Lene kørte så hurtigt hun kunne. Hun ville ønske, at det var Elle, der kørte. Hun var meget bedre til hårnålesving i høj hastighed. Lige nu savnede hun Elle så gudsjammerligt.
   Det var i sidste øjeblik, de havde fået Stefanus gelejdet ud af Restaurant Florens og revet ham ud af politivagternes beskyttelse.
   Stefanus var sunket samme i sædet ved siden af. Han havde tydeligvis feber og kastede op i en brækpose. Men der var langt til AS. Måske var han død, når de endeligt nåede frem...? Det ville være tragisk, verden ville miste en frygtløs stemme.
   Det ville også give uoverskuelige problemer for AS. Selv om det var en hemmelig operation, ville det blive svært at undgå en involvering i en skandale samt beskyldninger om kidnapning. Banbulls bøller ville gøre alt for at knuse AS. En åben krig ville bryde løs.
   Da de nåede frem, havde Stefanus mistet bevidstheden. Han måtte bæres ind til akutbehandling.
   Der manglede en kirurg på operationsstuen og reserverne blev tilkaldt. Anna Polpoli kom ilende. "Han har en alvorlig blindtarmsbetændelse. Der skal omgående indkaldes til operation. Lene, du stå på vagtplanen som 1. reserve kirurg."
   "Hvem assisterer?" spurgte Lene.
   "Det gør jeg, "svarede Anna.
   Det var Lenes første operation. Hun vidste godt, hun var skrevet på som akut kirurg. Hun åndede lettet op, da hun hørte, at det var Anna Polpoli, der skulle være hendes assistent.
   Anna var erfaren operationssygeplejerske. Lene vidste, at hun var den bedste hjælper, man kunne få, hvis noget skulle gå galt.
   Kirurgerne frygtede og elskede Annas udtryksfulde øjne. Når 1. kirurgen ved operationens afslutning rekapitulerede forløbet til journalen, var man aldrig i tvivl om, hun havde 'godkendt' arbejdet. Hun insisterede kompromisløst på, at fejl blev journaliseret og evalueret.
   "Og narkoselægen?" spurgte Lene.
   "Det er Franz," svarede Anna.
   Hun har altid styr på det, tænkte Lene og følte, at noget af presset var taget af hende.
   Tyve minutter senere lå Stefanus på operationsbordet med stigende feber. Betændelsen måtte have bredt sig til bughulen. De koblede ham til sensorerne, der registrerede og loggede de basale funktioner såsom hjerterytme, vejrtrækning, temperatur, blod- og iltprocent. Han blev dækket til med et operationsklæde, så kun hans nøgne maveskind var synligt. Det kunne Lene godt lide, man skulle i den situation fokusere 100% på opgaven. Hvem mennesket var under klædet, var i den forbindelse underordnet.
   Det skulle gribes systematisk an, for menneskets anatomi var fuldstændig ens, fedtlagene kunne naturligvis variere men en blindtarm, sad altid det samme sted.
   Franz lagde ham i narkose. "Så er han din, Lene!" Sagde han alvorligt. Man kunne mærke på tonen, at han sådan ønskede for Lene, at det hele gik perfekt. Han vidste, at 'den gamle' ville dukke op og det irriterede ham. Kunne han da ikke for en gang skyld slippe ansvaret og stole på os, tænkte han.
   Lene identificerede Mc Burneys point, lagde sit snit og skar med skalpellen ned til fedtlaget. Hinder og muskellag blev åbnet og trukket til side. Bughinden skåret forsigtigt op med et snit. Tyktarmen med sit vedhæng, blindtarmen, blev trukket ud, så den var synlig. Blindtarmen kunne derefter underbindes og afskæres.
   Albert Sternmesser var kommet til stede i operationsstuen. Han vidste godt, at det var Lenes første operation, og at Stefanus' liv hang i en tynd tråd. Hvis han døde, ville han stå solidarisk ved Lenes side.
   Lene valgte en langvarig proces, hvor Stefanus, fixeret til briksen, forsigtigt blev manipuleret i gunstige vinkler så betændelsen, der var i bughulen kunne løbe ud og udvaskes. Der blev der skiftevis suget og injiceret med transfusionsvæske med antibiotika. Efter flere timer var infektionstallene faldet i den udsugede væske, og de ville ikke holde Stefanus i narkose længere.
   Da Lene klippede den sidste tråd, fik hun et anerkendende nik, fra Sternmesser og et stort smil fra Anna og Franz. Hun havde bestået.
   De næste dage var kritiske for Stefanus. Han var hårdt ramt. Men behandlingerne med dræn og antibiotika fik ham langsomt i gang igen.
