Rumlen i maven kommer advarende. Han holder op med at gå, bøjer sig lidt forover og tager sig til maven med den grønne benzindunk i hånden som om det skal hjælpe. Så kniber maven voldsomt og der er ikke nogen vej udenom. Han kan se bilen bag dem, men langt fra nå tilbage til den for at søge læ for trafikken. Han slipper datterens hånd og går et par skridt borte inde i vejsiden. Hun ser uforstående på ham da han lyner sin sorte jakke op.
"Hvad laver du far?"
"Ikke nu Sille," sætter han benzindunken ned på græsset, knapper op og hiver cowboybukserne ned og sætter sig på hug. Forbipasserende biler dytter i akut væmmelse som om det hjælper på situationen. Akavet smiler han, og prøver på at skynde sig. En stor lang prut efterfulgt af et par mindre finder vej.
"Aj, far altså," begynder hun at smågrine.
Kuløren i hans hoved bliver rødlig som han sidder dér og ser skyldig ud imens dytteriet forsætter ufortrødent. Benene svajer lidt så og han bruger den ene hånd til at støtte sig med på græsset. Der er næsten vindstille, men han får stadig lidt gåsehud når der kom en lille brise i ny og næ. Missionen synes tage evigheder og som han sidder der forbandede han sin mave, den tomme benzintank og de forbipasserende bilister.
Langt om længe bliver han færdig med sit nødtørften og får atter cowboybukserne på. Han samler benzindunken op og rækker sin hånd ud efter Sille.
"Aj, ad!" fniser hun.
"Det er okay, jeg har ikke tørt mig bagi med den hånd. Jeg har ikke lavet pøller alligevel. Det var kun luft der kom ud."
Efter hvad hun havde set, så havde han slet ikke tørret sig med noget som helst, så der kunne være noget om snakken. Hun skal ikke nyde noget alligevel og ser hvordan han kradser sig i skægstubbene på hagen.
"Skal vi ikke ringe til mor?"
"Nej det er ikke en god idé. I hver tilfælde ikke lige nu. Måske lidt senere." Han rækker tomlen opad mens han går sidelæns. Sille aber hurtigt efter.
"Det er godt min skat. To hænder er bedre end én," smiler han.
"Far, tror du at der er nogen der gider at stoppe?"
"Jeg ved det ikke. Lad os håbe på det bedste," siger han kærligt.
At ringe til moderen ville formodentlig være årets dårligste idé. Han skulle ikke nyde noget af at fortælle, at han at de var strandet på vej hen til hende, fordi han ikke havde fyldt benzin på. Han ville blive korsfæstet og blive stemplet uværdig til at have Sille i sin varetægt.
De tomler et stykke tid uden held og humøret svinder ind, lidt efter lidt. Bilisterne virker kolde og følelsesforladte jo flere der passerer.
Sille stopper uventet op.
"Far, jeg skal på tisse," siger hun dæmpet og kigger opsøgende på ham, som om hun beklager ulejligheden. Han virkede næsten glad over at blive bragt ude af fatning, for de var løbet tør for samtaleemner og at tomle virker monotont og foruden håb.
"Så går vi lidt ind til siden, så du kan sidde på hug. Jeg skal nok prøve at skærme lidt af med min jakke, "siger han og tager sin jakke af, parat til at beskytte sin datter mod omverden.
Lidt modvillig over situationen får hun sin røde jakke op åbnet, får knappet den blå cowboynederdel op med lidt hjælp og tager de hvide strømpebukser ned og sætter sig på hug. Hun er ved at tilte, så hun må også støtte sig til græsset, mens faderen skærmer for bilisterne så godt som det nu er muligt. Men det er nemt at forstille sig hvad der forgår selvom der er nysgerrighedsværn oppe. Ikke et spinkelt dyt bliver til fra bilisterne, så noget gør de vel rigtigt. Eller også var der blot forskel på børn og voksne når der kom til toilet i naturen. Hun bliver hurtig færdig så han får sin jakke på igen.
