Baggrunden for skudår blev fundet tilbage i Romerriget, hvor jorden var 365 en fjerdedel dag om at rejse rundt om solen. Så med hvert et år blev der en kvart dag i overskud, og derfor opstod der en skuddag hvert fjerde år. Førhen var der to dage med den 24. februar, men det blev ændret i den gregorianske og julianske kalender til 29 dage frem for 28 dage. Her den 29. februar 2024 var det altså blevet skudår igen, og Cuno havde fødselsdag netop på den dag. Han var blevet født i 1972 og var fyldt 9 år, hvis man kun talte skudår med, men var 52 år gammel hvis man skubbede den 29. februar til dagen før den 28.
Cuno følte sig ungdommelig for det meste af tiden og teede sig ikke som en på hverken ni eller 52 år gammel, men et finurligt sted imellem. Han var udadvendt havde et godt job, masser af venner, en kærlig familie, kæreste og to børn, men var ikke gift da han ikke troede på ægteskaber. Lidt skeptiker var der trods alt begravet i ham, og han lod sig for det meste styre af sine impulsive adfærd, som indimellem ledte til småproblemer. Men det var ikke noget alvorligt. Livet behandlede ham godt, og han var tilfreds med sit liv som han førte det. Men det var som om der til tider var noget i vejen i livet, noget som han ikke kunne sætte fingeren på.
De ni lys i lagkagen og var mest ment som en spøg, men Cuno tog det alvorligt, da han mente det var hans oprindelige alder der for en gang sin skyld var tale om på en eller anden led. Det kunne selvfølgelig ikke passe han kun var ni år gammel fanget i en to og halvtredsårig krop. Men han lignede en et sted i tyverne - ja han havde en lidt udefinerbar fremtoning.
Årene gik forbi, jobs blev udskiftet med hinanden, bankopsparingen voksede, de to sønner, Mark og Kevin voksede sig store - flyttede hjemmefra, kæresten Irene og venner falmede for hans øjne, men han forblev ungdommelig af både krop og sind, altid parat til at prøve noget nyt. Alt falmede, bare ikke Cuno. Han forblev den samme. Kropsændringerne var så små at de var ubetydelige.
Mange år gik forbi og i 2054 havde Irene udtjent sin værnepligt på jorden, da cancer tog hende. Hun blev 77 år gammel. Cuno elskede hende til sit sidste åndedrag, mens han stadig til forundring lignede en ung gut et sted i tyverne, da deres veje skiltes. Den sidste tid troede mange der var tal om mor og hendes søn i forholdet. Det havde de tit skændtes om, men kunne ikke nænne at gå hvert til sit for kærligheden var stor. Hans unge væsen var altid var friskt og i fuld vigør, og han var et af den slags mysterier man ikke normalt støder på.
Fordi han var fyldt 77 år, blev han sendt på pension, men kunne ikke holde sig i ro, for han fungerede upåklageligt. Inden for få år havde han uddannet sig og stiftede sin egen virksomhed inden for net branchen. Her kunne han holde sig mentalt aktiv og havde altid havde noget at lave. Han lavede hjemmesider og rådgav kunder og fik kronede dage som selvstændig, og så sig ikke tilbage. Alt blomstrede på nær kærligheden.
I 2060 fyldte han 88 år, eller 18 skudår, men lignede stadig en ungdommelig knægt. Det var som tiden var stoppet i hans ældningsproces. Efter Irenes død var han alene og rastløs. Cuno søgte med lys og lygte efter en ny soulmate, men hans ungdommelig udstråling kontra de 88 år han var gjorde det besværligt at finde en ny kæreste, der kunne matche ham på nogen måder. Han indså at det var på tide at gå nye veje og søgte kærlighed blandt ung kvinder, hvor det ene forhold efter det andet fejlede når han fortalte, at han var 88 år gammel. De troede naturligvis ikke på ham før han fremviste sit sygesikringsbevis og dåbsattest, hvilket endte det ene forhold efter det andet - for han var jo et misfoster.
Ved et tilfælde fandt han Clara på nettet, der også var et barn af et skudår. Hun var født i 1976 og altså 17 år i skudår, men 84 år omregnet til den 28. februar. Clara var også ungdommelig af både krop og sind, og det var som om skæbnen havde ført dem sammen. De gjorde alt sammen og var meget lykkelige i tiden fremadrettet og flyttede snart sammen, og levede meget lykkeligt i mange år.
I 2072 var det igen skudår. Cuno fyldte 100 år eller 21 skudår og kærligheden blomstrede mellem ham Clara. Samme år begravede han sin søn Mark som var død af naturlige årsager. Han blev 82 år gammel. Kevin blev begravet tre år efter i 2077, 85 år gammel. Det var af Alzheimer der tog livet af ham. Det var tungt at begrave sine børn der var blevet gamle, mens Cuno forblev ung, men heldigvis havde han Clara ved sin side til at støtte ham igennem den hårde tid. Af en eller anden årsag kunne de ikke få børn selv om de ihærdigt prøvede, men havde heldigvis forsat deres kærlighed til hinanden og den var større end nogensinde.
Årene gik forbi som langflygtig blæst på kinden og i år 2084 kunne Cuno fejre 120 år eller sit fire tyvende skudår, og Clara sine 116 år eller treogtyvende skudår, og det gik ikke stille for sig. Ham og Clara gik i byen og festede som der ikke var nogen dag i morgen, stadig ungdommelige, og fik lidt for meget at drikke. Desværre besluttede Cuno sig at sætte sig bag rattet på bilen, og hjemad fra byen gik det galt i et færdselsuheld, hvor han og Clara blev dræbt på stedet.
Hvis det ikke havde været for den skæbnesvangre aftenkørsel, så var det ikke til at sige hvor gammel Cuno og Clara kunne have være blevet. De døde i al fald ungdommelige som et sted i tyverne, selv om de reelt set var mere end hundrede år gamle og foruden nogen skavanker. Selv det mest forunderlige og bizarre forgå med et øjenblink. Moralen er, at man ikke skal tage noget for givet, selv om fremtiden ser lys ud.