Kære dagbog,
jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke hvorfor det er så svært. Hvorfor det stiløse land altid bliver asfalteret. Hvorfor mit tastaturs space-bar sidder fast, og diverse bogstaver ind imellem gentager sig. Jeg forstår det virkelig ikke. Men jeg ved at jeg kigger mindre og mindre på tastaturet når jeg skriver. Det er en daglig kamp, for jeg har ALTID haft mere lyst til at tegne. Og dog. Når først jeg gør det, indser jeg at jeg er alene. Altså, som i virkelig alene. At musikken bare er død fysik. Vibrationer. Elektroner. Måske også protoner og neutroner, men jeg ved det ærligt talt ikke. Netop nu hvor jeg, her kl. 03:28, skriver IKKE, har jeg lyst til ik at gøre det. For jeg ved det jo. Jeg vidste præcis hvad jeg ville skrive nu. Og alligevel gjorde jeg ikke. Det er som når penslen, ikke blyanten, i gamle dage fik sit eget liv. Som når jeg, engang imellem, nyder opvasken. Nyder at feje med kosten. Nyder at gå. Nyder at trække vejret. Fordi jeg gør det automatisk. Mekanisk. Men ikke i ring. Ikke gentagende, men som var det en ny bevægelse, for første gang nogensinde. Trods mit hoved, ømt og øjnene der burde være dødtrætte, har hovedpine. Men det forsvinder når jeg... prik prik prik. Plet. Plet. Plet. Jeg tror jeg engang havde en killing der hed Plet. Killing af Gumle, Mille eller Kitji.
Kitji...
Jeg havde håbet at undgå at skulle fortælle følgende historie på skrift, for allerede nu, kl. 03:32, begynder bogstaverne at blive mindre automatiske. Stavefejlene begynder og slutter forrige flow. Øv. Altså, øvelse.
Okay, Kitji... Hun, den sødeste og smukkeste hunkat, er død for mange år siden. Jeg starter ud med at sige dette, fordi følgende er en trist historie, så hellere få det på plads med det samme - hun blev kørt over, og jeg så hendes lig; hvordan hun var flad. Verden er så fucking ulækker. Uretfærdig og tarvelig. Altid er den en kniv i ryggen. Altid er det de bedste venner der fører den. Og drabet, altid en elsker. Men hun led. Hun var en ulykkelig kat, og her kommer hvorfor. I dag d. 28/3 2021 har været en god dag, efter en lortedag igår, selvmordstanker og søvnløshed. Og jeg har lige nu energien til at skrive, med mad i maven og te i tekoppen (ingefærd med sødetabletter - jeg burde bruge honning, men det er dyrt, og jeg laver en kande hver gang af hvert brev, mmmmmmm, det så lækkert, ligesom Nujabes musik jo mere jeg hører den). Og nikotintyggegummi til senere, med frugtsmag og 4 mg. så trængen til at ånde igennem en smøg forsvinder.
Det var sommer, og jeg sad indenfor i barndomshjemmet. I samme sofa som et af min pædofile mors seksuelle overgreb foregik på. Nu jeg tænker over det og reflekterer tror jeg faktisk det var i lænestolen ved siden af, uden at vide hvorfor. Det må være min underbevidsthed der som altid spiller med på musikken. På tasterne der igen flyder, som svømmede jeg med strømmen og ikke imod. Eller omvendt, dont know, dont kage. Okay, vi prøver igen.
Det var varmt, alt for varmt til at sidde foran fjernsynet, men jeg var bange for at nogen skulle se tykke og klamme mig. Min tudegrimme storetå og mit grimme fjæs. Hvordan jeg altid følte at tårer kradsede bag øjenlågene. Kradsede for at komme ud, trods de vidste at de sad på livstid. Idioter. Hvis så bare de var af vand og ikke olie. Men det kræver mod at omdanne. Det kræver en indsats. Det vidste jeg ikke dengang.
Jeg kedede mig. TV var noget andet dengang, nemlig dødssygt. Det er det stadig, men statistiker siger noget andet. Pludselig hørte jeg, dengang i barndomshjemmet, et katte-mjav, dér i stuen hvor døren til haven stod åben på viid gab. Vi havde i huset 2 katte; Mille og hendes søn Gumle. Mille var kommet til huset en dag og blevet, og trods huset var hendes, havde hun flere huse, da hun var ganske vild. Gumle var også vild og havde altid ar, flænger og halve øre, men en appetit ud over det sædvanlige - han var blid og elskede at blive aet, og jeg husker ham ikke som decideret grådig overfor hans søskende der alle blev solgt, men han var bare god til at mjave og lokke mere og mere mad i skålen - han var ENORM! Og så dejlig, altid kælen, tryg og hyggelig, omend hans sår stank helt forfærdeligt.
Det var Gumle der mjavede ude fra haven, men jeg var doven og blev siddende. Han kom ind i stuen og mjavede, men ikke en mjaven af sult. Jeg ved ikke hvordan men jeg vidste at han ville vise mig noget. Årvågent for om nogen skulle se grimme mig sneg jeg mig med Gumle ud i haven, hvor han til min rædsel gik over mod naboens garage. Naboen var frivillig brandmand, men han og mine forældre havde dengang en fejde kørende, og jeg var bange for ham og hans sønner. Det var Gumle ikke.