   Lene var glad og taknemmelig for, at han ikke var død. Hun gik over i St. Lukas Klostrets Kirke, for at tænde et lys og takke gud. Det var langt ude, for hun troede jo ikke på guds eksistens... alligevel var det den handling, der lå hende nærmest lige nu.
   Kirken var tom, mørk og stille. Lyset fra tværskibets høje blyindfattede vinduer stod skråt ind fra vest i smalle striber og kæmpede en ulig kamp mod kirkens medfødte mørke.
   Mørket gav lyset sin skønhed, tænkte hun. Som himmelrummets mørkedyb gav stjernerne deres skønhed.
   Hun lagde sig på knæ på bænken foran alteret og krucifikset med den lidende Kristus. Hun kom nok aldrig til helt at forstå den dybere mening og logik vedrørende hans død...
   Hun bad: "Gud, jeg ved ikke, hvordan jeg skal takke for, at jeg kunne redde Stefanus, men tak... gud ske lov tak." Hun mærkede trætheden og ville rejse sig, da hun mærkede en blød hånd på venstre skulder. Det var Elle. "Hvordan går det med Stefanus?" spurgte hun lavmælt.
   Lene drejede sig langsomt mod hende. "Dine bønner hjalp," sagde hun, og smilede. "Stefanus overlever."
   "Din operation var meget vellykket," sagde Elle, og smilede tilbage.
   Da Lene gik tilbage til hospitalet, var hun lettet og glad som hun altid var, når hun havde været sammen med Elle. Elle havde tålmodigt lyttet, da Lene havde fortalt detaljeret om hele operationen. Hun havde begejstret delt det hele med Elle. Hvordan hun havde lukket såret, og syet det sammen med stor præcision. "Jeg er god med nål og tråd, og jeg tror ikke der bliver det mindste ar," havde hun smilende og stolt sagt.
   Hun havde fået at vide, at der kun ville gå få dage før, Stefanus kunne udskrives. Det var en sejr. En sejr over døden. For første gang i sit liv havde hun reddet, ikke bare sit eget og sin families, men et andet menneskes liv. Med tiden kunne der bringes balance i dødens bogholderi. Hun var på rette vej. Hendes skridt var lette. Hun næsten dansede på vej tilbage.
   Pludselig satte hospitalets alarm i gang. Tre korte sirenekald og pause. Hvordan var det nu, proceduren var for tre korte... ? Jo, hun skulle stille på vagtstuen og modtage instruktion. Hun satte i løb.
   En sort Fiat kom drønene med alt for høj hastighed direkte imod hende. Hun måtte i sikkerhed. Med lange skridt og et desperat spring, lykkedes det hende at komme op på stenmuren langs vejstykket. Fiat 'en skrabede mod stenvæggen så gnisterne sprøjtede fra døre og karosse. Tagkanten nåede at ramme Lenes venstre fod...
   Foden var som lammet, eller var den revet af? Hun måtte lægge sig på stenmuren og undersøge foden. Til hendes store lettelse sad foden der endnu, men fuldstændig følelsesløs.
   Manden i Fiat 'en steg ud. Han orienterede sig kort og løb frem mod hende med en skinnende jagtkniv i hånden. Han bar et sort pandebånd med hvide svungne bogstaver 'Justitia Dei'. Han mindede mest af alt om en japansk kamikaze pilot fra Stillehavskrigen i 1944. Lene havde set nok, hun måtte prøve at komme væk. Det var som et mareridt, hun bevægede sig langsomt og kunne kun støtte svagt på venstre fod.
   Han var derimod hurtig. Hun turde ikke vende ryggen til ham. Han fik væltet hende omkuld, og skulle til at støde kniven i hende, da Rolf, portvagtens Schæfer, kom springende og fik fat i armen på ham. Det lykkedes ham at få kniven over i den anden hånd og støde den i brystet på hunden, der faldt sammen med en rallende lyd. Da han trak kniven ud smadrede Lene en sten så hårdt mod hans venstre hånd, at han tabte kniven...
   Nu måtte hun løbe efter hjælp. Hun bed smerten i sig og løb.
   Stefanus! Var det Stefanus, de var kommet efter? tænkte hun oprørt. Døren ind til gangen kunne hun heldigvis åbne med sin kode.
   Displayet ' Operation' var tændt på Sternmessers private operationsstue. Døren var låst, men hun kunne høre de opererede derinde, og at han udstede ordre til gruppen.
   Hun løb ned til Stefanus' stue med bankende hjerte. Hun åbnede låsen med sin kode og sparkede døren op. Indenfor på gulvet lå en mand med pandebånd 'Justitia Dei' skudt i panden med et enkelt skud.
   "Stefanus!" råbte hun og var i tre skridt henne ved sengen.
   Hun rev dynen af og så kun blod.