De tomler lidt igen. Hendes lange lyse hår småflagrer lidt fra tid til anden når der kommer en brise forbi - for det meste forårsaget af forbipasserende biler. Hendes smil er forsvundet ovenpå gåturens strabadser, men hun brokker sig ikke åbenlyst. Hun går dog ikke så stærkt længere som til at starte med, og faren er klar over at de lever på lånt tid.
Hvordan kunne han dog fejlvurdere hvor langt bilen kunne køre på den slat benzin der var i tanken. Han blev klar over han var for naiv og godtroende, og at det måtte ophøre fra og med i dag. Det skal nok gå alt sammen min bare røv. Se bare hvor det har bragt dig, tænkte han. Hans blafrende tommelfinger blev mere fast i det som om han sagde: "Jeg mener det sgu. Giv nu et lift for filen da." Det måtte for pokker da give pote hvis de blev ved med at tomle.
Ud af intet bliver hans bønner hørt, og han føler sig lettere overtroisk et øjeblik da en sølvgrå Toyota Avensis blinker pludselig ind siden. En ældre mand spørger om de skal have et lift. Han ligner en typisk morfar. Virker gammeldags, sympatisk, flink og forstående. Faderen og datteren smiler over hele femøren og takker ja, og han sætter sig i passagersædet i den lune bil og hun på bagsædet. Morfar er iført en hvidternet skjorte, brune bukser og et par udslidte brune ECCO sko. Hans glade humør smitter øjeblikkeligt af.
"Ja, jeg tager jo normalt ikke blaffere op, men jeg tænkte at barnet jo ikke skulle fryse," brummer han lystigt og kløer sig i den tynde lysegrå hårbund.
"Nej, det forstår jeg godt. Man er vel betænkelig af natur, men vi siger i al fald mange tak for liftet. Og ja, det er lidt køligt derude."
"Så er det godt at der er varmt herinde. Løbet tør for benzin?" peger manden på benzindunken.
"Ja det kan man vist godt sige. Den havde i hver tilfælde ikke lyst til at køre længere."
"Tjoh, det er jo om at huske at fodre bæstet med de dyre dråber."
"Ja, det er jo det - og ja det er i al fald dyre dråber."
"Ja det ved godt hvad de vil havde for det de kapitalister," grynter morfar bestemt og forsætter: "De rige bliver rigere og de fattige fattigere. Og det er værre end nogensinde. Næh, da jeg var dreng, var det anderledes tider, men fred være med det," stopper han heldigvis sig selv.
Derefter dør samtalen og de sidder hensunket lidt hen i næsten stilhed. Radioens volumen er så lav at man skal spidse ører for at høre efter hvad der bliver sagt af speakeren. Så melder katastrofen sin ankomst. Farens mave rumler. Manden kigger på faren og smiler. Faren smiler nervøst tilbage og tager sig til maven. Sille skal til at sige noget, men beslutter at holde sin mund da hun ser farens ansigtsudtryk. Han knuger benzindunken, hårdt, bliver rød i hovedet og sidder urolig kortvarig men bliver så helt rolig på en unaturlig måde.
En lugt af lort breder sig i bilen og faren kigger som en besat ud ad vinduet i hans side. Faren ruller vinduet et par centimeter ned og prøver på at virke normal i sin opførelse, men det er åbenlyst at der er noget i gære.
Morfar slukker for radioen og tænder for CD-afspilleren. Noget 60'er musik flyder ud af bilens højtalere og byder dem velkommen til en forsvunden tid. Han skruer en anelse op for musikken og prøver at koncentrere sig om vejen. Lortelugten hænger ved og hærger bilen skamløst. Sille holder sig for næsen og holder vejret kortvarigt, men opgiver snarligt og vrænger i stedet mule.
"Hvor langt skulle i igen? Bare hen til en benzinstation eller hvad?" ruller morfar vinduet ned i hans egen side, og sætter farten op.