Jeg sneg mig derfor, med Gumle som beskyttelse, ind i garagen. Gumle kendte vejen, tydeligvis, vidste hvordan man som en ninja sneg sig derind, trods han ikke normalt sneg.
Dér i garagen så jeg Mille. Hun sad foran en blodpøl. Min mave ryster lige nu, og jeg... ryster fingrene, tager en dyyb vejrtrækning. Dér sad Mille. Klokken er i skrivende stund 03:57. Mille sad med et killingehoved ud af munden, og rester foran sig. Hun så mig i øjnene og så bare dum ud. Fuldstændig hjernetom. Jeg elskede hende ellers, hun var ikke særlig kælen men hyggelig nok, når hun ville og hendes mave var fyldt. Jeg var i chok. Jeg havde set mange døde dyr i Indien (!), men ikke Mille. Og ikke frisk blod. Og ikke et killingehoved.
Pludselig hørte jeg det mindste mjav jeg har hørt i mit liv. Jeg indså at Gumle ikke kiggede på Mille og killingehovedet, og hans blik, som han sad dér ved indgangen til garagen i nærmest lotus-stilling, hans blik førte mig til en afkrog i garagen. Mille løb nu ud af garagen tror jeg, med hovedet. Jeg gik over til hjørnet af garagen hvor den lille skræmte mjaven kom fra, og Gumle blev siddende, slikkende en pote nu. Jeg så, under nogle gamle møbler, at en lille bitte sort kat med en hvid plet i ansigtet sad og RYSTEDE!!!
Hun rystede som fik hun stød. Hun kunne ikke have været særlig gammel - jeg havde set mange killinger, og hun var IKKE særlig gammel. Jeg satte mig, som jeg havde gjort før, i lotusstilling og gjorde alt jeg kunne for at slappe af, med hjertet ræsende afsted og stadig i chok vel. Fordi at katte først kommer hen til en når man er afslappet, og jeg fulgte mit instinkt. Killingen var tålmodig, og mjavede ikke mere. Pev ikke mere. Liiiiiiige så stille, jeg ved ikke hvor længe der gik, kom hun hen til mig. Jeg kan huske at jeg var bange for at naboen skulle komme og se blodet og mig, og... vel slå mig ihjel, eller værre endnu - slå.
Killingen kom hen til mig, stadig rystende og næsten ude af stand til gå, og jeg samlede hende op blidt. Hun klamrede sig med sine små klør til mit tøj, og jeg gik hjem i stuen, uden at snige for Kitji var begyndt at slappe af og ikke ryste, så bevægelserne skulle være flydende. Hjemme i stuen, i barndomshjemmet, blev fjernsynet slukket og en ny ven fik opmærksomhed.
Min søster gav alle vor dyr navne, fordi jeg aldrig havde forslag (pånær Gumle vistnok, men det er en evig diskussion). Og hun gav Kitji navnet Kitji, fordi at hverken hun, min far eller min mor, eller nogensomhelst gæster, kunne li Kitji - kun mig og Gumle elskede hende, så vidt jeg ved. Det var fordi at hun ALTID trak kløerne hvis man aede hende - hun var IKKE til at ae, pånær af mig og Gumle, men med årene fik heller ikke jeg lov; jeg aede hende alligevel, mens hun bed og kradsede, men det var aldrig slemt. Ind imellem bed hun til og løb så sin vej - og ind imellem bevægede hun sig selv under hånden eller langs benet.
Men i huset boede Mille stadig, og de 2 hunkatte HADEDE hinanden. Inderligt hadede hinanden. Gumle elskede dem begge. Både Mille og Kitji fik mange, mange, MANGE killinger i årenes løb, som vi altid ville sælge men altid endte med at give væk (de sættes til salg når de er gamle nok, for at se om 'køberne' er gode nok til dem, og er de får de dem gratis - simpel test; har de ikke råd til at købe, har de heller ikke råd til at vedligeholde).
Med årene blev Mille og Kitji også lige så stille tolerante overfor hinanden, særligt fordi Mille havde flere hjem, hvorimod Kitji vist kun havde os. Trods hverken min far, mor eller søster særligt godt kunne li hende og hendes tænder og klør, så holdt de alligevel af hende, for hun var usædvanligt smuk - forsigtig, men derfor også sjældent beskidt. Og når hun var beskidt, når resterne af en mus, en fugl, noget foder eller noget græs sad i hendes stærke pels, så stod jeg og Gumle klar, mens Mille fandt et andet hjem. De er alle begravet i haven i dag, i barndomshjemmet jeg ikke vil sætte fod i lige foreløbig. Vi havde i øvrigt også en hun-hund der fik masser af hvalpe, men det er en anden historie, for hun var en trist hund og det magter jeg ikke lige nu. Andet end at sige at jeg er lige så meget til hunde som til katte, når bare de holdes mætte, får motion og ikke chokeres alt for ofte. Et skønt album på youtube er denne titel "Concentrate Your Mind ☯ Asian Lofi HipHop Mix" - klokken er 04:23 her