Jeg kan ikke se solen, den er der, det ved jeg for juli måned er en sommermåned. Den skinner og jeg kører glad ud af landevejen, har travlt men det kan jeg sagtens klare. Jeg er nemlig super kvinde. Dem er der ikke mange af. En ener er jeg.

Jeg kan ikke mærke mig selv, min hjerne siger, at jeg her, et sted imellem solens stråler og skyerne, her i min travle hverdag, for en super kvinde. Jeg kan se lastbilen komme. Den er så flot, hvid og ren. Helt perfekt er den, ligesom denne solfyldte sommerdag med de frodige marker. De gule sennepsblomster, mon det er sennep eller raps. Jeg har haft travlt i dag og nået alle mine opgaver og jeg har gjort mit yderste og lidt til, bare lige lidt til, hver gang. For jeg er jo en super kvinde som kan redde verden, jeg får alle til at føle sig hørt, set og værdsat.

Jeg har mere arbejde der skal gøres, jeg er ikke helt færdig endnu. Så jeg har travlt. Må ikke køre for stærkt. Det kan jeg heller ikke, for vejen er smal og vi kan ikke begge to være der. Den er så flot den rene hvide lastbil. Lige som øjeblikket nu med sol og sommer, frodige marker og bonden som kører med sin traktor. Jeg tror han har et halmstrå i munden og nynner garanteret også en gammel melodi, som jeg kender fra min barndom. Giro 413 det program giver mig en følelse af tryghed, den er rar, men jeg ser ikke solens stråler. Der er en mørk sky over Giro 413 og de smukke gamle sange. Er du dus med himlens fugle, ja det er jeg, elsker sommer og sol.

Jeg har nu en ro i min sjæl, som jeg ikke har mærket før. Den er mørk som en sky der går over himlen. Jeg svæver i skyen, det er som intetheden, luft over mig, under mig og jeg svæver. Det er rart ikke at mærke noget, bare flyve og være let. Som da jeg var barn og kunne lukke mine øjne, sidde helt stille og forsvinde ud af min krop og op i det fantastiske mørke himmelrum. Der var uendeligt, men det var rart, mørkt samtidig lyst. Jeg kan se alt men hvor ender det. Det ender ikke, universet er så stort og uendeligt. Nu føler jeg den samme ro. Det er en følelse men den kan ikke beskrives. Den er uendelig, men rar. Jeg svæver og bilen kører sig selv, jeg vil møde lastbilen og jeg vil svæve oppe i skyerne og ikke føle noget andet en uendelighedens mørke som skinner.

Jeg kan ikke se bonden på sin traktor, hvor er han kørt hen. Det er ikke høst tid endnu, så han sidder nok derhjemme eller går en tur i stalden. Marken er grønlig, kornet er ikke så højt endnu, for det har regnet. Jeg hører musik langt væk, som om det ikke kommer mig ved. Jeg har travlt jeg har flere opgaver, himlen og det uendelige univers er pludselig langt væk. Helt uopnåeligt. Solen skinner ikke mere, de forbandede skyer hænger over mig og lastbilen kører forbi mig. Jeg holder stille inde i siden af landevejen, jeg har travlt, det fortæller min hjerne mig, men jeg kan ikke mærke, hvor det begynder og slutter. Intetheden.