvert eneste åndedrag i de kolde rum renser mig. For jeg er tilsvinet. Besudlet. Døende. Fuld af urenheder og bakterier. Ædt op. Alt trives i varme. Kulde er renhed.
Næste gang jeg vågner er jeg klarere.
Jeg har ingen idé om hvor længe jeg har sovet. Langsomt sætter jeg mig op i sofaen, og konstaterer at jeg har sovet i mit brækplettede tøj. Alt for længe. Jeg har ikke overblik over hvornår jeg har været vågen. Drøm og virkelighed er gledet sammen, og et øjeblik tænker jeg på om jeg rent faktisk faldt.
Jeg er sulten, og åbner en flaske rødvin.
Havedøren står åben, og jeg sætter mig på en stol i døråbningen. Den kolde luft gør mig godt, og mit hoved bliver klarere. Min ånde hænger trægt i døråbningen. Jeg bilder mig ind at min vejrtrækning bliver en anelse bedre, og at kræften skrumper en lille smule i kulden. Skoven er kun 50 meter væk, og solen står lavt over trætoppene. Det må være sidst på eftermiddagen. Jeg har ikke overblik over hvad dag det er. Hvor meget mad og alkohol jeg har tilbage. Eller hvad jeg lavede i går.
Eller dagen før.
Jeg husker det simpelthen ikke. Eller kan ikke skille det fra hinanden.
Jeg tænker på Katrine. Min lille pige. Hun ringede den anden dag fra SFOen. Fortalte glædesstrålende at hun skulle være en blomst i et skolestykke. Snakkede om alt og ingenting. Spurgte mig om hvornår hun skulle hjem til mig, og sagde så fuldstændigt umotiveret farvel.
Så var hun væk igen.
Jeg forsøger ikke at tænke på det. Det gør mig ked af det.
Jeg sidder med brevet til hende i hånden. 25 håndskrevne sider. Skrevet som de er tænkt. Fyldt med overstregninger, ændringer, vinpletter, tilføjelser. Måske vil hun engang kunne fornemme pauserne. Desperationen. Siderne tog mig uger at skrive. Mest om natten, med ordene og minderne sejlende forbi mig. Som solpletter på en støvet markvej. Varme. Flygtige.
Jeg har forsøgt at fortælle hende essencen af mit eget liv. Et testamente af ord. Alt det jeg ikke kan fortælle hende når hun bliver ældre. Svare på de spørgsmål hun ville have stillet mig, havde jeg været i live. Fortalt hende hvor højt jeg elsker hende.
Jeg har bedt hendes mor give hende brevet når hun er klar. Måske vil hun gemme siderne, og læse dem når hendes første kæreste forlader hende. Når hun bliver gift. Når hun skal være mor.
Lige nu virker det uvirkeligt. At hun en dag skal sidde med brevet i hånden. En splint af hendes far. Fastfrosset.
Jeg samler forsigtigt siderne, og skubber dem tilbage i kuverten.
Søndag.
Den har stukket hovedet rundt om hushjørnet, og kigger undersøgende på mig. I et par sekunder mødes vores øjne. Så bliver den enig med sig selv om at jeg ikke er nogen trussel. Den smyger sig dovent rundt om hushjørnet. Stor, sort og velnæret. Efter et par skridt langs husmuren, stopper den og snuser uinteresseret til et vissent græsstrå.
Jeg lægger kuverten fra mig, og læner mig lidt frem. Katten lægger sig et par meter fra mig, og kigger sløvt på mig. Som om den kender mig. Et øjeblik bliver jeg i tvivl om jeg drømmer. Om det er den samme kat. Så er det som om tiden springer 40 år tilbage. Til mit barndomshjem. Før jeg udviklede kræft og allergi imod alting. Den kat vi havde dengang kom altid rundt om hjørnet på samme måde. Stor, sort og velnæret. Den blev næsten 20 år gammel. Fulgte mig over alt. Min første kæreste elskede den kat. Jeg elskede hende. Det var længe før jeg blev syg. Længe før jeg overhovedet tænkte på sygdom og død. Min egen død.
I gymnasiet drak naboens far sig ihjel. De sagde at alkoholisme var en dødelig sygdom. Dengang troede jeg på dem, men kun ind til jeg fik kræft. Det er som om de tykke, de fordrukne, de spillegale, de sexgale, alle sammen leder efter en undskyldning for hvorfor de gør som de gør. Måske leder vi i virkeligheden alle efter den samme undskyldning. Ind til man får kræft. Dødelig kræft. Så leder man ikke længere efter undskyldninger. Så leder man efter svar.
En pludselig indskydelse får mig til at tage katten op. Jeg klør den bag ørene, og begraver mit ansigt i dens pels. Sådan bliver jeg stående, mens varmen fra den langsomt spreder sig. Jeg kan mærke min vejtrækning bliver tungere. Mere anstrengt, mens mine luftveje lukkes. Det gør ikke noget. Det eneste jeg hører er kattens spinden der bliver højere og højere. Overvældende. Uimodståelig. Ind til den fylder alting.
Epilog.
Jeg ligger med kinden imod gulvet.
Det er glat og varmt. Solen skinner ind på mit ansigt. Der er som om jeg kan høre børnelatter. Jeg ved at jeg snart skal se Katrine igen. Døren ud til haven står åben. Den døråbning, der er det bedste sted i verden. Jeg kan se græsset der langsomt vejer i vinden. Insekter der summer. Og ind imellem insekterne, svæver de gule sider i mit brev. Jeg forsøger at tælle om alle siderne er der, men det er umuligt. Det gør heller ikke noget.
Min vejrtrækning er langsom og rolig. Lydløs. Stille og roligt fylder jeg lungerne med den klare luft. Helt ud i lungespidserne. Det er som om hvert eneste åndedrag renser mig. Klarer min hjerne.
Jeg lukker øjnene og mærker forventningens varme glide ind over mig.
Solskin.
Snart.