Voldtægt handler ikke om sex. Det handler ikke om nydelse. Det handler ikke om orgasmen. Det handler om magten og ydmygelsen.
   Det handler om den måde han river mine strømpebukser fra hinanden. Den måde han ikke engang tager alt mit tøj af. Det handler om hans varme, klamme ånde jeg mærker på min kind da han tvinger sig selv ind i mig. Det handler om hans hænder, der holder mine arme nede. Det handler om at han ikke stopper. Det handler om at det eneste jeg mærker er smerte.

Og dog. Lige pludselig føler jeg ingenting. Alt foregår i slowmotion, og jeg ser verden sløret. Hvert tredje sekund får jeg et ryk i kroppen, og jeg ved præcis hvad det er.
   Det er ham. Han opkræver sin mandighed, sin pris.
   Gad vide hvad han føler. Føler han andet end triumf? Føler han bare den mindste smule skyld, da han ser tårerne på mine kinder eller da han hører de kvalte skrig, der nærmest stadig sidder i halsen på mig.

Du føler mig.
   Føler du dig stor? Føler du dig magtfuld? Føler du hvordan jeg desperat prøver at rive dig med mine skarpe negle? Føler du hvordan mine ben langsomt mister kræfter, efter hvad der føles som timevis af protest? Føler du min hud, kold fordi du har gjort min krop bar, da du rev knapperne på min bluse op? Mærker du hvordan du suger livet ud af mig, med hvert enkelt stød?

Ser du mig? Ser du mit ansigt, forvredet i en ked grimasse? Ser du mine blå og gule arme, markeret med ar du har givet mig? Ser du min kind, rød efter alle dine slag? Ser du min nederdel, fyldt med væsker fra os begge? Ser du mine øjne, der stirrer ud i luften, fordi jeg ikke kan holde ud at se på dig?

Hører du mig? Hører du mine kvalte ord? Hører du mine dæmpede skrig? Hører du hvordan jeg tigger dig om at stoppe? Hører du at jeg kalder efter min mor, min far, en eller anden, hvem som helst? Hører du at jeg beder til gud? Hører du at jeg siger undskyld?

Voldtægt handler ikke om dig. Voldtægt handler ikke om mig. Voldtægt handler ikke om os. Voldtægt handler om dem. Dem som mærker suset i maven, når de holder os nede. Dem som tvinger sig ind i vores kroppe, som tvinger sig ind i vores sind. Fylder os med søde løgne om hvordan det hele nok skal gå, mens de nusser os i håret. Men vi mærker det ikke. Vi mærker kun den dunkende smerte, der kommer igen, og igen, og igen, og igen. Og den bliver ved. For de stopper ikke. Smerten stopper ikke.

Jeg går på gaden igen. Men nu går jeg lidt hurtigere. Jeg kigger mig over skulderen, jeg går ikke ned af mørke gader. Mit hjerte banker hurtigere. Jeg tør ikke se mænd i øjnene. Men jeg tør heller ikke at se kvinder i øjnene. Jeg kan mærke at de dømmer mig. De ved det. De ved at jeg var for svag til at gøre noget. Jeg var for svag til at slippe væk. Jeg er for svag til at stå frem og sige noget.

Jeg ligger under en ny mand. Denne gang sagde jeg ja. Jeg gav min tilladelse. Jeg gav ham lov til at føle min krop, smage mine læber, se i mine øjne.
   Gav jeg ham egentlig lov? Hvor går grænsen? Hvornår er det ja, hvornår er det nej? Er det ikke bare ja fra nu af? Jeg er ikke længere ren. Jeg er vel åben for alle. Hvorfor skulle jeg sige nej? Tvinger han sig så ikke bare på mig? Hvorfor skulle jeg sige fra, når de alle har kræften, magten, viljen til at gøre det samme igen og igen. Jeg har ikke længere noget valg.
   Jeg ser ham for mig. Jeg kan ikke længere bevæge mig. Jeg ligger, og han tager mig. Han tager mig på flere forskellige måder. Han tager på mig. Jeg ser kun manden for mig. Jeg slipper aldrig væk.

Du har dømt mig. Du dømte mig. Du dømmer mig. Du dømte at jeg ikke var god nok. Jeg var ikke nok værd til at have et valg. Du tog bare. Du tog min uskyldighed, du tog min værdighed. Du tog min krop, du tog mit sind.

Du har voldtaget min krop. Du har voldtaget mit sind.

Du dømte mig, men jeg kan ikke få dig dømt.

Du voldtager mig.