Det var fint vejr udenfor denne eftermiddag. Specielt ude på landet. Brian var dog indenfor lige i øjeblikket. Han havde lige forladt sit værelse efter at have leget med metalbiler. Der var relativt stille i huset selv om moren var i køkkenet og han gik ind i stuen. Han overvejede at se noget tv, men da han slog blikket rundt i stuen, fangede noget hans blik. En blå plastiklighter var blevet efterladt ved siden af telefonen med drejeskiven. Skulle han mon have lidt sjov med den? Ja hvorfor ikke. Han proppede hurtigt lighteren i lommen og tog sko på ude i gangen, for så at gå udenfor. Han kiggede på den gamle stald, der var nedlagt. Der havde førhen været køer i den, men nu stod bygningen bare og forfaldt med sine røde mursten. I modsat ende af stalden var der et gammelt høloft, hvor edderkopper og andet kryb følte sig godt hjemme.
Siden Brian og hans mor var flyttet ind hos minkavleren og hans søn var livet ude på landet blevet ganske fredsommeligt. Minkavlerens søn havde to katte som Brian ikke kunne huske navnene på, for Brian var kun otte år, og navne var ikke så vigtige.
De to katte så Brian da han kom udenfor ville den ene kæles, og fulgte efter ham over til høloftet. Han gik ind ad porten og fandt lighteren frem. Han betragtede den i smug, tændte den og så på flammen. Brian kiggede rundt og så på muren af halmballer, hvor der var huller ind her og der, og slog så blikket over på en halmballe der lå ikke ret langt fra ham. Igen tændte han lighteren og betragtede flammen. Han kunne godt regne ud, at han normalt ikke ville få lov til at lege med en lighter, så dette var en forbudt leg. Men hvorfor dog det?
Den blå plastiklighter virkede komplet ufarlig, men samtidig virkede flammen så intens, nærmest hypnotiserende. Han tændte atter lighteren og så på flammen, denne gang i længere tid, indtil den blev for varm. Hans tommelfinger gav slip på den røde dut man skulle holde nede. Hans små læber pustede på lighteren så den kunne køle af.
Belysningen var halvdunkel inde på høloftet, så han kunne rigtig nyde og påskønne den lille flamme, som sprang ud fra lighteren. På jorden fandt han et enkelt halmstrå som han tog op og satte ild til. Han holdt halmstrået til det næsten brændte hans fingre, så smed han det på jorden og trampede ilden ud.
Han kiggede rundt og fandt en halmballe i ben højde. Brian gik hen til den og satte sig ned ved siden af den, og tændte så atter fyrtøjet på et enkelt halmstrå. Der gik ild i det knastørre halmstrå øjeblikkeligt, og Brian rejste sig og trampede ilden ud.
Det var der ikke nogen, der ville opdage. Her kom jo aldrig nogen, og han havde jo situationen under fuld kontrol, så længe han kunne trampe ilden ud med sine gummisko.
De to katte så nysgerrigt på ham og han kælede dem på skift. Han fik øje på et hul i halmballevæggen og proppede skiftevis kattene ind i hullet. Han var sikker på at de hyggede sig. Han gjorde i al fald. Kattene affandt sig med situationen for hullet var jo spændende. Men Brian syntes der var for mørkt i rummet og tænkte at kattene skulle have noget lys, så de kunne se hvad de fortog sig i det halvdunkle rum. Over hullet hvor han havde stoppet kattene ind, tændte han et halmstrå, og ventede et øjeblik.
Ilden åd begærligt dets vej ind til halmballen og bredte sig med lynets hast. Brian gik i panik og trampede på halmvæggen, men ilden spredte sig ukontrollabelt, og han indså at han havde mistet kontrollen. Hans hjerte gav sig til at hamre løs mens ilden bredte sig hastigt op ad halvæggen, og blev til et inferno af lys. Han havde ikke længere mulighed for at slukke ilden selv og måtte bide i det sure æble og tilkalde hjælp.
Han løb så hurtig han kunne hen til stuehuset og sjoskede indenfor med sine gummisko, og fandt moren sidde i skødet på minkfarmeren i en stol i stuen.
"Det brænder! Det brænder!" råbte Brian panisk.
"Hvor brænder det henne?" spurgte de to voksne i munden på hinanden.
"Ovre i laden," pegede Brian og skyndte sig udenfor igen, mens der blev ringet til brandvæsenet.
Der kom røg fra staldens tag af og alt blev sort i hukommelsen, mens adrenalinet pumpede rundt. Både minkfarmeren og moren kom ud og så røgen fra taget. På et tidspunkt blev han sendt over til naboen, for minkfarmeren var ikke i venlig stemning. Mens brandvæsenet slukkede ilden, måtte de desværre måtte skyde de to medtagne katte. Brandvæsenet skulle ikke have kommet meget senere før stuehuset også ville have været spist af flammer. Så det var heldigt at der blev reageret i tide.
Aftenen faldt på ovre hos naboen og politiet kom og spurgte Brian ind til hvad der var forgået, og han forklarede politiet, at han blot ville give kattene noget lys. Den aften sov han ovre i stuen hos naboen, og han tænkte på hvad han skulle sige til minkfarmeren. En simpel undskyldning dækkede ikke over denne gerning, så meget vidste han. Dagen efter ringede moren til naboen. Brian måtte han godt komme hjem igen, men skulle nok undgå minkfarmeren for så vidt muligt, indtil han blev glad igen.
Efter ildebranden blev en ny stald til grise opført, og Brian skulle nu dagligt til at muge ud blandt svinene. Det var en tjans han ikke var tilfreds med, men han kunne godt se at den var selvforskyldt, og brokkede sig ikke højlydt over den. Hvis han bare ikke havde leget med ild, var dette aldrig sket. Nu ventede der et dagligt helvede i grisestalden så langt dagene rakte.
Brian var fremover stadig betaget af ild når der blev tændt cigaretter og stearinlys, men nu havde han fået respekt og en lektie for livet.